Danske spor i historiske grusomheder

Congo – et jordisk skatkammer af mineraler og naturrigdomme. Men samfundsmæssigt set en tragedie, der har stået på i halvandet hundrede år og stadig kommer til udtryk i form af udnyttelse, vold og fattigdom.

Den koloniale udnyttelse af Congo kulminerede i årene 1885-1908, hvor det enorme land under navnet Fristaten Congo var den belgiske kong Leopold II’s private ejendom. De relativt få år var præget af hensynsløs udnyttelse af landets ressourcer og af en brutal – næsten sadistisk – undertrykkelse af den lokale befolkning, der anslås af have kostet 5-8 millioner mennesker livet.

Hvad der er mindre kendt, er, at tusindvis af skandinaver – og altså også danskere – tog del i denne lidet gloriøse del af verdenshistorien som en del af den såkaldte congohær.

“Folk tog selv tjeneste dernede. Kong Leopold havde et godt øje til danske søfarere, fordi han mente, vi var særligt ærlige. Derfor målrettede han sin hvervekampagne mod Skandinavien. Der har været congofarere i enhver by med søfart, for eksempel Marstal”, fortæller Sine Maria Vinther.

I sit ph.d.-projekt dykker hun ned i den dunkle fortid og fortæller om skandinaverne og deres roller i de forbrydelser, der blev begået under mere eller mindre organiserede forhold.

Et af de værste eksempler på det var de afhuggede hænder.

Huggede hænder af børn

“Det blev straffet med døden, hvis tvangsarbejderne ikke nåede at indsamle den pålagte kvote af gummi. Henrettelsen blev dokumenteret ved, at gendarmerne huggede hænderne af ligene og afleverede dem som en del af gummihøsten, der blev afregnet med det belgiske gummiselskab. Det udviklede sig til, at afhuggede hænder blev en form for valuta, og konsekvensen af det blev, at der også er eksempler på, at uskyldige børn fik hugget deres hænder af, alene fordi hænderne var penge værd”.

Disse grusomheder kom flere tusinde skandinaver og herunder en god del danskere altså til i mere eller mindre grad at tage del i. For mange var det en barsk virkelighed, der afløste en drengedrøm om oplevelser under eksotiske himmelstrøg.

“Dengang var det at tage til Congo som at tage til månen – et fantastisk eventyr. Henry Morton Stanley havde udforsket Congo, og hans rejseberetninger var blevet bestsellere. Mange congofarere skrev selv dagbøger, måske med en lille drøm om at skrive den næste bestseller. De tog virkelig derned, fordi de skulle på eventyr. De tog blåøjede af sted, men mange af dem endte som medskyldige i forbrydelser”, siger Sine Maria Vinther.

Inspirerede “Dommedag nu”

Selv om historien om Fristaten Congo er relativt ubeskrevet, kender mange alligevel til den på indirekte vis. Romanen “Mørkets hjerte” skrev forfatteren Joseph Conrad på baggrund af sine oplevelser som flodkaptajn i Fristaten Congo. “Mørkets hjerte” blev senere oplæg til filmen “Dommedag nu”, hvor handlingen dog er flyttet til vietnamkrigen.

“Conrad beskriver Fristaten Congo som et “kolonialistisk blodbad af rang”. Og det er ingen fiktiv overdrivelse. Det er billedet, man får, når man læser dagbøger derfra”.

Fristaten Congo fik dog en relativt kort levetid, og det var ironisk nok de afhuggede hænder, der endte med at rive fundamentet væk under Leopold II’s regime. Billeder af kurve med afhuggede hænder begyndte at sprede sig i Europa og skabte så stor international kritik, at Leopold til sidst måtte afhænde kolonien til Belgien.

Sine Maria Vinthers arbejde med at blotlægge de skandinaviske congofareres rolle og oplevelser tager først og fremmest udgangspunkt i de mange nedskrevne beretninger, de har efterladt.

“Der er en kæmpe samling af kilder – rejseberetninger, dagbøger og andre levn fra congofarerne – i Oslo. Men der findes også danske førstehåndsberetninger på forskellige lokale museer. Jeg er så heldig at have et samarbejde med Vrije Universiteit i Bruxelles, og min belgiske bivejleder dernede mener, at han har fundet nogle retsdokumenter fra sager mod soldater i congohæren, og at der er flere skandinaviskklingende navne iblandt”.

Kolonihistorie er følsomt

En rejse til Congo er endnu ikke på programmet på grund at knaphed i budgettet. Men Sine Maria Vinther håber, det kommer til at ske.

“Jeg har lige udarbejdet en rejseansøgning om det. Jeg ville ikke føle mig som congoforsker uden at have været der. Der er ganske vist ingen kilder – de er fragtet til Europa. Og i Congo var der ikke tradition for nedskrevne beretninger. De blev overleveret mundtligt. Det er det ulykkelige ved at studere kolonihistorie – man får altid magthavernes udlægning af historien. Men der er andre muligheder. For eksempel har jeg læst, at congoleserne brugte træfigurer til at sende budskaber”, fortæller hun.

Kolonihistorie er de senere år blevet et politiseret og følsomt emne. Alene det, at man som hvid vesterlænding forsker i og fortæller afrikansk historie, kan i nogles øjne være problematisk. Det er Sine Maria Vinther ikke blind for.

“Det nemme svar er, at mit projekt ikke handler om congolesere, men om skandinaviske gerningsmænd. Men jeg køber ikke den med, at jeg ikke må beskæftige mig med Congo, bare fordi jeg er hvid. Til gengæld er det som privilegeret vesterlænding min opgave at give plads til afrikansk forskning”.

Sine Maria Vinthers projekt er tværfagligt og har ud over at være historiefagligt også et ben i faget kulturmødestudier. Det kommer blandt andet i spil i hendes undersøgelse af sammenhængen mellem det kolonialistiske kulturmøde og udviklingen af voldskulturer.