KU lægger låg på sag om landbrugs­lobbyens indblanding i ph.d.-projekt

Konflikten om et erhvervs-ph.d.-projekt, der skulle undersøge udbredelsen af parasitter i svinekød, som kan forårsage ufrivillig abort og misdannelser, og som kædes sammen med øget forekomst af depression, angst og skizofreni, har fundet sin afslutning. Københavns Universitets Praksisudvalg, der behandler sager om god videnskabelig praksis på universitetet, har afvist af genoptage sagen.

Dermed er alle klagemuligheder udtømt, erkender Heine Andersen, professor emeritus på KU og forfatter til bogen “Forskningsfrihed” og medforfatter til “Forskningsfrihed – Hvad med juraen?”. Han havde klaget over ph.d.-projektet sammen med Maria Vang Johansen, nu forhenværende professor i parasitære zoonoser på KU. Hun trak sig som hovedvejleder, da hun mente, at indsamlingen af data ikke levede op til helt grundlæggende videnskabelige principper.

Konflikten handler bl.a. om, hvem der har ansvaret for, at data bliver indsamlet korrekt, og for at data er offentligt tilgængelige, så resultaterne kan efterprøves. Heine Andersen og Maria Vang Johansen mener, at det altid er forskeren, og altså i dette tilfælde den ph.d.-studerende, der har ansvaret.

Strid om data

De to er utilfredse med, at Landbrug & Fødevarer (L&F), der varetager landbrugets interesser, i strid med ph.d.-kontrakten, hvor det fremgik, at det var ph.d.ens opgave, indsamlede prøverne fra svinebesætningerne og analyserede data. L&F ændrede også på antallet af prøver og på resultaterne undervejs.

I dag har landbrugsorganisationen alle rettigheder til data fra projektet og kan dermed bestemme, hvem der kan få adgang til tallene, og hvordan og hvor længe materialet skal opbevares. Det til trods for at den ph.d.-studerende var indskrevet og blev vejledt på KU, samt at ph.d.-afhandlingen og den videnskabelige artikel blev udgivet i universitetets navn.
Maria Vang Johansen har forgæves forsøgt at få data udleveret, og det samme har Forskerforum og andre medier.

Heine Andersen siger, at det var et groft brud på god videnskabelig praksis, at L&F-data ubeset blev inddraget i projektet, uden at der blev indgået en ny aftale, til trods for at Maria Vang Johansen protesterede som hovedvejleder.

“Det er muligt, at forskeren i dette tilfælde er blevet vildledt af institutledelsen og bivejlederen, som var fra L&F, men hun blev kraftigt advaret af hovedvejlederen. Hvis forskeren og institutledelsen havde fastholdt den oprindelige aftale, var problemet ikke opstået. Hvis data fra L&F skulle være inddraget forsvarligt, skulle der være indgået en ny aftale. Uanset hvem der skulle skrive under på sådan en aftale, ville det være forskerens ansvar, at aftalen sikrede adgang til data for andre forskere. Ellers skulle forskeren have undladt at bruge data. Praksisudvalget har ikke undersøgt sagen. Faktisk har udvalget afvist overhovedet at behandle klagen”, siger Heine Andersen.

Aftaler er ledelsens ansvar

Praksisudvalgets formand, dr.jur. Mads Bryde Andersen, har ikke ønsket at udtale sig om sagen, men han skriver i sit svar til Maria Vang Johansen og Heine Andersen, at det generelt gælder for universitetssektoren, at når universitetet indgår aftaler med eksterne parter om forskning (forskningssamarbejdsaftaler) eller andre samarbejder med eksterne, fx samfinansierede ph.d.-uddannelsesforløb eller erhvervs-ph.d.-aftaler, er det ledelsen på institut- eller dekanniveau, der repræsenterer universitetet og aftaler de nærmere faglige og retlige rammer for det konkrete samarbejde. I en sådan aftale affattes og forhandles også vilkår om forskningsrettigheder, rådighed og brug af evt. forskningsdata med den eksterne part.

“Bemyndigelsen til at indgå sådanne aftaler har aldrig været delegeret fra ledelsen til de involverede forskere, herunder en ph.d.-studerende. Det er også inden for denne forudsætning, at det beskrevne “forskeransvar” om sikring af forskningsdata i det ministerielle kodeks og KU’s politik fra 2014 og gældende politik for forskningsdatamanagement skal forstås og fortolkes. I tilfælde, hvor det pågældende forskningsdata ikke er ejet af forskeren/universitetet, men af den eksterne part, kan forskeren derfor ikke løfte det beskrevne ansvar, medmindre rådighed over datasættet juridisk er sikret ved aftale. Som ovenfor beskrevet påhviler en sådan aftaleforpligtelse ledelsen og ikke forskeren”, skriver praksisudvalgsformanden.

Skaber usikkerhed

Heine Andersen er dybt uenig i den fortolkning og henviser til side 9, punkt 2.2, i Den danske kodeks for integritet i forskning, hvor det fremgår, at “Forskerne er ansvarlige for at opbevare deres primære materialer og data” og er ansvarlige for – medmindre andre regler foreligger – at bestemme, i hvilket omfang og hvor længe primært materiale skal opbevares.

“Mulighed for reproducerbarhed er en grundsten i moderne (empirisk) videnskab. Dette grundprincip har Praksisudvalget svigtet, og det svækker KU’s troværdighed. Hvis det viser sig ikke at være muligt, tæller resultater principielt ikke. Hvis forskeren på anmodning ikke kan sikre adgang til data, risikerer vedkommende en anklage for uredelighed. Eksisterer data overhovedet? Vi har kun L&F’s ord for det, og de har afvist at give adgang”, siger han og tilføjer, at det skaber usikkerhed om, hvad der gælder, når Praksisudvalget ignorerer regelgrundlaget uden begrundelse.