På vej mod det ultimative forskningsresultat måtte Anna bukke under – nu kæmper hun for oprejsning

En ny sag om unge forskeres kreditering for eget arbejde har vakt opsigt i den danske forskningsverden. I januar fortalte Forskerforum.dk og Weekendavisen sideløbende historien om Anna Xavier, adjunkt på KU SUND, der i en strid om forfatterskabet til en artikel i Science er endt med at stå helt uden for forfatterlisten.

I stedet var det den 80-årige tidligere professor og rektor Kjeld Møllgård, der som førsteforfatter fik æren for fundet af en fjerde hjernehinde – hidtil har man kun kendt til tre.

Hvad ingen talte om, var, at Kjeld Møllgårds opdagelse skete på baggrund af Anna Xaviers indledende forsøg, og at de to arbejdede tæt sammen i en længere periode og indsendte et manuskript til Nature med Anna Xavier som førsteforfatter. Manuskriptet blev afvist, og i det videre arbejde blev Anna Xavier først sygemeldt med stress, senere gik hun på barselsorlov. Imens blev manuskriptet, hun selv havde lavet udkast til, indsendt til Science uden hendes navn på forfatterlisten.

Anna Xavier ville trods mæglingsforsøg ikke acceptere, at hun ikke blev krediteret for sin hovedrolle i studiet. Og her står sagen i dag – en opsigtsvækkende forskningsartikel med en forfatterliste uden den forsker, der angiveligt har brugt mest tid på opdagelsen.

“Jeg har arbejdet på det her i fem år, det er min og Kjeld Møllgårds forskning, der har skabt resultatet. Det vil jeg anerkendes for”, siger Anna Xavier, der kommer fra Brasilien, men har boet i Danmark, siden hun blev ansat på KU i 2016.

“Drop ferien”

Historien handler imidlertid om mere end blot en forfatterstrid. Anna Xavier fortæller om et uskønt forløb på hendes arbejdsplads, Center for Translational Neuromedicine (CTN), hvor et hårdt arbejdspres førte til stresssygdom, hvor hun under barslen oplevede at blive gået bag om ryggen med indsendelse af artikelmanuskriptet, og hvor hun i den efterfølgende diskussion om forfatterlisten blev mistænkeliggjort for uredelighed over for sine kolleger. Tingene hænger sammen. At hun mistede det forfatterskab, der kunne have sikret hende en stor karriere, er til dels konsekvens af hendes stresssygemeldinger og barsel, mener hun.

En udlægning, som hendes chef på CTN, Maiken Neder­gaard, grundlæggende er uenig i. Det var under coronanedlukningen, Anna Xavier for alvor begyndte at mærke, at hun blev presset ud over sine grænser.

“Jeg arbejdede hjemmefra med data og manuskripter, men universitetet var lukket, så vi kunne ikke gennemføre eksperimenter, og det var Maiken meget frustreret over. Da vi fik mulighed for at komme i laboratoriet i holdskift, forstod Maiken ikke, hvorfor der ikke var nogen, der meldte sig til tider sent om aftenen og i weekenderne”, fortæller Anna Xavier med henvisning til Maiken Nedergaard.

På samme måde blev der sendt klare signaler om sommerferien.

“Vi fik en mail om, at vi virkelig skulle overveje, om vi havde tænkt os at holde sommerferie, nu hvor vi havde været nedlukket. Fra det tidspunkt oplevede jeg, at presset bare eskalerede i forhold til at arbejde længe og levere resultater”.

Chefen var skuffet

Samtidig var Anna Xavier udfordret i sit forskningsprojekt. Artikelmanuskriptet om den fjerde hjernehinde var blevet afslået af Nature med krav om bedre data. Men arbejdet med at skaffe nye forsøgsdata ved hjælp af bioluminescens krævede stor præcision i de kirurgiske indgreb på musene. Arbejdet var tidskrævende og belastende både fysisk og psykisk. Anna Xavier begyndte at opleve stresssymptomer – hovedpine og søvnbesvær – og efter at have konsulteret sin læge fik hun lov til at holde to ugers fri.

Et par måneder senere fik hun klar besked om, at Maiken Nedergaard var skuffet over hendes arbejdsindsats.

“De nye data havde ikke ændret billedet, og Maiken var ikke tilfreds og sagde til mig, at jeg burde have gennemført tre gange så mange forsøg. Jeg svarede, at det var umuligt, og bemærkede også, at jeg for nylig var kommet tilbage fra stress, men det syntes hun var en dårlig undskyldning”.

Konfrontationen førte til et møde, hvor SUNDs HR-afdeling og Anna Xaviers fagforening, DM, var til stede. Her gentog Maiken Nedergaard sin utilfredshed med Anna Xavier og luftede også, at hun ville indkalde en ekstra forsker, som Anna Xavier ville være nødt til at dele førsteforfatterskabet med.

Udkommet af mødet blev for Anna Xavier en stresssygemelding i tre måneder. Herefter var aftalen, at hun skulle arbejde hjemme med artikelarbejdet og deltage på Zoom-møder – det første møde, hun blev indkaldt til, lå i øvrigt en lørdag morgen.

“Du kan måske forestille dig det tempo og den stress, jeg blev kastet ind i lige fra start”, siger hun.

Det holdt ikke længe. I slutningen af oktober 2021 måtte hun igen melde sig syg. Måneden efter gik hun på barselsorlov. Siden har hun ikke været i laboratoriet.

I laboratoriet to dage efter fødsel

I 2015 bragte Politiken et interview med Maiken Nedergaard, som efter stor succes med sin forskning i USA var i gang med at etablere CTN på KU.
I artiklen fortalte hun blandt andet om den arbejdsindsats, det kræver at bedrive forskning på højt niveau.

“Hvis man skal nå langt som forsker, skal man være parat til at bruge rigtig meget tid på det. Så betyder det ikke så meget, om man har det rigtige tøj og et spændende socialt liv. Jeg har altid arbejdet, når børnene faldt i søvn”, lød det fra Maiken Nedergaard, der fortalte, at hun på andendagen efter hver af sine fem fødsler var tilbage på laboratoriet.

“Hvis jeg gik tidligt til hverdag, ville det være et signal til mine ansatte om, at vores arbejde ikke er vigtigt”, sagde hun også i artiklen.

Maiken Nedergaards syn på, hvilke ofre man som forsker må bringe, har imidlertid været en mentalitet, nogle af hendes ansatte har slået sig på. Anna Xavier er en af dem, men ikke den eneste. En APV-undersøgelse i 2016 gav så dårlige resultater om det psykiske arbejdsmiljø, blandt andet på spørgsmål om trivsel, ledelse og arbejdslivsbalance, at der blev indledt en sag, der i 2018 endte med et påbud fra Arbejdstilsynet.

Mauro DiNuzzo, var på CTN to år frem til marts 2018 og beskriver i Weekendavisen arbejdspladsen som “et meget toksisk sted”.

Evigt dårlig samvittighed

Forskerforum har talt med flere kilder tæt på CTN, der bekræfter, at medarbejdere fra tid til anden har oplevet, at tonen kan blive meget hård, særligt når der ikke bliver leveret resultater.

En forsker, der tidligere var tilknyttet centeret over en længere periode, fortæller, at vedkommende oplevede et permanent, mere eller mindre udtalt pres for at levere mere.

“Der var ingen ferie eller fridage på Maikens laboratorium uden dårlig samvittighed”, fortæller forskeren, der ønsker at være anonym af frygt for at skade sine karrieremuligheder.

Forskeren så muligheden for at arbejde sammen med og lære af Maiken Nedergaard som sit livs chance og oplevede, at Maiken Nedergaard ofte forsøgte at appellere til vedkommendes ambitioner.

“Det kom i bølger. Først roste hun mig, fortalte, at jeg var rigtig dygtig, og at jeg havde stort potentiale. Men hvis jeg så til tider kom til et møde og ikke havde de resultater, hun regnede med, eller overskred en urealistisk deadline sat af hende, fik jeg at vide, at hun godt nok var skuffet over min manglende indsats, og at jeg ikke var ambitiøs nok”.

Forskeren gennemførte sit ophold i laboratoriet, men det var med en gennemgående dårlig selvværdsfølelse.

“Jeg brugte meget tid på at være rigtig utilfreds med mig selv og føle, at jeg burde kunne gøre det bedre. Det blev Maikens ord, jeg gentog for mig selv. Rigtig destruktivt”, fortæller forskeren.

“Jeg var for hård”

Kritikken om en hård tone og ledelse går dog ikke kun i Maiken Neder­gaards retning. Forskerforum har fået en henvendelse fra en tidligere forskningsassistent, der for 4-5 år siden arbejdede for Anna Xavier. De to havde et dårligt forhold, og hun beskriver Anna Xavier som en hård og ikke særlig rummelig arbejdsgiver, selv om hun lagde mange timer i arbejdet.

“Jeg følte mig ikke velkommen. Hver dag føltes som en test, og når noget ikke levede op til hendes forventninger, reagerede hun ofte, som var det et personligt angreb på hende. Jeg modtog heller ikke den vejledning, jeg havde brug for”, fortæller forskeren, der siden har taget en ph.d. i udlandet.

Den kritik vil Anna Xavier godt anerkende.

“Vi havde et turbulent forhold, og jeg var ikke tilfreds med hende. Hun havde ikke en skemalagt arbejdsrutine, og derfor var det svært at følge med i, hvad hun lavede. Men ja, jeg var for hård ved hende og ikke altid lige venlig i min måde at tale på”, siger Anna Xavier.

Ansatte: godt miljø

Tager man APV-undersøgelsen som målestok, er arbejdsmiljøet på CTN blevet bedre de senere år. I undersøgelserne fra både 2019 og 2022 ligger CTN-tallene generelt tæt på fakultetets gennemsnit.

I forbindelse med Forskerforums research til denne artikel valgte 18 af CTN’s medarbejdere at sende en udtalelse til Forskerforum. Kun postdoc Virginia Plá Requena har valgt at stå frem med navn, mens de øvrige afsendere er anonyme. I erklæringen slår de fast, at de ikke kan genkende beskrivelserne af deres forsknings- og arbejdsmiljø, som det bliver fremstillet i medierne.

De skriver blandt andet, at der ikke skal herske tvivl om, at forskning er et krævende job, der sker i meget kompetitive miljøer med en “publish or perish”-kultur, som er et globalt problem, men på trods af omstændighederne og rammerne investerer CTN og dets ledelse stort i dem som yngre forskere.

“På CTN bliver vi opfordret til at dygtiggøre os videnskabeligt, samtidig med at der er rum til den work-life-balance, vi hver især vælger. Det ses også i det faktum, at en stor del
af de yngre ansatte på CTN har et eller flere børn, at både mænd og kvinder har været på barsels-/forældreorlov, ligesom vi er blevet støttet ved sygdom eller anden fravær, hvor holdånd og sammenhold har været nøglen til både fælles og individuel succes”, skriver de.

De 18 medarbejdere, der står bag udtalelsen, udgør cirka halv­delen af de ansatte på CTN.

Reprimande under barsel

For Anna Xavier gav barselsorloven dog ikke den ro, hun havde håbet på. I januar 2022 blev hun indkaldt til et møde med deltagelse af HR-afdelingen, hvor hun blev foreholdt, at hun ikke havde gjort sit arbejde på et niveau, der forventedes af en adjunkt på CTN. To måneder efter modtog hun gennem HR en mundtlig reprimande for dette.

Godt halvanden måned senere kom næste chok. En kollega kontaktede hende og fortalte, at den forskningsartikel, hun havde arbejdet på frem til sin sidste sygemelding, nu ville blive indsendt til Science – uden hendes navn på forfatterlisten. Anna Xavier kontaktede Kjeld Møllgård, kontaktede DM, kontaktede SUNDs “named person”, og så startede et forhandlingsforløb, som varede det meste af 2022. Anna Xavier følte, at det var hendes forskningsprojekt, og at hun burde være førsteforfatter.

Maiken Nedergaard mente, at de forskere, der senere var trådt til, var mindst lige så substantielle, og at førsteforfattertitlen måtte deles mellem fem personer med Kjeld Møllgård som den første i rækken.

Mistænkt for uredelighed

Det var før et af disse mæglingsmøder i sensommeren, at Anna Xavier igen blev chokeret. 18 minutter før mødet kom en mail fra Maiken Nedergaard om, at hun ved mødet ville diskutere en vedlagt fil, der viste det, hun kaldte en “serious concern” omkring Anna Xaviers data, der gik helt tilbage til manuskriptet indsendt til Nature i 2020.

“Mødet kom nærmest kun til at handle om denne sidsteøjebliksbeskyldning. Jeg svarede, at hvis Maiken havde en mistanke, skulle hun anmelde det til Praksisudvalget. Hun sagde så, at det ikke ville være godt for min karriere, men forlangte, at jeg redegjorde for mine analyser”, fortæller Anna Xavier.

Hun sendte efterfølgende beskrivelser, som Maiken Nedergaard ikke mente var fyldestgørende.

På et senere møde beklagede Anna Xavier over for fakultetets prodekan Mogens Holst Nissen, at Maiken Nedergaard havde delt sin mistanke om uredelighed med de øvrige forskere. Ved den lejlighed gjorde Mogens Holst Nissen det klart, at han ikke var bekendt med forhold, der indikerede videnskabelig uredelighed, og at der ikke - Fakultetet bekendt - var rejst en sag om dette. 

Imens var forhandlingen om forfatter­listen strandet. Anna Xavier ville ikke give sig på sine kardinalkrav: førsteforfatterskab delt med Kjeld Møllgård alene, alternativt første navn på forfatterlisten. Ingen af de løsninger kunne accepteres af Maiken Neder­gaard.

Rygtet spredes

I december talte Anna Xavier med en kollega fra forskergruppen, der fortalte, at artiklen var accepteret, og at hendes navn ikke var på listen. Det var ikke et chok. Hun vidste godt, at det var prisen for at stå fast på sine krav. Hvad hun til gengæld ikke forventede, var, at kollegaen kendte til den mistanke om uredelighed, som Maiken Nedergaard havde fået.

“Gruppen var blevet fortalt, at jeg ikke var på listen, fordi der var en mistanke omkring redeligheden af mine data. Hun spredte altså beskyldningerne blandt mine kolleger. Jeg spurgte ham, om der så blev en officiel klage til Praksisudvalget, men det kendte han ikke til”, siger Anna Xavier.

Tabet af førsteforfatterskabet og æren for forskningsresultatet – fundet af den fjerde hjernehinde – er den ene ting, som nager hende. Den anden er, at der blandt hendes kolleger cirkulerer en mistanke om, at hun skulle have fusket med sine data.

“Det her er det eneste job, jeg har haft i mit liv. Jeg har lagt så meget arbejde i det. Jeg kan ikke bare forlade det og have de her rygter kørende. Det er et universitet. Det er meningen, at vi skal beskæftige os med fakta, ikke rygter”.

Nedergaard: Var nødt til at dele mistanke

Maiken Nedergaard har generelt en meget anderledes opfattelse af sagen end Anna Xavier. I forhold til mistanken om uredelighed forklarer hun, at Anna Xaviers data var svære at forklare og ikke kunne gentages af andre medarbejdere, som forsøgte at gøre det. Hun mener, at hun var nødt til at fortælle forskningsgruppen om sin mistanke.

“Det var min pligt at informere medforfattere før publikation, da der i Vancouver-deklaration om forfatterskab står: “Authors should have confidence in the integrity of the contributions of their co-authors”. Det er en meget, meget alvorlig sag at publicere data, som ikke kan forklares”, siger Maiken Nedergaard og tilføjer, at Anna Xavier stadig ikke har forklaret de data, hun blev spurgt til.

Kritikken om pres fra ledelsen på CTN i forhold til at arbejde ud over rimelighedens grænser står Maiken Nedergaard også uforstående over for. Det konkrete eksempel med indirekte opfordring til at arbejde i ferien er taget ud af en sammenhæng, siger hun.

“Vores center sender konstant meddelelser ud for at minde medarbejdere om at holde ferie. Stipendierne for de pågældende medarbejdere var ved at udløbe, og de kunne afholde ferie, efter at stipendiet ophørte. Mit mål var, at alle skulle færdiggøre deres afhandlinger inden for KU’s regler”, siger hun.

Systemet presser, ikke ledelsen

I forhold til oplevelserne for den tidligere ph.d.-studerende på CTN henviser Maiken Nedergaard også til, at presset er en naturlig del af en tidsbegrænset projektstilling.

“Hvis man ikke når i mål, går man ikke videre. Det er mit ansvar at forsøge at hjælpe medarbejdere til at nå i mål. Den omtalte medarbejder har måske set, at andre gør store fremskridt. Vores gruppe består jo af stjerneforskere. Følelsen af ikke at kunne holde fri kommer udelukkende fra en medarbejder, der ikke kan leve op til de krav, som ligger i systemet – ikke fra ledelsen”.

Maiken Nedergaard genkender ikke, at hun skulle have særlige forventninger om lange arbejdsdage og weekendarbejde – tværtimod.

“Der er absolut ingen forventninger om arbejdstider på CTN. Alle akademiske medarbejdere kan arbejde, som det passer dem, og ingen holder øje med, hvem der er på arbejde. Det er friheden ved at være forsker, og vi har tillid til medarbejderne”, siger hun.

Artiklen “A mesothelium divides the subarachnoid space into functional compartments” udkom i Science den 5. januar. Anna Xavier forbereder i øjeblikket en klage til Praksisudvalget på KU om hendes ret til førsteforfatterskabet og redeligheden af hendes bidrag.

Hun forventer ikke at skulle arbejde som forsker igen.

NB. Rettelse (27. februar). I artiklen fremgik det tidligere angående uredeligheds-mistanken mod Anna Xavier, at prodekan Mogens Holst Nissen ved at møde havde sagt, at han ikke kunne se nogen forhold, der indikerede videnskabelig uredelighed. Formuleringen kan misforstås som om, at Mogens Holst Nissen havde foretaget en faglig vurdering af sagen. Det var ikke tilfældet. Han konstaterede på mødet, at han ikke var bekendt med forhold, der indikerede videnskabelig uredelighed, og at der ikke - Fakultetet bekendt - var rejst en sag om dette.