Et rigtigt julestudie

Vi, der var børn i halvfjerdserne, deler et kulturelt traume, som nok aldrig helt vil slippe os. En tv-julekalender uden en eneste nisse, uden julepynt, uden julemusik, uden sne. Vi taler naturligvis om “Jul og grønne skove” – bedre kendt som “Poul og Nulle i hullet” – hvor de to tv-avantgardister Poul Nesgaard og Elith Nykjær aften efter aften kravlede rundt i en jordhule, mens børn og voksne forgæves ventede på, at julehyggen skulle indfinde sig.

Det var en lektie, hverken DR eller andre kanaler nogen sinde skulle glemme. Man fucker ikke med børnenes tv-julekalender.

“Julekalenderen er et ømt punkt. Seerne har altid en mening om, hvad den skal indeholde. For eksempel synes mange, at det er rigtig vigtigt, at der er nisser”.

Det fortæller Nathali Herold Solon Pilegaard på baggrund af en spørgeskemaundersøgelse, der indgår i hendes ph.d.-projekt, hvor hun med julekalendere som case undersøger skabelsen af fiktive universer i film og tv – såkaldte “storyworlds”.

Julen skal reddes

Tv-julekalenderne er langt hen ad vejen skåret over samme læst. Men ser man på de store linjer, kan man se forandringer over tid, ligesom man kan se grundlæggende forskelle på julekalenderne på TV 2 og DR, for eksempel på den visuelle stemning.

“DR har tradition for et socialrealistisk take, mens TV 2 brander sig på familiejulekalendere – pusterummet for familien. Det kan godt være komplicerede historier på TV 2, for eksempel “Tinka”-julekalenderen, som handler om identitet og at blive accepteret som den, man er. Men det fortælles på en lys, flot og magisk måde. Det er de meget opmærksomme på”, siger Nathali Herold Solon Pilegaard.

Bag fortællingerne ligger der et budskab. Det skal der.

“Det er en del af public service-aftalen, at der skal være en form for budskab til seerne. Noget, der går igen, er det med juleværdierne. Det er gået fra historier om, at julen er i fare og skal reddes, til at juleværdierne i nyere tid handler om at være sammen med sin familie, og det er så den værdi, der skal reddes”.

Den ultimative storyworld

Som sagt er tv-julekalenderne ikke projektets hovedtema, men en case på opbygning af storyworlds. Skal man forklare det begreb, er det nemmeste at pege på “Ringenes Herre”-filmene, hvor forfatteren Tolkien mange år før gjorde et grundigt forarbejde med at beskrive den verden, historien foregår i, med alt hvad det indebærer af skabninger og kulturelle koncepter. En forløber for den moderne fantasygenre.

“I Danmark har vi jo ikke tradition for at producere film og tv inden for fantasygenren. Men i tv-julekalenderne er fantasy en del af historiernes dna. Og her er det interessant at se på seriens “production design”. Hvordan bygger man nissernes verden op? Hvilke væsener skal der leve her? Og hvor meget skal menneskenes verden ligne virkeligheden?”

Nathali Herold Solon Pilegaards undersøgelse af de fiktive universer fokuserer på, dels hvordan man arbejder med at ramme en bred målgruppe, dels hvordan man skaber et univers, der kan udbredes på andre medieplatforme, for eksempel websites og sociale medier.

“Jeg interviewer manuskriptforfattere, der har lavet julekalendere – særligt julekalendere på TV 2. Jeg har interviewet producere og tidligere ansatte. Særligt har jeg været meget i kontakt med produktionsselskabet Cosmo Film, som er en af de producenter, der har lavet flest julekalendere til TV 2. Her skal jeg senere gennemføre et observationsstudie”, fortæller Nathali Herold Solon Pile­gaard.

Undersøgte vidensbehov i branchen

På Institut for Kulturvidenskaber findes tilvalgsfaget manuskriptudvikling. Det læste hun som en del af bacheloruddannelsen, hvilket førte til, at hun senere skrev speciale om manuskriptskrivning i Danmark med fokus på manuskriptforfatteren Tobias Lindholm, kendt for tv-serien “Borgen” og filmen “Kapringen”, som han selv instruerede.

Arbejdet med specialet gav hende lyst til at udforske feltet omkring filmmanuskripter yderligere i et ph.d.-projekt. En mulighed, som imidlertid ikke ligefrem lå og ventede på hende.

“Jeg havde nok en naivitet i starten efter specialet, hvor jeg tænkte, at sådan et stipendium ville da være nemt at få. Det var det så bare ikke. Jeg måtte søge tre eller fire gange, før det lykkedes. Og da jeg havde sendt den sidste ansøgning, sagde jeg til min kæreste og familie: Hvis det her ikke lykkes, begynder jeg at overveje, om jeg skal lave noget helt andet”.

Men da hun kunne se, at ph.d.-stillingen ikke ligefrem kom springende af sig selv, valgte hun at gå målrettet til værks – simpelthen ved at undersøge, hvilken slags forskning der er brug for i film- og tv-produktionsbranchen.

“Jeg prøvede at se på, om der er noget, branchen mangler viden om. Jeg kunne for eksempel læse af arbejdskraftanalyser, at der mangler manuskriptforfattere, hvilket igen kræver viden om de processer, der ligger i at udvikle et manuskript. Og en anden ting, jeg kunne se, var en voksende interesse for den verden – storyworld – historien foregår i”.

Teori og lidt praktik

Selv om Nathali Herold Solon Pile­gaard er beskæftiget på fuld tid med at studere produktionsverdenen udefra, har hun også en lille, praktisk fod i branchen. Hun har været ansat på flere produktioner, og i øjeblikket er hun med til at udvikle manuskriptet til en tv-serie.

På spørgsmålet om, hvorvidt hun på sigt helst vil arbejde med tv-produktion som forsker eller som praktiker, må hun lige tænke sig om et øjeblik.

“Jeg er mest inde i forskningen, og jeg kan mærke, at passionen for det er helt vildt stor. Jeg synes også, det er fantastisk at være med til at skabe historier, der kan røre andre mennesker. Men der er meget pres på og korte deadlines, når man producerer levende billeder. Jeg har stået i en produktion kl. 3 om natten i regnvejr og spurgt mig selv: Hvad er det lige, jeg bruger min tid på her? Så jeg går med forskningen”.