Historiker tog selv initiativ til tv-succes: “Det er den ultimative platform”

“Jeg gider ikke skrive tekster, der kun bliver læst af tre fagfæller”.

Historieprofessor ved AAU Poul Duedahl har for længst gjort op med sig selv, at han vil nå bredt ud med sin forskning. Og det er han kommet. Tv-dokumentarserien “Nyrup – søn af en udstødt” har været primetime-tv på DR 1 og periodevis det mest streamede program med foreløbig omkring to millioner visninger. Serien bygger på hans forskning omkring De Kellerske Anstalter, og det var ham selv, der gik til DR og foreslog serien.

“Jeg vil gerne bredt ud med min forskning, og vil man det, er det her jo den ultimative platform at gøre det på”, siger han.

Serien handler om tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussens far, Oluf, der som stor dreng blev anbragt på en åndssvageanstalt på Livø i Limfjorden. Kort forinden var han – uden at få foretaget intelligenstest – blevet erklæret åndssvag, og det kom til at forfølge ham i mange år af hans tilværelse. Serien følger Poul Nyrup Rasmussen, der sammen med Poul Duedahl og museumsinspektør Maria Clement Hagstrup går på opdagelse i faderens liv som anbragt.

Historien er ikke et tilfældigt nedslag i Poul Duedahls forskning. Det er et emne, der har optaget ham helt tilbage fra barndommen, og som var medvirkende til, at han blev historiestuderende.

“Jeg er opvokset i Brejning mellem Vejle og Fredericia, hjemsted for Danmarks største anstalt for mennesker med udviklingshandicap og med en filial på Livø. Hovedanstalten blev nedlagt i 1990, så jeg oplevede den, mens den var i funktion. Og allerede dengang tænkte jeg, at den historie ville jeg skrive en dag, og som studerende kastede jeg mig over emnet”, fortæller han.

Poul Nyrup var nøglen

Ideen om en tv-dokumentar om Livø-anstalten, der tager udgangspunkt i Oluf Nyrup Rasmussen som case, har Poul Duedahl gået med i mange år. Men det blev en tilfældig bemærkning fra Poul Nyrup Rasmussen, der for alvor satte gang i projektet. Poul Duedahl var med til at arrangere en stor udstilling om Livø-anstalten på Vesthimmerlands Museum, og det var lykkedes at få Poul Nyrup til at komme og indvi udstillingen.

“Nyrup holder en brandtale, og TV Avisen dukker også op. Men det bliver bare et indslag på halvandet minut, hvor journalisten kort får nævnt, at Nyrups far var såkaldt “moralsk åndssvag”.

Jeg fornemmer, at Poul Nyrup bliver lidt ked af den skarpe vinkling. Og så siger han lidt henkastet, at man burde lave en tv-dokumentar. Der tager jeg ham så på ordet”.

Poul Duedahl har tidligere medvirket som ekspert i bl.a. tv-serien “Grænseland”, hvor han også leverede bogen til programmet, så herfra kendte han produceren Ane Saalbach, som han kontaktede med ideen om Nyrup-dokumentaren.

“Jeg sagde: Jeg ved godt, at jeg har lanceret det her før, men nu har jeg Poul Nyrups ord for, at han godt vil være med. Kort efter skrev hun tilbage, at hvis Nyrup ville, så ville DR også. En uge senere havde vi opstartsmøde, og så var vi ellers i gang”.

Hellere forstå end fordømme

Men det er ikke uden risiko, at man som forsker og historiker indlader sig med tv-mediet. I hvert fald er der historiske dokumentarprogrammer, som Poul Duedahl bedre kan lide end andre.

“En af de ting, der gør mig ked af det, er tendensen til at fortælle tv-seerne, hvad de skal mene, i stedet for at lade dem tænke selv. Journalisthøjskolen lærer ellers sine studerende princippet “dont tell it, show it” – altså at fremlægge stærke fakta og ikke pådutte seerne, hvordan de skal forholde sig til dem. Hvis jeg bliver interviewet og hører, at præmissen er, at vi skal høre om “et mørkt kapitel” i danmarkshistorien, så dør jeg en lille smule indvendig”, siger Poul Duedahl.

Formålet for ham er at skabe for­ståelse.

“For mig handler historieformidling ikke om at fordømme, for fordømmelse gør os ikke klogere. Mennesker i fortiden var ikke mere onde, end vi er, men drevet af en anden logik. Det er den logik, vi skal forstå, hvis vi ikke vil gentage den. Jeg går meget ind for at tage læsere og seere alvorligt – de er kloge mennesker, som godt selv kan danne sig en mening om det, de ser og hører”.

I tilfældet med Nyrup-serien følte Poul Duedahl sig dog helt tryg ved filmholdet.

“Det team, der har lavet udsendelsen, havde den samme tilgang som mig. Det er alene fakta – stærke fakta – der bliver lagt frem, som Nyrup selvfølgelig forholder sig til, men på en nuanceret og afdæmpet måde, som også levner plads til tv-seerne. Det er der noget, der tyder på, at de foretrækker. Det gør jeg i hvert fald selv”.

Tv forsimpler

Som forsker, der optræder på tv som ekspertkilde, kan det være frustrerende, når ens forskningsbaserede og grundigt forberedte forklaringer i det færdige program klippes ned til få sætninger, som let giver et forsimplet billede. Det er en præmis, man må være klar til, mener Poul Duedahl, der dog altid beder om lov til at se tingene igennem, inden programmet sendes.

“Så kan man jo sige, hvis man synes, det er en skæv vinkling. Og nogle gange bliver det rettet til, andre gange gør det ikke. Men lige i det her tilfælde var vi fuldkommen enige om, hvordan sagen skulle gribes an. Da jeg fik dokumentaren retur og tænkte, at nu skulle jeg som nidkær historiker finde alle fejl, var der sgu ikke rigtig noget at komme efter. Tværtimod. Det har jeg aldrig før været ude for”.

En væsentlig del af oplevelsen for Poul Duedahl var parløbet med Poul Nyrup Rasmussen.

“Helt grundlæggende er han jo en dygtig formidler. Men egentlig slår det mig mest, at han er modig. For han vidste jo ikke på forhånd, hvad han gik ind til. Selv om han ikke var ukendt med sin fars historie, kunne vi jo have fundet nye ting for eksempel om faderens tilhørsforhold til nazisterne. Og så er han tilmed et venligt og gavmildt menneske, som på sine ældre dage er begyndt at overveje, hvad han kan lære af historien, og hvad han selv kan bringe videre”.

Hovedbudskabet kommer ud

I disse uger kan Poul Duedahl sole sig i en yderst positiv modtagelse og bedømmelse af “Nyrup – søn af en udstødt”, som i slutningen af februar følges op af bogen “Afvigernes ø” om Livø-anstalten, som han har skrevet sammen med Maria Clement Hagstrup og med efterskrift af Poul Nyrup Rasmussen.

På den baggrund kan han da også kun anbefale andre at give sig i kast med tv-mediet. Men der er nogle overvejelser, man som forsker skal gøre sig først.

“Det er jo ikke alle forskere, der er villige til at gå på kompromis. Og man skal være klar over, at det har konsekvenser, når man har så få minutter til rådighed. Så handler det om at være godt tilfreds med, at hovedbudskabet kommer ud. Så må man fæste lid til, at interesserede bagefter finder frem til forskningen, hvis de er interesserede i detaljerne”.