Vil du holde dig opdateret?
Tilmeld dig vores nyhedsopdatering, og vi sender en mail, når der er nyt om forskning og uddannelse.
Forskerforum
Lene Espersen ønsker Per Michael Johansen tillykke med genansættelsen som rektor for en ny periode. © Foto: AAU
Uddannelses- og Forskningsstyrelsen, der fører tilsyn med universiteterne, mener, at det havde været mere naturligt, hvis Aalborg Universitet havde ventet med at ansætte rektor, til efter at den nye bestyrelsesformand og to nye medlemmer var blevet fundet. Juraekspert vurderer, at det kun kan opfattes som en kritik af AAU-ledelsen.
Det vakte stor undren blandt ansatte på Aalborg Universitet, da det i februar kom frem, at stillingen som rektor skulle besættes i juni i år, da det er næsten et helt år, før den nuværende rektor Per Michael Johansens ansættelseskontrakt udløber 1. maj 2023.
Hvorfor sådan et hastværk, og hvorfor ikke vente, til den nye bestyrelsesformand og to nye eksterne medlemmer var fundet i juni, så den nye bestyrelsesformand kunne være med til at beslutte, om Per Michael Johansen skulle fortsætte, eller om tiden var moden til at skifte ud på posten?
Kritikerne mente, at hastværket skyldtes, at den nuværende bestyrelsesformand Lene Espersen ville sikre, at Per Michael Johansen kunne fortsætte yderligere seks år, inden hun selv skulle gå af som formand i slutningen af juni.
Sagsakter fra Uddannelses- og Forskningsstyrelsen, som Forskerforum har fået aktindsigt i, viser, at en ansat på AAU allerede den 17. februar i år skrev til styrelsen, der er tilsynsmyndighed for AAU og de øvrige syv universiteter, og udtrykte sin undren og bekymring over processen.
Den 7. marts skriver vedkommende igen til styrelsen og oplyser, at jobopslaget til rektorstillingen ikke er blevet annonceret nogen steder ud over på universitetets egen hjemmeside og jobbank. Den ansatte skriver også, at det er vanskeligt ikke at tænke, at der er tale om en vennetjeneste fra den afgående bestyrelsesformand til rektor, der gerne vil forlænge sin ansættelse.
Den 10. maj blev det offentliggjort, at et stærkt felt på ti havde søgt rektorstillingen, men at et enigt ansættelsesudvalg havde valgt Per Michael Johansen for en ny periode. Den 25. maj kom pressemeddelelsen om, at André Rogaczewski afløser Lene Espersen den 1. juli, og at de to nye eksterne medlemmer bliver Christine Antorini og Anne Jastrup Okkels.
Det ser forkert ud, at en afgående bestyrelsesformand presser processen igennem så hurtigt, og det skaber grobund for alle mulige spekulationer.Frederik Hertel, lektor og DM´s TR på AAU
Ansættelsesprocessen blev gennemført i hast, til trods for at Uddannelses- og Forskningsstyrelsen i et brev til AAU dateret 5. april 2022 kritiserede forløbet.
Frederik Waage, der er professor i forfatnings- og forvaltningsret på Syddansk Universitet, vurderer, at brevet kun kan læses som en kritik af AAU-ledelsen, sådan som det er formuleret. Det siger han efter at have gennemgået sagsakterne, som Forskerforum har fået aktindsigt i.
Godt nok anerkender styrelsen, at AAU-bestyrelsen har kompetence til at ansætte rektor og dermed også til at tilrettelægge ansættelsesprocessen, men “Styrelsen bemærker samtidig, at det ville have været mere naturligt, hvis den aktuelle ansættelsesproces var blevet tilrettelagt på en sådan måde, at den nye bestyrelsesformand, som udpeges pr. 1. juli 2022, og eventuelt de to nye eksterne bestyrelsesmedlemmer, som udpeges henholdsvis pr. 1. juli og 1. august 2022, kunne være blevet inddraget i processen, idet ansættelse af rektor først skal ske pr. 1. maj 2023”, står der i brevet.
“Styrelsens svar må læses sådan, at det er en atypisk måde, AAU har grebet det an på, og at det nok ikke er et eksempel til efterlevelse. Det kan ikke læses anderledes, end at styrelsen er kritisk, men der er formentlig ikke noget juridisk til hinder for fremgangsmåden, og styrelsen har jo heller ikke fundet anledning til at gribe ind”, siger Frederik Waage.
I et skriftligt svar til Uddannelses- og Forskningsstyrelsen har AAU bl.a. begrundet det opskruede ansættelsesforløb med, at bestyrelsen fandt det bedst for universitetet, at en ny bestyrelsesformand og en delvis ny bestyrelse ikke skulle starte med at ansætte en ny rektor.
“Aalborg Universitet er en stor og kompleks organisation med mere end 3.000 medarbejdere og en omsætning på 3 mia. kr., der kræver indsigt for at forstå. Det er ligeledes vigtigt for bestyrelsens beslutning, at bestyrelsen netop har vedtaget en ny strategi, der rækker ind i de næste fem år. Den nuværende bestyrelse har derfor indsigt i, hvilken rektorprofil der kræves for at udfolde strategien”, skriver AAU i udtalelsen fra den 16. marts i år.
Den snart forhenværende bestyrelsesformand Lene Espersen ønsker ikke at udtale sig til Forskerforum, men henviser i stedet via AAU’s presserådgiver til sine tidligere udtalelser i forbindelse med sagen:
“Universitetet står jo over for at skulle implementere en ny strategi, som løber frem til 2026. Samtidig kommer der et antal udskiftninger i bestyrelsen, inklusive på min egen post som formand. I bestyrelsen har vi derfor fundet det bedst at skabe klarhed om rektorstillingen allerede nu, således at en ny formand og en delvis ny bestyrelse ikke får som deres første opgave at skulle finde en ny rektor, der skal implementere den nye strategi”, sagde hun i en nyhed på AAU Update den 21. marts.
Men den forklaring køber Frederik Hertel, der er lektor og DM’s tillidsrepræsentant på AAU, ikke ubetinget. Han opfatter Uddannelses- og Forskningsstyrelsens brev som en pæn måde at sige til AAU, at det er en uhensigtsmæssig måde, bestyrelsen har ageret på.
“Det ser forkert ud, at en afgående bestyrelsesformand presser processen igennem så hurtigt, og det skaber grobund for alle mulige spekulationer. Medarbejdersiden burde have været inddraget, men processen har været kørt lukket i bestyrelsen, og vi har slet ikke været involveret på nogen niveauer”, siger Frederik Hertel.
Han tilføjer, at den hurtige proces og manglen på medarbejderinddragelse betyder, at medarbejdernes vinkel på denne vigtige ansættelse er blevet underprioriteret. Hvorvidt dette kan foranledige nogle medarbejdere til at drøfte, hvorvidt andre kandidater vil kunne have tilført universitetet nye perspektiver, må henstå ubesvaret.
“Vi må klart antage, at bestyrelsen selvfølgelig har ansat den bedste kandidat til jobbet, så er det jo fjollet at haste det igennem, fordi det kan åbne for en unødvendig debat. Hvis de havde afsat ordentlig tid og havde inddraget medarbejdersiden, så vil en sådan debat aldrig kunne opstå”, siger han.
Frederik Hertel roser afslutningsvis den genudnævnte rektor for at annoncere, at han i den kommende periode vil række ud til medarbejdere og studerende og dermed skabe grundlag for et godt samarbejde, der vil styrke og udvikle Aalborg Universitet.