Studerende var prøvekaniner – og de elskede det

Som underviser er det naturligvis god stil at stille med et grundigt planlagt kursusforløb med overblik og styr på aktiviteterne og deres læringsindhold fra begyndelse til slut.
Men det kan også – læringsmæssigt set – være god stil at stille med en plan, hvor felterne står om ikke tomme, så i hvert fald halvtomme. Det kræver bare lidt mere is i maven.

Lektor Marianne Achiam og postdoc Sabrina Vitting-Seerup fra Institut for Naturfagenes Didaktik på KU valgte sidstnævnte på deres kursus i videnskabsformidling for kandidatstuderende. Det blev den klassiske floskel om at “asfaltere, mens vi kører” – ikke af nød, men som et didaktisk valg, hvor de studerende blev inddraget i den faglige udvikling.

“Jeg har haft ansvar for kurset i naturvidenskabelig formidling i nogle år, men jeg ville gerne udvikle det i retning af universitetets bæredygtighedsdagsorden, så det altså bliver til et kursus i bæredygtighedskommunikation. Men litteraturen viser, at bæredygtighedskommunikation skal tænkes på en lidt anden måde. Det er ikke manglende viden, der er problemet, men at få borgerne indstillet på, hvad det vil sige at leve bæredygtigt, og få dem til at forestille sig, hvordan en bæredygtig fremtid kan se ud”, fortæller Marianne Achiam.

På kanten af almindelig formidling

I et forsøg på at dyrke og udvikle den genre valgte de to undervisere at bygge kurset op omkring eksperimenter med fire utraditionelle formidlingsformer: rollespil, personlig brevskrivning, science fiction, art science.

“Alt samme noget, der ligger meget på kanten af det, man kalder almindelig forskningsformidling. Men også nogle greb, der gør, at deltagerne tænker formidling på andre måder end bare at fortælle modtageren: Nu skal du reducere dit karbonfodspor. Ideen var så, at vi ville kaste det her i hovedet på de studerende uden at vide, hvor det gik hen. Samskabe med dem og se, hvad vi kan bruge det til i en formidlingskontekst”, siger Marianne Achiam og tilføjer, at hun så samtidig kunne sætte flueben i forhold til universitetets ambition om forskningsintegration i undervisningen.

Rollespillet var det eksperiment, underviserne havde mest forhåndstjek på. Formålet var at afprøve og opleve den svære formidling. En situation, som en bæredygtighedsformidler, der skal overbevise folk om at ændre livsstil, hurtigt kan komme til at stå i.

Øvelsen tog udgangspunkt i en video, hvor en forsker og konspirationsteoretiker sad og diskuterede – og nej, det var før DR-programmet “Ellen Imellem”. Herefter blev de studerende sat sammen parvis og bedt om at videreføre samtalen med de to roller fordelt mellem sig.

“Så i stedet for en akademisk diskussion satte vi folk i de roller og så på: Hvad gør det ved en, når man sidder over for en, der er skeptisk? Det interessante var, at alle sagde det samme: Man kan ikke bare tale til modparten og stå fast på, at man har ret. Man er nødt til at være lyttende, gå i dialog om tvivlen, og hvad der skal til for at overbevise om noget andet. Det er et eksempel, hvor en mere dialogisk interaktion er nødvendig, og det handler mere om attitude, position og formidlerrolle frem for viden”.

Brevskrivning og science fiction

Forsøget omkring brevskrivningen byggede på ideen om, at man med personlig appel kan nå endnu længere end blot oplysning og argumenter. Som oplægsholder deltog en skribent fra Det Europæiske Miljøagentur, der som optakt til en rapport havde lavet en øvelse med miljøagenturets forskere, hvor de skulle skrive deres indlæg på samme måde, som havde de skrevet et brev til deres mormor.

Efter oplægget skulle de studerende gøre det samme: skrive et personligt brev og på baggrund af dette bruge brevet til at formulere en policy-briefing til en beslutningstager.

“Det var en blandet succes. Men sådan er det med eksperimenter. Vores hypotese var, at det, der virker fra person til person, også virker bedre til en politisk beslutningstager. Men jeg tror, vi undervurderede, hvor svært det er at skrive et personligt brev. Det gør man måske heller ikke så meget mere. Jeg ville nok gerne prøve det igen, men det skal rammesættes anderledes”, siger Marianne Achiam.

Ideen om at inddrage science fiction i formidlingen bygger på, at det kan være svært at forestille sig en anderledes verden – en bæredygtig verden – når man har sine fødder solidt plantet i den eksisterende. Her kan science fiction-genren være en slags løftestang, fordi man i den genre er vant til at acceptere det utopiske.

“Man kan sige, at fiktion tillader os at sige, hvordan noget kan være, uden at sætte spørgsmålstegn ved det. Hvis du får en historie fortalt, så accepterer du præmissen – helten kan flyve, sådan er det. Fiktionen skaber et rum, hvor man kan forestille sig noget, der ikke er, men kunne være. Og forskningen peger på, at hvis man bruger science fiction til at skabe scenarier af fremtiden, så hjælper man folk til en mere kvalificeret diskussion af, hvilke skridt der skal tages for at nå den bæredygtige fremtid”.

Øvelserne her var, at deltagerne gruppevis skulle vælge et science fiction-værk, som de skulle bruge i en formidlingsmæssig sammenhæng. Her var det eksempelvis animationsfilmen “WALL-E” om en lille oprydningsrobot på en jordklode dækket af skrald og det dystopiske drama “Snowpiercer”, der blev taget i brug.

Må selv udvikle viden

Det fjerde eksperiment – art science – var ifølge Marianne Achiam det mest ambitiøse.

“Det handler om, at man ikke bare bruger kunsten til at illustrere videnskab, men til at udvide begrebet om, hvad videnskab er. Man får de to områder til at trække på hinanden og skabe en større måde at erkende på”, siger hun.

Den del af kurset var hæmmet af coronanedlukning, så de konkrete art science-oplevelser var begrænset til onlineudstillingen “Verden er i dig” – et samarbejde mellem Medicinsk Museion og Charlottenborg Kunsthal. Opgaven var at udvælge et værk og arbejde med formidlingspotentialet.

“De færreste kommer jo ud og arrangerer udstillinger. Men tanken var, at de måske kunne bruge nogle af de æstetiske greb. Det handler ikke bare om at levere tal og fakta, men også følelsesmæssige og æstetiske oplevelser”.
Om netop disse fire formidlingsformer er gode til bæredygtighedsformidling, er et spørgsmål, som de studerende ikke gik hjem med et klart svar på. Men kurset bød i hvert fald på meget refleksion om det spørgsmål.

“Der findes ikke så meget forskning om kommunikation af bæredygtighed. Så vi sagde: Vi kender ikke svarene. Hvis vi skal blive gode til at kommunikere bæredygtighed, må vi udvikle den viden selv, og det må vi gøre sammen”, siger Marianne Achiam.

Studerende “var så meget med på den”

På forhånd var hun selv lidt i tvivl om, hvordan de studerende ville reagere på, at de ikke nødvendigvis skulle lære skridsikre formidlingsteknikker, men selv være en del af en eksperimentel udvikling. Den tvivl blev gjort til skamme.

“Jeg var virkelig overrasket over, hvor positive de var. Vi forklarede, hvordan vi ville gøre, og de var så meget med på den, virkelig entusiastiske. Man får lidt gratis, fordi det er et frivilligt kursus. De er der ikke, hvis ikke de er interesserede. Men flere var henne og sige, at det var rigtig fedt, vi tog bæredygtighedskommunikationen alvorligt og søgte nye måder. Jeg havde frygtet, at nogle ville tænke: Åh nej, hvor er det mærkeligt. Men der var næsten kun positiv feedback. Og de klarede sig godt til eksamen”.

Ud over den viden, Marianne Achiam tager med sig om bæredygtighedsformidling og undervisningen i dette, konstaterer hun også på det generelle plan, at studerende kan være glimrende samarbejdspartnere, når der skal skabes ny viden.

“Jeg tror i hvert fald, det er vigtigt, at man anerkender, hvor stærke medspillere de studerende kan være i det her. De er virkelig velkvalificerede til at deltage i sådan nogle eksperimenter, hvis man forklarer, hvorfor man gerne vil foretage dem, og hvad man tror, der kan komme ud af det”.