Krav om flere fondsansøgninger er ikke løsningen på den pressede universitetsøkonomi

I en nylig samtale anbefalede en leder, at en kollega indsender 7-8 projektansøgninger for at sikre succes i fondsansøgningerne. For projektansatte, der er finansieret af eksterne midler, kan det måske lyde som en helt almindelig hverdagssamtale. Men ikke desto mindre kan usikre ansættelser med krav om løbende fondsansøgninger kombineret med stigende publiceringskrav, øget intern konkurrence om stillinger og eksterne fondsmidler skabe et rigtigt dårligt arbejdsklima.

Vi ser, at ikke mindst yngre kolleger føler sig presset, og at de i stadig højere grad har svært ved at se, hvordan de nu eller i fremtiden skal skabe rimelig sammenhæng mellem deres arbejds- og familieliv.

Ikke overraskende genovervejer yngre kolleger løbende deres karrieremuligheder, og desværre kommer et stigende antal kolleger til den konklusion, at de må revidere deres karrierevej, hvis de også skal have et familieliv. DM’s undersøgelse af forskeres ansættelsesforhold og søgning af eksterne midler viser, at en forholdsvis stor andel af kollegerne, der er ansat via eksterne midler, overvejer et karriereskifte. Modsat viser samme undersøgelse, at de, der er ansat via basisforskningsmidler, i mindre grad overvejer karriereskift.

Undersøgelsen fortæller ikke umiddelbart noget om forholdet mellem alder og andel i basisforskningsmidlerne, men vi ved, at en stor del af den eksterne forskningsfinansiering anvendes til ansættelse af bl.a. postdocs, ph.d.er og adjunkter.

Nærværende nummer af Forskerforum viser tydeligt, at en del yngre kolleger skifter til det private erhvervsliv, hvor de tilbydes bedre løn, ansættelsesvilkår, arbejdsmiljø etc. De mener tilsyneladende ikke, at deres karriere i universitetssektoren kan foregå i rimelig work-life-balance, og finder det ikke umagen værd at blive på universiteterne.

Det er umådelig trist at miste vores dygtige kolleger, der skulle løfte fremtidens forskning. Hvis vi skal finde en løsning på disse udfordringer, kræver det et tæt samarbejde mellem ledelse, medarbejdere og medarbejderrepræsentanter.

Men det er ikke de eneste udfordringer vi står over for; ansøgningspresset er ikke længere reserveret bestemte forskningsområder eller sektorer. Hjemtagning af eksterne forskningsmidler bliver et fokuspunkt for ledelsen, og derved er der også en risiko for, at det vil kunne aflæses i KPI’erne (Key Performance Indicator) og dermed i ledelsens styringsredskab. Kravet om hjemtagning af eksterne midler har spredt sig til forskningsområder, der ikke tidligere blev søgt (med)finansieret af fondsmidler.

Dermed har kravet om øgede fondsmidler spredt sig til områder, der traditionelt ikke har haft samme adgang til midler i private fonde, men som fortrinsvist har være overladt til at søge midler i forskningsfondene. Det øgede pres for eksterne midler er et direkte tegn på, at økonomien på danske universiteter er blevet endnu mere presset som følge af bl.a. inflation, energipriser, værdipapirstab etc.

Nogle ledere ser en udvej i at øge antallet af ansøgninger om eksterne midler. Det er ikke overbevisende, hvis et sådant generelt pres for eksterne midler forklares med henvisning til, at en forholdsvis lille andel af kollegerne hjemtager en meget stor procentdel af de eksterne forskningsmidler. Ledere har naturligvis en vigtig pointe i, at jobskifte og løse tagsten skaber usikkerhed om økonomien, når det overlades til enkelte at hjemtage forskningsmidlerne. Det er derfor også rimeligt, at der arbejdes for, at flere tager aktiv del i ansøgningsarbejdet. Men det er naivt, hvis fondsansøgninger entydigt betragtes som en løsning på den pressede universitetsøkonomi – for når antallet af fondsansøgninger stiger, så vil det kunne aflæses i en endnu ringere succesrate.