Nina Halberg forsker i en gruppe, der ikke kan grupperes

Nina Halberg forsker i en gruppe, som er svær at homogenisere – at samle i én. Det eneste tydelige samlingspunkt, gruppens medlemmer har, er deres andethed – eller othering, som Nina Halberg kalder det – når de bliver set på som anderledes end majoriteten.

Gruppen er statistisk set defineret som “etniske minoriteter”. Det er svært at afgrænse gruppens medlemmer i praksis, fortæller Nina Halberg. Måske “dem med sort hår”, “dem, der ser “mellemøstlige” ud” eller “dem med accent”.

“Én på 27, der er født og opvokset i Danmark med arabisk baggrund, én fra Polen, som har været migrantarbejder eller arbejder i Danmark, én på 77, som er førstegenerationsgæstearbejder – hvad har de overhovedet til fælles, andet end at de er en del af en etnisk minoritet?” spørger Nina Halberg.

Gruppen, som ikke kan grupperes. Dén forsker Nina Halberg i.

Nærmere hvordan det kan se ud, når den gruppe af mennesker møder det danske sundhedsvæsen.

Nina Halberg er ph.d.-studerende. Hun fortæller, at hun er i sluttrediverne, og hun definerer sig selv som ciskønnet og hvid – selvom nogle synes, den slags mærkater er for navlepillende.

“Nogle gange kan jeg godt tænke, det er lidt pudsigt, at det er mig, der forsker i det her, fordi jeg på mange måder repræsenterer majoriteten og normen. Første gang jeg blev konfronteret med, at jeg var hvid, var jeg 25”, siger hun.

Med på operationsstuen

Nina Halberg fortæller, at hun har gennemført et antropologisk feltstudie, hvor hun har været til stede i mødet mellem “etniske minoriteter” og sundhedsvæsnet. Hun har været med inde på operationsstuerne, til genoptræninger og til lægesamtaler. Det har nok hjulpet på det, at hun selv har arbejdet som sygeplejerske i fem år. Hun kender sproget og koderne, så hun kan glide en smule lettere i ét med hospitalsscenen.

Så sidder Nina Halberg dér i hospitalsuniform i stolen ved siden af patienten.

Hun har fået lov til at være med. Hvor patienten går, går hun med. For eksempel ned ad hospitalsgangene. Ved siden af patienten, hvis de er gående. Ved siden af portøren, hvis patienten bliver kørt i sengen. Hun gør alt for at falde naturligt ind i hospitalsmiljøet, selvom hun befinder sig i en kunstig rolle.

En slags overarbejde

Et af de begreber, Nina Halberg har udviklet, er merarbejde. Det refererer til, at personen, som er en etnisk minoritet, er på overarbejde, når vedkommende for eksempel skal tale med en læge.
De er allerede i minus, det sekund de træder ind i venteværelset.

For én person, som Nina har talt med, betyder det, at man lige fortæller en dansk vittighed – så slapper personalet mere af. Andre leder efter dem “med god energi”. Nogle føler, de skal udvise en særlig taknemmelighed. Nogle rationaliserer for sig selv, at de jo har ret til behandling. Jeg har betalt skat, jeg har ret, tænker de.

Der er hele tiden forklaringsmodeller for patienterne, som er “etniske minoriteter”, eller som bliver set sådan. De skal gøre et stykke arbejde for at modtage en lige behandling, forklarer Nina Halberg.

“Jeg tror ikke, majoritetsdanskere ville tænke over, om de var værdige til en behandling, hvis de blev indlagt”, siger Nina Halberg.

Hvilke ord skal man bruge

Nina Halberg fortæller, at der i det danske sundhedsvæsen længe har været et begreb, som er lige så diffust som gruppen, begrebet bliver kædet sammen med. Etnisk smerte. Det giver egentlig ingen mening, synes Nina Halberg, for etnisk er noget, alle er. Etnisk dansk, ikke etnisk dansk.

Det er ikke et begreb, hun bryder sig om at bruge.

“Det er jo at sige, at der er noget biologisk anderledes. Det er der ikke”.

Alligevel er begrebet blevet brugt, når lægerne ikke kan genkende smerteudtryk. Som for at sige, at personer med anden etnisk baggrund end dansk har andre smertemønstre, som man skal behandle og tænke om på bestemte måder.

Nina Halberg tror dog, at begrebet er mindre udbredt i dag, end det har været, grundet et øget fokus på det.

Hun har selv svært ved at finde de rigtige ord for den proces, der finder sted. For nu bruger hun begreberne etniciteret, racialiseret og minoriseret.

“For at indikere, at det ikke er noget, de er, men noget, de bliver”.

Fatale konsekvenser

Racialiserede mennesker bliver diskrimineret i det danske sundhedsvæsen. Ifølge Nina Halberg kan forskelsbehandlingen være svær at dokumentere, netop fordi den er subtil og strukturel. Ikke desto mindre viser forskning, at sundhedsprofessionelle har tendens til at undervurdere smerterne hos “etniske minoriteter” mere, end de undervurderer smertebilledet hos andre slags patienter.

Og det er farligt.

“Det har jo reelle konsekvenser, hvis ens smerte ikke bliver troet på”, siger Nina Halberg.

Hun fortæller om en mand af sudanesisk oprindelse, som døde af et slagtilfælde i Sverige. Ambulanceredderne havde skrevet “kulturel besvimelse” i journalen. De havde også beskrevet, at manden “ligger ned og spiller bevidstløs” og “klynker”. Sagen blev dømt i 2021 ved byretten i Göteborg som diskrimination.

Nina Halberg har intet tilsvarende dansk eksempel. Hun forklarer, at det kun var, fordi de svenske ambulancereddere havde skrevet det ned, at man kunne se, de havde brugt “kulturel besvimelse” som årsagsforklaring. Det er netop det, der er hele humlen: Man kan ikke bevise subtil forskelsbehandling, når det tager form af ord eller indforståede opfattelser.
Konsekvenserne af social ulighed og forskelsbehandling kan altså have fatale konsekvenser. Også selvom man ikke kan se det.

Hvorfor sker det?

Ifølge Nina Halberg er det en del af den danske samfundsfortælling, at hudfarve er ligegyldig. I hvert fald hvis vores egen hudfarve ikke er genstand for øget opmærksomhed.

“Hvis du spørger folk, som ikke identificerer sig som hvide, så bliver de konfronteret med deres hudfarve ret ofte. Ikke direkte, men implicit”.

Derfor taler Nina Halberg om problemer med ulighed i sundhedsvæsnet på et mere strukturelt niveau frem for det individualistiske. Det er den enkelte læge eller sygeplejerske, som forskelsbehandler, men ifølge Nina Halberg er den måde, sundhedsprofessionelle opfører sig på, mest af alt betinget af deres uddannelse.

“Sundhedsprofessionelle er trænet til at forstå smerter og kroppen på særlige måder. Det er indlejret i dem, mere end det er individuelle træk. Deres mål er, at de skal agere rationelt og objektivt. Det gør det sværere at få øje på og tale om, når de som sundhedsprofessionelle ikke er objektive”.

Hvordan ser strukturerne ud?

Nina Halberg er interesseret i, hvilke strukturer i sundhedsvæsnet som organ der gør, at der stadig er så stor ulighed. Hvad er det, uddannelserne lærer de sundhedsprofessionelle? Hvad er det, de ikke lærer? Hvorfor er sundhedsvæsnet standardiseret på denne måde, som ikke altid passer til et menneske, som for eksempel har brug for hjælp til at oversætte dansk?

En del af forklaringen er, at sundhedssystemet ikke er designet til alle.

“Al medicin er historisk udviklet af hvide mænd på hvide mænd til hvide mænd. Det er indlejret i medicinen, at den er baseret på en hvid mand, som for eksempel holder igen med smerter”, siger Nina Halberg.

Hun forklarer, at man i Vesten har en særlig måde at give udtryk for smerter på, som bunder i, at medicinen er funderet i en tid, hvor mennesket tilstræbte at være rationelt og mådeholdigt. Det påvirker også patienter i dag, når de udtrykker smerter på andre måder.

Da hun arbejdede som sygeplejerske, oplevede hun selv at stå i situationer, hvor hun ikke vidste, hvordan hun skulle forholde sig, når nogen blev meget verbale. Noget, man kan tilskrive “kulturforskelle” – et ord, som Nina Halberg egentlig heller ikke bryder sig om.

“Jeg har svært ved kulturbegrebet, fordi det hurtigt bliver en årsagsforklaring. Hvad er “deres” kultur? Hvad er “vores”?”

Ændre på mekanismer

Nina Halberg er færdig med sin ph.d. til december. Nogle dage går det godt med skrivningen, og så flyver ordene ud over tastaturet. Andre dage kan hun sidde og omskrive en enkelt sætning.

Hun håber i fremtiden at kunne bidrage med viden om, hvordan strukturel diskrimination i sundhedsvæsnet bliver til, forhåbentlig ændre på nogle mekanismer og skabe mere lighed for den gruppe, det går ud over.

De mennesker, der ikke kan samles i én homogen gruppe, men som systematisk bliver forskelsbehandlet alligevel.