Nobelpris giver taletid

Der er kommet en ny stemme i den forskningspolitiske debat. Siden Morten Meldal blev udråbt som nobelprisvinder i begyndelsen af oktober, har alle naturligvis villet tale med superforskeren. Og Morten Meldal har ikke spildt mulighederne for at komme med indspark til den forsknings- og uddannelsespolitiske debat. I DR’s “Deadline” krævede han naturfagsundervisning fra 1. klasse og en reform af forskningsbevillingssystemet, så forskere kan agere mere frit og intuitivt. Ved valgmøder har han talt om behovet for at genåbne for tilgangen af udenlandske studerende.

Noget tyder på, at Morten Meldal vil følge i fodsporene på sin danske nobelpriskollega Jens Christian Skou og bruge sin nyvundne taletid aktivt.

“Man kan vælge at bruge Nobelprisen som en platform for sine forskningspolitiske meninger. Jens Christian Skou gik aktivt ind i en forskningspolitisk diskussion mod tendensen, at forskning skulle være mere anvendelsesorienteret. Og han brugte sig selv og sin nobelprisopdagelse som eksempel på, at der skulle være mere plads til grundforskningen. Et andet eksempel var Henrik Dam, der fik Nobelprisen i 1946. På det tidspunkt havde Danmark ikke en forskningspolitik, og Henrik Dam brugte lejligheden til at opfordre til, at staten aktivt støttede forskningen, hvis ikke landet skulle miste terræn”, fortæller videnskabshistoriker på AU Kristian Hvidtfelt Nielsen.

Bohr gav den gas

Men der er også eksempler på det modsatte.

“Niels Jerne, der fik Nobelprisen i medicin i 1984, fortsatte sin forskning, men gjorde ikke et stort nummer ud af prisen. Han var tydeligvis ikke interesseret i rollen som offentlig person og blev faktisk mere tilbagetrukket efter at have fået prisen. Det samme var tilfældet med Aage Bohr, der fik prisen i 1975. Jeg tror, det afhænger meget af personen. Det strømmer ind med invitationer og tilbud om at give sin stemme til kende. Og så er spørgsmålet, hvordan man responderer på den opmærksomhed”.

En dansker, der i den grad formåede at bygge videre på sin Nobelpris, var Aage Bohrs far, Niels Bohr, der fik prisen i 1922. Året før havde han stiftet Københavns Universitets Institut for Teoretisk Fysik, som i mellemkrigstiden blev en international metropol for teoretisk fysik.

“Niels Bohr brugte prisen som platform til at markere sit institut som et internationalt center, som udenlandske fysikere kunne komme til. Han valgte at gå ind i den organisatoriske rolle og udbygge instituttet til et sted, der forskede i mange områder og ikke bare i hans eget felt. Igen – det handler om personlighed, men også om, hvornår i karrieren man får prisen. Niels Bohr var ret ung. I dag er modtagerne typisk lidt oppe i årene og måske på vej til at nedtrappe karrieren”.

Pris satte AU på verdenskortet

Uanset hvordan Morten Meldal vælger at udnytte Nobelprisens stjerneskin, er der for Kristian Hvidtfelt Nielsen ingen tvivl om, at prisen bliver en kærkommen fjer i hatten for KU som helhed. Da Jens Christian Skou i 1997 blev AU’s foreløbig eneste nobelprisvinder, gjorde det en enorm forskel for universitetets selvforståelse og ambitioner.

“Det har sat sig nogle spor, som er tydelige, når man går rundt på campus i Aarhus: Niels Christian Skous Vej, Nobelparken, Skou-bygningen. Jeg tror, der skete det på AU, at man gjorde forskning på højeste internationale niveau til en målsætning – et ønske om at placere sig på verdenskortet og hævde AU som en ligeværdig samarbejdspartner for universiteter over hele verden”.