Kampagne afslører rådden kultur – udbredt handel med medforfatterskaber

“I det ene tilfælde havde vedkommende ikke engang læst artiklen, inden den blev sendt til tidsskriftet, med den begrundelse at det havde hun ikke tid til, og at hun ikke havde noget at bidrage med”.

Sådan lyder det i en af 120 beretninger, der blandt andet beskriver, hvordan medforfatterskaber uddeles til højre og venstre og ofte hen over hovedet på hovedforfatteren selv.

En medforfatter til en videnskabelig artikel skal ifølge Den danske kodeks for integritet i forskning have ydet et væsentligt bidrag til forskningen bag. Men de retningslinjer er der mange seniorforskere, der ikke lader sig tynge af. En indsamling af beretninger fra yngre forskere viser en lang række eksempler på, at de er blevet pålagt at inddrage forskere – og sågar hele forskningsgrupper – som medforfattere, selvom de ikke har bidraget til arbejdet.

Handel med medforfatterskaber er en velintegreret del af den danske forskningskultur. Og det er tilsyneladende ikke noget, ledelserne forsøger at gribe ind over for.

“Det er slående, hvor mange historier der nævner, at den lokale ledelse har fået sagerne forelagt, men har valgt at lægge låg på og sige, at det kan man ikke gøre noget ved”.
Det fortæller Maria Toft, der har taget initiativ til kampagnen #pleasedontstealmywork, som foregår i samarbejde med ph.d.-foreningen PAND.

Især på NAT og SUND

Kampagnen har til formål at blotlægge en kultur, hvor forskere uretmæssigt tager æren for andre kollegers arbejde. Som led i dette har man indsamlet foreløbig 120 anonyme vidnesbyrd med eksempler på den kultur.

De fleste beretninger handler om medforfatterskaber, men der er også en række eksempler på forskere, der ikke er blevet krediteret for deres arbejde, og i den helt grove kategori forskningsarbejde og idéer, der decideret er blevet stjålet og brugt af andre.

“Det er mindre slemme og meget slemme sager. Men vi ser en glidebane. Særligt på de naturvidenskabelige og sundhedsvidenskabelige fakulteter, hvor den her gæsteforfattermodel er helt institutionaliseret”, siger Maria Toft på baggrund af de indsamlede indberetninger.

Hun er ph.d.-studerende på Institut for Statskundskab på KU, og motivationen til at starte kampagnen var hendes egne oplevelser. Først da den videnskabelige projektleder begyndte at skrive en artikel på baggrund af hendes arbejde, mens hun var på barsel, og efterfølgende da hendes vejleder forlangte medforfatterskab på to af hendes artikler. Et forløb, hun for nylig fortalte om i Universitetsavisen. Her henviser begge professorer til, at der var tale om fælles arbejde, og at det er kutyme at være “generøs”.

“Jeg vidste, at hvis jeg gik ud med mine sager, kunne jeg ændre en kultur. Også selv om jeg ville risikere latterliggørelse, modarbejdelse og sågar en fyring. Men jeg ville ikke kunne se mig selv i øjnene, hvis jeg bare lod det ligge. For det er ikke bare et problem for forskerne, det er et samfundsproblem”, siger hun.

Beviser systematisk kultur

At hun selv gik til offentligheden med sin historie, var første trin i det, hun kalder en tretrinsraket. Historien skulle skabe opmærksomhed om kampagnen og føre til indsamlede vidnesbyrd, som er andet trin. At der er kommet foreløbig 120, er vigtigt, fordi det viser, at det ikke bare handler om enkelte isolerede tilfælde.

“Man kan nemt affeje det her som nogle få brodne kar. Men nu viser vi, at det er en systematisk kultur, der går på tværs af universiteter og fagområder. Vi stikker til de fastgroede magtstrukturer, hvor man kan blive fyret for at sige fra. Derfor er det vigtigt at få så mange med som muligt”.

I rakettens sidste trin sigter Maria Toft højt. Hun mener nemlig, at det er de grundlæggende vilkår for forskningen, der skaber den dårlige kultur. Derfor forbereder hun og PAND et åbent brev med titlen “Sæt forskningen fri”, som man vil få 50 seniorforskere som medunderskrivere på. Blandt kravene i brevet er en undersøgelse af vilkårene for forskningsfrihed og en revision af universitetsloven og finansieringsstrukturen. Krav, der i øvrigt før er blevet stillet af Videnskabernes Selskab.

Er det ikke paradoksalt, at I her stiller jer side om side med seniorforskere, der måske selv er bærere af den dårlige kultur?

“Det er ikke et oprør mod alle seniorforskere. Det handler om, hvorfor systemet får folk til at agere sådan. Selv de seniorforskere, der selv har gjort det, kan se det absurde i systemet. Og vi ændrer ikke en fløjtende fis, hvis ikke vi står sammen”, siger Maria Toft.