Niels Bohr-forsker: Bohr havde en “dansk” tilgang til forskningen

Niels Bohr – verdens bedste menneske. Det er ikke et spørgsmål. Det er en konstatering i en avisoverskrift ved Niels Bohrs død i 1962, og så er det titlen på en ny dokumentarfilm, der netop har fået biografpremiere.

I danske ører lyder det noget vovet at fremhæve et menneske på den måde. Men Hans Halvorson, professor i filosofi ved Princeton University og Institut for Naturfagenes Didaktik ved KU, vil egentlig gerne gå med til den udlægning.

“Jeg synes egentlig, det er rigtig nok. Som det bliver sagt i filmen, var han karakteriseret ved tre egenskaber: ærlighed, beskedenhed og generøsitet. Det er meget rammende. Og man kan se ved hans død, hvordan han vitterligt blev hyldet i hele verden”, siger Hans Halvorson.

Forskerforum har inviteret den amerikanske professor, som har Niels Bohr som et af sine forskningsfelter, til at se den nye Bohr-film. En klassisk dokumentar, der med fotos, filmstumper og fortællinger fra forskere og to af Bohrs børnebørn – den ene er DTU-professor Tomas Bohr – fortæller om den store fysikers liv som privatmenneske, som forsker og som aktør på den politiske verdensscene.

Opvækst med viden og penge

Bohrs historie er almindelig kendt, og filmen bringer ikke revolutionerende nyt til torvs. Den største nyhed er nok en hidtil uhørt lydoptagelse med den russiske fysiker og KGB-agent Yakov Terletskij, der fortæller om, hvordan han ved et møde i København forsøgte at få Bohr til at dele videnskabelige hemmeligheder omkring atombomben.

Også den private side af Bohrs liv er måske knap så belyst – hustruen Margrethes store betydning og tabet af to sønner, herunder 17-årige Christian, der druknede under en sejltur i Sverige, hvor Niels Bohr selv var til stede.

Men Bohrs familiebaggrund er faktisk vigtig, og den kunne godt have fået endnu mere opmærksomhed i filmen, mener Hans Halvorson. Han tillægger Niels Bohrs far, Christian, og familiens sociale miljø stor betydning for det videnskabsfilosofiske grundlag for hele Bohrs virke.

“Det er lidt for nemt blot at beskrive Bohr som enkeltperson. At det hele bare begyndte med ham. Det gjorde det ikke. Hans far, Christian Bohr, var læge og en meget interessant medicinsk forsker. Hans mor var jødisk, og familien var en del af det sekulære jødiske miljø i København, hvor der fandtes en kultur omkring den intellektuelle samtale. Familien var velhavende, og Niels Bohr behøvede ikke at tænke på så meget andet end sin forskning. Da han eksempelvis skulle til Cambridge og havde brug for nogle penge, skrev han et brev til Carlsberg på to sætninger. Det var en anden tid”, konstaterer Hans Halvorson.

Barn af Københavns “golden days”

Bohr blev født i 1885. Midt i en epoke, der senere skulle blive omtalt som Københavns “golden days”. Store tekniske fremskridt gik hånd i hånd med radikale nybrud i synet på samfundet, mennesket og kunsten. Og selv om Niels Bohr kun var en stor dreng, da det nittende århundrede klingede af, mener Hans Halvorson, at århundredets intellektuelle strømninger fik stor betydning for ham.

Han trækker sin computer op af tasken og viser et dokument, hvor han har indtegnet kontaktfladerne fra filosoffen Poul Martin Møller over Søren Kierkegaard, Rasmus Nielsen og til Christian Bohr, der i øvrigt var kammerat med Georg Brandes og blandt andet besøgte ham i Berlin.

“Hegel, den store filosof i starten af 1800-tallet, mente, at videnskabens mål var at se verden i Guds øjne. Det syn gjorde Poul Martin Møller og flere andre filosoffer op med – det kan ikke være videnskabens mål, mente de. Den kritik førte Søren Kierkegaard videre, blandt andet i bogen “Afsluttende uvidenskabelig efterskrift”. Kierkegaard var mere interesseret i livet, og hvordan man udvikler sig som menneske. Hans studiekammerat Rasmus Nielsen, der underviste Christian Bohr i filosofikum, gjorde også op med Hegel. Han mente, at tro og videnskab er to uens størrelser, som kan eksistere side om side i mennesket. Det mente Georg Brandes var noget vrøvl. Jeg tror, at hele den udvikling har skabt et miljø, som er grundlaget for Niels Bohrs måde at gribe tingene an på”, siger Hans Halvorson.

Den danske tilgang

Han mener, at Niels Bohrs videnskabsopfattelse var præget af en udogmatisk, dialektisk tilgang.

“Hvis man ser på de tyske filosoffer, så var deres mål altid at skabe et system: Det her kan vi tro på. Men Bohr havde ikke noget ønske om en endelig teori, som alle kan tro på. Hans mål var, at vi fortsætter med videnskaben, finder nye sandheder eller finder ud af, at noget alligevel ikke er sandt, som vi så kan smide væk. Det skal bare blive ved”, siger han.

Og her er vi inde på noget, som måske ikke alene er et kendetegn for Bohr, men også for dansk videnskab. Hans Halvorson har som nævnt sin baggrund i USA. Og her oplever han en langt mere instrumentel tilgang til videnskaben. Forskning er noget, man bedriver for at opnå mål.

“Formålet med fysikvidenskab i USA – jamen det er at skabe nye ting. Nye våben, nye teknologier. Måske er forskellen, at Danmark aldrig har været et land, der har haft behov for at være verdensførende. Som Tyskland havde det i 1900-tallet, og USA har det i dag – vi skal have det, og vi skal have det først. Ingen på Niels Bohr Institutet tænker, at det er vigtigt, at det er her i Danmark, vi skaber den endelige teori om noget”.

Manager

Netop det brede, internationale og åbne samarbejde var kendetegnende for Niels Bohr og hans Institut for Teoretisk Fysik, som åbnede i 1921, året før han fik Nobelprisen. Og formentlig også en nøgle til Bohrs videnskabelige succes.

“En af grundene til, at instituttet var så succesfuldt, var, at Bohr inviterede de tyske fysikere til at være med. De fleste lande ville ikke have noget med tyskerne at gøre efter første verdenskrig. Men Niels Bohr var glad for at have dem med, for eksempel Werner Heisenberg. Jeg har hørt det synspunkt, at kvanteteorien ikke ville være blevet opdaget, hvis ikke Bohr havde inviteret de tyske fysikere til København”.

Hans Halvorson lægger vægt på Bohrs store åbenhed i forskningsmiljøet – man havde ikke hemmeligheder for hinanden, man samarbejdede og diskuterede flittigt hinandens ideer. Og Bohr var god til at kombinere de enkelte forskeres kompetencer.

“Det var ikke som Einstein, hvor det var klart, at han var geniet. Bohr var mere en slags manager for de andre videnskabsfolk. Han styrede det hele, men han var også involveret i forskningen, for han forstod, hvad de lavede”.

Det var den vilje til det brede, internationale samarbejde, der ved slutningen af anden verdenskrig blev en politisk dagsorden. Bohr forudså våbenkapløbet mellem øst og vest, og han så vidensdeling omkring atomforskningen som en måde at forhindre politiske spændinger og en potentiel atomkrig på. Men hvor anerkendt og respekteret Bohr end var, kom han til kort over for den politiske dagsorden, som ikke mindst Churchill dikterede. Han lod sig dog ikke lokke, da Yakov Terletskij forsøgte at få hemmeligheder ud af ham, ligesom han heller ikke gik med på Werner Heisenbergs forsøg på at få ham til Tyskland i 1941.

Ikke alle elsker Bohr i dag

Filmen om Niels Bohr er – om end roligt og balanceret fortalt – et hyldestportræt. Og det afspejler nok meget godt den måde, vi danskere stadig ser vores største videnskabsperson på. Sådan er det imidlertid ikke alle steder, bemærker Hans Halvorson. I USA er Bohrs stjerne falmet en smule. Der har blandt flere fysikere bredt sig det synspunkt, at Bohr dækkede sig under tågesnak. For eksempel udtalte en anden fysiker og nobelprisvinder Murray Gell-Mann på et tidspunkt, at Bohr havde “hjernevasket” en hel generation af fysikere til at tro, at problemet omkring kvantefysik var løst.

Det mener Hans Halvorson selv er helt forkert, og han tror, det bygger på de førnævnte kulturforskelle mellem amerikansk og dansk forskning, og så at folk simpelthen har svært ved at forstå ham.

“Bohr var ikke så klar i sin tale. Han var meget filosofisk anlagt, og filosofi er sjældent forbundet med klarhed. Og så er der kulturforskellen. Der er et citat i filmen, hvor Bohr siger noget med, at videnskaben bidrager til menneskeligt velvære. Og jeg sad og tænkte: Kunne man forestille sig en amerikansk fysiker sige det samme? Bohr tænkte aldrig: Hvad er det økonomiske udbytte af, hvad jeg laver nu? Og der er vi måske igen tilbage ved det intellektuelle, kulturelle miljø, som han er barn af”.