Forskere: Vi bliver systematisk chikaneret

En række forskere, der arbejder med emner som køn, racisme, migration og ligestilling, står nu frem og fortæller, at de bliver udsat for, hvad de kalder systematisk chikane. En chikane, som de selv og en ekspert mener er koordineret med det formål at få forskerne til at trække sig fra den offentlige debat og afstå fra at publicere forskningsresultater af frygt for at havne i skudlinjen i medierne. Flere forskere fortæller, at chikanen har været så psykisk belastende for dem, at de enten har været sygemeldt i en periode eller var tæt på at blive det.

Meget tyder på, at det har den ønskede effekt. Flere forskere, som Forskerforum har været i kontakt med, bekræfter, at de er blevet chikaneret, men de ønsker ikke at stå frem af frygt for, at hadet på nettet vil blusse op igen.

Blandt dem, der har været hårdt ramt af chikane og trusler, er Rikke Andreassen, der er professor på Roskilde Universitet, hvor hun forsker i medier med fokus på køn og race. Hun har overvejet gennem længere tid, om hun skulle fortælle om sine oplevelser, og har endelig besluttet, at hun ikke vil tie, da hun mener, at den nuværende situation er en trussel mod forskningsfriheden og demokratiet.

Hun har gennem store dele af sin karriere været udsat for ubehageligheder i form af hademail og trusler. Ligesom hun har haft en stalker, som chikanerede og truede hende bl.a. på grund af hendes forskning og forskningsformidling. Stalkeren endte med at få et polititilhold sidste år.

Mens stalkingsagen kørte, indledte politikerne Henrik Dahl og Morten Messerschmidt en kraftig kritik af køns- og migrationsforskning, som de kalder pseudoforskning, hvor Rikke Andreassens og en kollegas forskningsartikel blev brugt som eksempel.

“Den chikane, jeg har oplevet det sidste års tid, overgår det meste af, hvad jeg ellers har oplevet, fordi det sker på så højt politisk niveau. Jeg oplever, at jeg er en brik i et større politisk spil, som i virkeligheden ikke handler så meget om mig og min forskning, men er et større angreb på forskningsområder, hvis resultater man ikke bryder sig om”, siger Rikke Andreassen.

Startede med en kronik

Det startede i maj 2021 med en kronik, hvor skribenten brugte Rikke Andreassens og Lene Myongs forskningsartikel “Race, Gender, and Reseacher Positionality Analysed Through Memory Work” fra tidsskriftet Nordic Journal of Migration Research som et eksempel på, hvad skribenten mener er “pseudoforskning”.

Herefter blev tråden samlet op af Henrik Dahl, der iværksatte en kampagne mod Rikke Andreassen og Lene Myong og andre navngivne forskere og studerende på sociale medier. Senere har den borgerlige debattør Jacob Naur også klaget over artiklen til Forskningsetisk Udvalg på Roskilde Universitet, der behandler spørgsmål om god videnskabelig praksis.

Jacob Naur er kendt for at sende en strøm af mails til forskere og universitetsledelser og for at klage over forskere til de forskningsetiske udvalg (praksisudvalgene) på de danske universiteter. Klagerne ender typisk med at blive afvist som åbenlyst grundløse, og det skete også i dette tilfælde.

Jacob Naur klagede over, at han mener, at forskerne anvender deres egen hukommelse som data i undersøgelsen af relationen mellem race og videnskab. En metode, han anser for “at være helt indlysende uvidenskabelig og under alle omstændigheder udtryk for tvivlsom forskningspraksis”, som han skriver i klagen.

Udvalget, der består af fire anerkendte forskere, skriver bl.a. i afgørelsen, at autoetnografi, som forskningsmetoden kaldes, de sidste 25 år har vundet indpas inden for både humaniora og samfundsvidenskab i sammenhænge, hvor den personlige oplevelse har særlig betydning for at forstå helheden.

“Hvis man søger på “autoethnography” i en anerkendt forskningssøgemaskine, eksempelvis scholar.google.com, fremkommer hundredvis af artikler fra både konferencer og tidsskrifter, heriblandt rigtig mange publiceret i de bedste tidsskrifter inden for diverse forskningsområder. Endvidere er der dusinvis af artikler, som har tusindvis af citationer, der anvender autoetnografi som metode. Det kan derfor fuldstændig afvises, at autoetnografi er “uvidenskabelig”. Tværtimod ses det, at det i dag er en anerkendt metode inden for mange videnskabelige områder”, står der i afgørelsen.

Udvalget finder også, at artiklen lever op til det danske kodeks for integritet i forskningens principper om ansvarlighed, ærlighed og gennemsigtighed, “idet det meget tydeligt beskrives i forskningsartiklen, hvordan forfatterne har anvendt egne oplevelser; hvordan disse oplevelser er indsamlet og analyseret, og med en tydelig sammenhæng mellem analyse, syntese og konklusion”, skriver Forskningsetisk Udvalg.

Peter Kjær, prorektor på RUC, lægger vægt på, at Rikke Andreassen og Lene Myong lever op til kodeks for forskningsintegritet, at de har benyttet en almindelig anerkendt videnskabelig metode, og at deres artikel er blevet grundigt bedømt af fagfæller som en del af forskningens selvregulering.

“Forskningskvaliteten bliver først og fremmest sikret i fagmiljøerne gennem peer review og debat i tidsskrifter. Vi mener desuden som ledelse, at vi har tilstrækkeligt med hensigtsmæssige mekanismer på forskningsområdet til at sikre kvaliteten, så der er ikke behov for at opfinde nye”, siger Peter Kjær. Han tilføjer, at der foregår en hård og intensiveret debat om køn, integration og etnicitet, hvor der sker en udpegning af enkeltforskere på tværs af universiteterne, og det er også gået ud over forskere på RUC, men han tør ikke gætte på, hvorfor det sker netop nu.

Rikke Andreassen har gennem store dele af sin karriere været udsat for ubehageligheder i form af hademail og trusler, men det seneste år har været særligt slemt.
Foto: Thomas Cato

Dahl og Messerschmidt kommer på banen

Henrik Dahl, forskningsordfører for Liberal Alliance, var ikke enig i klageafgørelsen og tog sagen op på sin blog i Jyllands-Posten i januar 2022, hvor han bl.a. skriver:

“RUC’s afvisning af overhovedet at gå ind på, om det er acceptabelt at anvende den autoetnografiske metode, siger alt om, hvad der er galt ved de moderne universiteter i almindelighed og ved RUC i særdeleshed: Man kan ikke længere være sikker på, at der overhovedet er tale om videnskab. Det kan lige så godt være politik og aktivisme. Eller løgn og latin. Eller lyrik, der kan være interessant nok – men bare ikke kan diskuteres rationelt af andre forskere. Og dermed er vi fremme ved den kerne, der virkelig truer RUC’s eksistens: Den dag, alting er videnskab, er der i virkeligheden ikke noget, der er videnskab”.

Forskerforum har kontaktet Henrik Dahl for at få et interview, men han har ikke reageret på henvendelsen.

Også Morten Messerschmidt, Dansk Folkepartis formand, engagerer sig i Jacob Naurs klagesag og stiller spørgsmål til videnskabsministeren, på baggrund af at Jacob Naurs klage er afvist. Han respekterer altså ikke, at universitetets videnskabsetiske udvalg afviser klagen som værende åbenlyst grundløs, men inviterer i stedet ministeren til at blande sig i universiteternes forskning og egne praksisser for forskningssikring.

“Mener ministeren, at der i lyset af denne sag er behov for at indskærpe for landets universiteter, at universiteterne har et særligt ansvar for at sikre dansk forsknings integritet og redelighed? Der henvises til klagen, jf. UFU alm. del – bilag 48, og forskningsartiklen “Race, Gender, and Reseacher Positionality Analysed Through Memory Work” af Rikke Andreassen og Lene Myong, jf.,” skriver Morten Messerschmidt.

Ministeren afviste dog at blande sig i sagen, med henvisning til at vi i det danske forskningssystem har både lovgivning og klare procedurer for behandling af klager og tvister om forskningens eventuelle uredelighed, forskningspraksis mv.

“Det er på den baggrund mit indtryk, at der på de danske universiteter er stort fokus på forskningsfrihed såvel som videnskabsetik, og at universitetsledelserne er opmærksomme på deres ansvar for at sikre, at forskningen på de danske universiteter overholder alle krav til god videnskabelig praksis”, skriver ministeren.

Ekspert: Det virker som et organiseret netværk

Heine Andersen, professor emeritus ved Københavns Universitet og forfatter til bogen “Forskningsfrihed – ideal og virkelighed”, siger, at han har kendskab til flere sager, hvor fremgangsmåden har været den samme. Det er derfor hans indtryk, at der kører en systematisk kampagne drevet i et samspil mellem politikere og bloggere, der befinder sig på den politiske højrefløj.

“Det er kun en lille flig af et gardin, der dækker over et langt større kompleks, vi her får løftet. Det virker som et organiseret netværk, der spiller i takt. De udser sig nogle områder, som de ikke selv kan lide, hvor de forventer at få opbakning fra højreradikale kredse. Der er tale om helt åbenlyst uholdbare klager, men de blæser det op i et forsøg på at få det til at se politisk farligt ud”, siger Heine Andersen.

Han tilføjer, at Jacob Naur er en kendt og aktiv profil på den lukkede Facebook-fællesskab Humboldtforum, hvor de debatterer universiteternes rolle i nutidens samfund, forskningens vilkår, rammerne for de højere uddannelser og lign.

Jacob Naur har ifølge Heine Andersen gjort det til sin mission at sende klager til de forskningsetiske udvalg (praksisudvalgene) på universiteterne, og når de bliver afvist som åbenlyst grundløse, sender han dem enten selv videre til ministeren eller får Henrik Dahl eller Morten Messerschmidt til at stille spørgsmål til ministeren.

“Strategien synes at være at forsøge at skabe en billede af, at praksisudvalgene ikke kan håndtere sagerne og lader tingene sejle, så de kan tage det op i Folketinget. Jeg mener, det skal forstås som et rent politisk fænomen. Det er endnu et udslag af den højrepopulistiske forskningsrindalisme, som har udviklet sig de seneste par år. Morten Messerschmidt og Henrik Dahl bærer et tungt medansvar for, at forskere gøres til hadeobjekter og udsættes for chikane og handlinger, der hører hjemme under straffeloven. De gør det i jagten på stemmer ved at opildne og udnytte strømninger i befolkningen og blandt nogle få intellektuelle. Heri indgår forsøg på at få indført mere autoritær styring fra toppen af indholdet i forskningen, både direkte fra staten og via universiteternes ledelse. De ønsker et system med politisk udpegede medlemmer udpeget af ministeren med mere vidtgående beføjelser end i dag til at vurdere kvaliteten og censurere forskningen. Det er virkelig skræmmende”, siger Heine Andersen.

Paludan: En forstyrret, svagt begavet kvinde

Sideløbende med kritikken fra Morten Messerschmidt og Henrik Dahl kommer mere rabiate kritiske røster på banen. Mediet Frihedens stemme, der har den kontroversielle, højreorienterede politiker Rasmus Paludan som redaktør, skriver om sagen med direkte henvisning til Henrik Dahls blogindlæg. Rasmus Paludan sender også en e-mail til Rikke Andreassen, hvori han bl.a. skriver, at kilder oplyser, at Rikke Andreassen udelukkende er blevet professor, fordi hun er kvinde, og at hun i virkeligheden er “dum som en dør” og “meget forstyrret”.

Derefter stiller han ti spørgsmål, heriblandt følgende:

“Erkender du det (for vores anonyme kilder autoetnografiske) faktum, at du er eksemplet på “alt, hvad der er galt med den moderne verden og menneskeheden”, fordi du som “forstyrret, svagt begavet kvinde” kan udbrede en syg menneskefjendsk ideologi for skattekroner?”

Forskerforum har spurgt Rasmus Paludan, hvorfor han stiller spørgsmål af den karakter, og om han har forståelse for, at det kan virke truende at modtage en sådan henvendelse. Dertil svarer han per mail, at de var i gang med nogle artikler om den pågældende forsker, og at de jf. de presseetiske regler er forpligtet til at spørge hende.

“Da ingen af spørgsmålene truer med noget som helst, så er det kun, hvis man er dybt mentalt forstyrret og behandlingskrævende, at man kan opfatte det som truende. Som forsker får hun i høj grad sin løn for at stille sin forskning til rådighed for offentligheden, så jeg anser, at hun ikke lever op til sit ansvar, når hun nægter at udtale sig til pressen”, skriver Rasmus Paludan i sin mail til Forskerforum.

Afviser chikaneanklage

Morten Messerschmidt skriver i et skriftligt svar, at det ærgrer ham, at Forskerforum kobler den uacceptable adfærd, som Rikke Andreassen har oplevet, sammen med ham og hans legitime interesse i hendes arbejde.

“Jeg har ikke noget at gøre med chikanen af Rikke Andreassen og tager naturligvis ubetinget afstand fra den”, skriver han og fortsætter:

“Jeg tillader mig at råbe vagt i gevær, når nogle ude i det offentlige fortæller mig, at de sidder og skriver fristil om noget, de har oplevet. Der er ingen andre forskere, der har mulighed for at genskabe forskningsresultaterne, som foreligger i den indklagede forskers såkaldte forskningsresultater – og så er det ikke forskning”.

Jacob Naur mener heller ikke, at det er chikane, at han gang på gang klager over forskere uden at få medhold.

“Jeg har fortsat tre klager i proces – og flere er på vej. Klagerne er ikke afvist – de er fundet at være åbenlyst grundløse. Det skyldes snarere uredelighedslovens indretning, der tillader, at der kan opstå indelukkede forskningsmiljøer, hvor man sidder og godkender hinandens forskning uden reel prøvelse”, skriver han.
Han tilføjer, at det er universiteterne, der bedriver chikane mod ham, når de afviser at give ham aktindsigt i forskernes forhold og i et enkelt tilfælde ved at påstå, at han chikanerer ved at søge aktindsigt.

Jacob Naur afviser også, at han angriber enkeltforskere, og at det er en del af en koordineret kampagne.

“Jeg angriber forskningsområder. Jeg skal som nævnt angive navne på forskere i klagerne. Så der er ingen vej udenom. Du må gerne hilse forskerne fra mig og give dem et stort næstekærligt knus fra mig. Klagerne har intet med dem som personer at gøre. Man kan jo nu engang bare ikke skille forskning og person fra hinanden her. Og jeg kæmper helt alene. Jeg er borgerlig aktivist, og som Søren Søndergaard engang sagde i en telefonsamtale til mig: “Du er i så fald den første af slagsen”. Det er jeg faktisk ret stolt af, hvis jeg er den første borgerlige, der ikke bare sidder og laver analyser og tyder uden rigtig at gøre noget”, skriver han i et svar per e-mail.

Ingen interesse for forskningsmetoden

Tilbage sidder Rikke Andreassen og føler sig fanget i et politisk spil, som dybest set handler om meget andet end hendes forskning.

“Jeg ved ikke, hvorfor det lige er vores artikel, de (debattører og politikere, red.) har kastet sig over. Måske har de søgt på nettet og er faldet over vores artikel, fordi den indeholder “gender” og “race” i titlen, og så ligger den som open access, så alle kan læse den gratis. Artiklens analyser viser, at der er udfordringer i Danmark i forhold til kønsmæssige og racial ligestilling, men dét ønsker de ikke at diskutere, i stedet for angriber de metoden. Det er derfor ikke mit indtryk, at de har lyst til at diskutere forskningens indhold. Jeg har heller ikke indtryk af, at de har en grundlæggende interesse for forskningsmetoden, for de fremstiller den, som om de enten ikke har læst artiklen eller ikke har forstået metoden, når autoetnografi i deres kritik lyder, som om man stikker fingeren i vejret og skriver en artikel om, i hvilken retning vinden blæser. Jeg diskuterer hele tiden teorier og metoder med kolleger, men det er svært at diskutere med politikere, der bevidst udlægger vores forskning som noget, den ikke er”, siger Rikke Andreassen.

Hun tilføjer, at hun metodisk arbejder bredt i sin forskning, både kvantitativt og kvalitativt, og at autoetnografi kun fylder en meget lille del af hendes forskningsproduktion.

“Jeg har svært ved at forstå, at jeg skal forsvare en hel metode, som er internationalt anerkendt og velgennemprøvet, og som hundredvis af forskere har brugt før mig. Metoden bliver angrebet, når det handler om køn, ligestilling og migration. Dvs. forskning og fagområder, som man ikke bryder sig om. Metoden angribes ikke, når den bruges i forbindelse med sundhedsforskning eller pædagogisk læring”, siger hun.

Hun tilføjer, at autoetnografi drejer sig om kritisk at reflektere over sin egen rolle som forsker og tage kritisk stilling til, hvordan ens tilstedeværelse påvirker det område eller de individer, man studerer. Det kan fx være, hvis en etnisk dansk hvid forsker studerer indvandrermiljøer.

“Det er voldsomt, at en folketingspolitiker retter henvendelse til ministeren med ens navn. Hele sagen udgør et brud på armslængdeprincippet, fordi de som politikere vil blande sig i, hvad der skal forskers i, og hvordan der skal forskes. Det er et problem, at de undsiger de institutioner, som universiteterne og fagtidsskrifterne har nedsat til at sikre forskningskvaliteten. Vi har forskningsfrihed, fordi der skal kunne forskes i emner, som politikere ikke bryder sig om. Forskningsfriheden er lige så vigtig for et demokratisk samfund som ytringsfriheden”, siger Rikke Andreassen.

Intimidering af forskere

Lene Myong, der har været medforfatter på artiklen, er professor ved Universitetet i Stavanger, hvor hun bl.a. forsker i transnational adoption, køn, racisme og racialiseringsprocesser i en dansk kontekst.

Hun siger, at det er vigtigt at se angrebene på køns- og migrationsforskning i et længere historisk perspektiv. Diskussioner om køn, racisme, migration og ulighed har mødt meget modstand i offentligheden gennem mange år, men inden for det seneste år er situationen tilspidset, både i medierne og i Folketinget.

Ifølge Lene Myong skete der en mobilisering af det, man kan kalde antiidentitetspolitiske positioner, i årene efter karikaturkrisen i 2005.

“De angreb, som vi har set gennem det seneste år, handler om retten til at definere og sætte præmisserne for, hvad legitim viden er. Det er et kernepunkt for feministisk kønsforskning og kritisk raceteori at sætte fokus på undertrykkelsesstrukturer. Det indbefatter et opgør med dominerende vidensformer og at fremløfte viden og indsigter fra grupper, som bliver ramt af forskellige former for undertrykkelse. Så ja, vi står over for angreb og chikane af navngivne forskere, men i bredere perspektiv er det også et angreb på de former for magtkritisk viden, som i mange tilfælde er udviklet af grupper, som historisk set har været marginaliserede. Angrebene fremstår meget investerede i at fastholde et dominansforhold mellem majoritet og minoritet”, siger hun og tilføjer, at angrebene også må forstås som en intimideringsstrategi.

“Det er ekstremt indgribende for de forskere, som kan forvente trusler eller grænseoverskridende e-mails, hver gang de udtaler sig i medierne eller publicerer en ny artikel. Men jeg tror ikke, at intimideringen alene har til formål at få konkrete forskere afskediget, selvom vi også ser forsøg på det. Intimideringen handler først og fremmest om at undergrave legitimiteten af bestemte vidensformer og minoritetsperspektiver og at presse os som forskere til at rette ind, nedtone magtkritik og genoverveje vores valg af teorier, metoder og undervisningspraksis”, siger Lene Myong.

CBS-forsker også ramt

Sara Louise Muhr, professor (MSO) på CBS, har oplevet et tilsvarende forløb som Rikke Andreassen. Hun er dog ikke blevet stalket, men måtte have hemmelig adresse, efter at hun modtog grove trusler sidste sommer. Det endte med, at hun måtte lade sig sygemelde et par uger.

“Det var meget voldsomt, og jeg tænkte, om det var det hele værd, når det kommer så tæt på min familie”, siger hun.

Sara Louise Muhr tilføjer, at det er problematisk, at visse forskningsområder ender i skudlinjen meget oftere og på en grovere og mere personlig måde end andre. Det er et problem for forskningsfriheden, mener hun.

“Jeg forsker i bias, hvilket er et veletableret område og i sig selv ikke burde være kontroversielt. Der må være noget andet, der stikker under”, siger hun og tilføjer, at hun desuden er efterspurgt af erhvervslivet som konsulent og oplægsholder inden for mangfoldighed, hvor det at minimere bias i for eksempel rekruttering- og forfremmelsesprocesser ikke bliver set som kontroversielt, men tværtimod som et kærkomment alternativ til positiv særbehandling.

Hendes bedste gæt er, at chikanen og truslerne hænger sammen med, at hun var en af initiativtagerne til #metoo-kampagnen i akademia, og at det intensiverede chikanen.

Sara Louise Muhr modtog trusler hele foråret 21, og det kulminerede, da hun skulle have en gruppe studerende til eksamen, og censor lagde ud med at sige, at han ikke vidste meget om emnet, men at han havde meldt sig som bedømmer for at se, hvad hun var for en.

Hun var i chok, for som hun siger: “Jeg troede, at eksamen var et fredet område. Her handler det om de studerende, og censors væsentligste opgave er at sikre, at de studerende får en fair proces”.

Hun kan ikke gå i detaljer med eksamensforløbet, idet det er et fortroligt rum, men hun tilføjer, at ud over at det var meget ubehageligt og grænseoverskridende, så ødelagde det også de studerendes oplevelse af deres sidste eksamen, og hun kan ikke lade være med at føle sig til dels ansvarlig for det, for hvis de havde haft en anden vejleder, var det måske ikke sket.

“Det er dybt uprofessionelt og usmageligt, når eksamenslokalet bliver infiltreret på den måde. Jeg har intet imod en akademisk diskussion, og jeg er totalt klar, når jeg deltager i en konference eller holder et oplæg for en virksomhed, men når angrebene kommer både umotiveret og uvidenskabeligt ind fra højre og venstre i dagspressen, per e-mail og sågar fra en censor, flytter det sig væk fra at være en akademisk diskussion og over imod systematisk chikane. På det seneste er jeg endda begyndt at opleve, at de refererer til hinanden i deres chikane af mig og endda har udtalt, at de “nok skal få os ned med nakken en efter en”. Det gør, at jeg oplever, at der findes et netværk, som samarbejder om at hindre, at jeg og andre, der forsker i diversitetsrelaterede områder, kan bedrive vores forskning”, siger Sara Louise Muhr.

Den seneste udvikling er, at Jacob Naur har klaget over to yngre forskere i hendes nærmeste netværk og endda refereret til, at det nok er, fordi de er affilieret med hende.

“Det er usmageligt at gå efter enkeltpersoner og særligt usmageligt at gå efter yngre forskere, der sidder i midlertidige stillinger og er afhængige af, at deres forskning bedømmes seriøst. Igen, en akademisk debat er én ting, men uvidenskabelig chikane er noget helt andet. Og chikane virker desværre ofte, idet en skræmmende stor del af befolkningen tror på misinformation, og det fører jo formentlig til selvcensur i mange tilfælde”, siger hun.

Forkert fremstilling i medierne

Lektor i kønsforskning på Københavns Universitet Michael Nebeling Petersen er stadig påvirket af den hetz, der kørte mod ham i sommer. Især på de sociale medier blev chikanen og personangrebene så voldsomme, at han nu har hemmelig adresse og i en periode ikke talte med journalister eller medier. Han bekræfter, at Jacob Naur flere gange også har klaget over ham både til rektor for at få ham afskediget og senest til Det Humanistiske Fakultet, hvor han er ansat, over hans funktion som redaktør for et kønsforskningstidsskrift. Han tilføjer, at han ikke kan opfatte klagerne fra Jacob Naur som andet end rendyrket chikane.

Jacob Naurs chikane tog til, efter at flere borgerlige debattører fremstillede det i Berlingske Tidende og enkelte andre medier, som om han støtter terrorisme og mener, at alle danskere er racister. Kritikken handlede bl.a. om en analyse, han har udarbejdet sammen med en kollega, af, hvordan sorg blev fremstillet i medierne i forbindelse med terrorangrebet i København. I artiklen konkluderer han, at der er racialiseret forskel på, hvordan det bliver fremstillet, når hvide og brune/muslimske mennesker sørger. Hos hvide fremstilles sorgen som legitim, mens det bliver fremstillet som udansk og en trussel mod fællesskabet, når det er muslimer, der sørger. Til trods for at han gentagne gange afviste debattørernes fremstilling af sin forskning som forkert, så blev fremstillingen gentaget over flere uger i forskellige danske medier og ikke mindst af Henrik Dahl og Liberal Alliance, der gentog den karikerede fremstilling gennem forskellige opslag og en kampagne på de sociale medier. Samtidig kørte det på fuldt tryk på de sociale medier med tilsvininger og chikane både i private beskeder, i diverse kommentarspor og på e-mails.

Han mener, at Henrik Dahl og Morten Messerschmidt bærer et medansvar, fordi de burde vide, at det aktiverer troldene og højreradikale på internettet, når de karikerer og forsimpler forskning til fjendebilleder, fx at han skulle mene, at alle danskere er racister. Det skaber en polarisering, der eskalerer tingene især på sociale medier, og det ender ofte med chikane og endda trusler.

“Når politikere eller meningsdannere skriver i en populistisk retorik, fx at vi siger, at alle danskere er racister eller støtter terrorisme, så vækker det en vrede mod os, som aktiverer chikane og tilsvininger fra trolde og lignende. Det er Trump-agtigt”, siger Michael Nebeling Petersen.

På tilsvarende måde siger Rikke Andreassen, at Henrik Dahl burde vide, at det har alvorlige konsekvenser for dem, han hænger ud, når han fordrejer og cirkulerer ting på de sociale medier, fordi det spreder sig som ringe i vandet. Rasmus Paludans mail til hende kan fx kobles direkte sammen med Henrik Dahls blogindlæg.

Rikke Andreassen tilføjer, at universiteterne måske har været lidt langsomme til at forstå, at det ikke handler om individuelle angreb mod enkelte forskere, men at der er tale om et større politisk angreb, som hele universitetsverdenen er nødt til at sige fra over for.

“Det er ikke kun i Danmark, at vi ser angreb på og politisk indblanding i forskningen. Der har været politisk kritik af kønsforskningen i østeuropæiske lande, og i Ungarn blev kønsforskning lukket ned politisk. De danske angreb på forskningsfriheden og forsøg på at gøre bestemte forskningsområder illegitime ved at fremstille dem som “ikke rigtig forskning”, kan ses som en del af en større global kamp mod forskningsområder, som nogle politikere og debattører ikke bryder sig om”.