Lektoren er en truet art

Engang var lektorerne den største videnskabelige personalegruppe på universiteterne, men de sidste 20 år er det gået stejlt ned ad bakke. Så sent som i 2000 udgjorde lektorerne 43 procent af VIP, i 2020 var det 25 procent.

Billedet af, hvem der arbejder på universitetet, er under markant forandring. Kun lidt over en tredjedel er ansat i faste stillinger som professorer og lektorer – en VIP-ansættelse ved et universitet i Danmark er for de fleste blevet ensbetydende med en midlertidig ansættelse. Og det billede bliver tydeligere år for år, viser en ny opgørelse over fordelingen af universiteternes videnskabelige personale.

Tallene er opgjort af Andreas Kjær Stage, postdoc ved Center for Forskningsanalyse på AU. Han bider også mærke i lektorernes gradvise tilbagegang, mens professorbestanden faktisk er steget.

“Jeg sidder netop og arbejder på en sammenligning med blandt andet Tyskland. Her har man længe haft udviklingen med mange lange, tidsbegrænsede karriereforløb og gruppeledende professorer. De har aldrig haft et reelt lektorniveau. Folk antager tit, at vi bliver amerikaniserede, men i det her tilfælde tænker jeg, at vi er ved at blive germaniserede”, siger han.

Grafikken viser fordelingen af VIP-ansatte på universiteterne. Det samlede antal ansatte har været stigende i hele perioden, hvilket også gælder antallet lektorer, bortset fra små fald fra 2000 til 2005 og fra 2015 til 2020. Kilde: Andreas Kjær Stage.

Lektorer sikrer bredde i forskning

Når man spørger, hvorfor VIP-bestanden udvikler sig, som den gør, får man samme svar overalt: de eksterne forskningsbevillinger, som betaler mere og mere af den forskning, der foregår.

“Når man får ekstern funding, går pengene til at betale lønnen for ph.d.er og postdocs. De går meget sjældent til ens egen løn og aldrig til ens lektorkollegers løn”, fortæller Kristoffer Kropp, lektor i videnssociologi ved RUC og desuden formand for Det Unge Akademi.

Funktionen er relativt enkel: Basismidler betaler løn til fastansatte forskere, ekstern funding betaler løn for midlertidigt ansatte. Når mængden af eksterne midler stiger i forhold til basismidlerne, stiger andelen af løstansatte.

Den udvikling har forskellige konsekvenser. En af dem, Kristoffer Kropp peger på, er typen af forskning og alsidigheden i forskningsområder. Han mener, at det ofte vil være blandt lektorerne, at man finder de projekter, der skaber forskningsmæssig bredde.

“Som postdoc har du et kortsigtet fokus: Hvad kan jeg nå inden for tre år? Det giver grundlæggende incitament til at satse på noget, der er relativt sikkert og genkendeligt for ens peers. Som professor skal du have en sammenhængende profil. Så i den gruppe er der også en risiko for, at der vil være mindre diversitet i forskningsspørgsmål og besvarelser. Det er i hvert fald noget, jeg vil være bekymret for som konsekvens af den her udvikling”.

“Rugbrødslektorer”

En anden problemstilling er, at lektorerne spiller en vigtig rolle for driften af universitetet, særligt i forhold til uddannelserne. Den opgave kan komme til at lide under et mindre lektorlag.

“Der er nogle, der skal levere undervisning, sidde i råd og nævn, sørge for, at maskinen virker. Det er en investering, som lektoren foretager i studiet. Hvis de fleste bare er på gennemrejse, er der færre til at drive butikken”.

Og samtidig er lektorerne presset fra en anden fløj, nemlig af det øgede krav om at skaffe eksterne bevillinger, som i stadig højere grad betragtes som en del af opgaveporteføljen. Der kan ligge et skisma mellem at skulle levere “rugbrødsarbejdet” og deltage i bevillingskapløbet.

“Jeg tror, det bliver sværere og sværere, særligt hvis man er sådan en “rugbrødslektor”. Når vi ser på fordelingerne af publiceringer, citationer med videre, ser man en ekstrem koncentration på meget få hænder. Og det kan være nogle små, relativt tilfældige ting i begyndelsen af karrieren, der afgør, om man kommer godt ud af starthullerne”, siger Kristoffer Kropp.
KU SUND er et af de fakulteter, hvor mellemlaget af postdocs og adjunkter udgør en meget stor del af det videnskabelige personale. Ved årsskiftet udgjorde postdocgruppen over 500 årsværk.

Går man otte år tilbage, var det tal under 300. Til sammenligning udgør lektorerne 318 årsværk mod 286 for otte år siden.

Den udvikling har man tydeligt kunnet mærke, siger Anders Hay-Schmidt, professor MSO og fælles-TR.

“Da jeg startede på universitetet for mange år siden, var der mange flere lektorer. Men området er blevet fuldstændig omkalfatret på grund af de store bevillinger. I dag er det meget sjældent, jeg forhandler løn for en nyansat lektor. Lektoraterne bliver simpelthen ikke slået op”.

A- og B-hold

Han understreger, at billedet på SUND varierer meget fra institut til institut. Men overordnet mener han, at den mindre andel af lektorer går ud over undervisningen på fakultetet.

“Der er ikke penge nok i undervisning til at ansætte lektorer, og så sætter man studenterinstruktorer til at varetage det i stedet. Nogle steder er der fin forskningsdækning af undervisningen, men så er der også nogle områder, hvor det halter”, siger han.

Det handler om økonomi, men måske også om en anden prioritering af undervisningen.

“Måske ser man undervisningen på en anden måde – at det ikke behøver at være det ypperste, der skal leveres. Jeg kan huske i min egen studietid, at vi have professorer til at lære os at regne. Det har man ikke mere, så der er sket et skred”, siger Anders Hay-Schmidt.

Overordnet set er der de seneste år ikke blevet færre lektorer pr. studerende på fakultetet. Men Anders Hay-­Schmidt peger på, at lektorerne i dag må løse blandt andet flere administrative opgaver end tidligere.

“Da man havde undervisningsbaserede institutter, så havde man sekretærer, der tog sig af det administrative. Professorerne er lige så hårdt ramt. Jeg tror bare, der er kommet et A- og B-hold. Nogle er inde i forskningen, og andre underviser bare – og så er der nogle, der magter det hele”.

Selv om det er de eksterne bevillinger, der trækker personalesammensætningen i en bestemt retning, mener han ikke, man kan skyde skylden på fondene, der giver bevillingerne. Ansvaret ligger i universitetets håndtering.

“Om det er rektors eller ministeriets ansvar, ved jeg ikke, men universitetet har ikke forvaltet opgaven omkring de eksterne bevillinger godt nok. Jeg tror ikke, Novo Nordisk ønsker at ødelægge KU. Men universitetet har ikke haft et system og været klædt på til at modtage de store bevillinger, og man har ikke været moden nok til at se konsekvensen af dem”.

Funding til fastansatte

Udviklingen omkring VIP-sammensætningen er noget, Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd (DFiR) har haft fokus på de seneste par år. I en rapport i 2016 gjorde DFiR opmærksom på “timeglasfænomenet” i dansk forskning. Det går ud på, at en generel elitesatsning først og fremmest har tilgodeset en række topforskere (toppen), der har landet store bevillinger og ansat ph.d.er og postdocs (bunden) til at udføre forskningsarbejdet. Midten af timeglasset – lektorerne og til dels adjunkterne – har været udviklingens tabere.

“Når man gerne vil internationalt frem, satser man meget på toppen. Og når man fodrer systemet i toppen, så ansættes der i disse elitecentre mange postdocs og få lektorer. Man glemmer vækstlaget og de skæve tanker, som ikke er så højt på strå i dag, men kan blive det om få år”, sagde daværende DFiR-formand Jens Oddershede i 2018 i Science Report.

Ved den lejlighed anbefalede DFiR at omdirigere pengestrømmen fra løstansatte til lektorer og adjunkter for at “genoprette balancen” i dansk forskning.

En lignende anbefaling kom DFiR med, da rådet i 2019 udgav rapport “Karrierer i forskningen”. Rapporten beskriver blandt andet, at udmøntningen af de eksterne midler har medført en “postdocsump”. Postdocsumpen er ifølge DFiR et problem, fordi den fastholder og forsinker de unge forskere i deres karriereforløb, og fordi den øgede specialisering ikke nødvendigvis gør dem mere attraktive for arbejdsgivere uden for universitetet – tværtimod.

DFiR-formand: Man må tage en risiko

En af rapportens seks anbefalinger var derfor, at “der bør findes finansieringsmodeller, som muliggør, at den eksternt finansierede forskning i højere grad kan varetages af fastansatte videnskabelige medarbejdere på universiteterne”.

“Ønsket er at få de konkurrenceansatte midler mere i spil til at skabe fastansatte i universitetsverdenen og på den måde udvide fagfelterne og vejlederkapaciteten. De fastansatte har en meget vigtig funktion som brobyggere fra forskning til uddannelse og som dem, der sikrer kontinuitet og fremdrift i undervisningen”, siger DFiR’s nuværende formand, Frede Blaabjerg, der er professor ved AAU.

Han peger på, at der især ved større bevillinger er mulighed for, at man i højere grad finansierer løn til fastansatte forskere. Og det er noget, universiteterne godt selv kan arbejde for.

“Det handler jo også om den måde, man bygger sit universitet op på, i forhold til om eksterne midler kan anvendes til at have fastansatte til at udføre arbejdet – at universitetet skal tage en form for risiko, som virksomheder jo altid gør”, siger Frede Blaabjerg og nævner som eksempel, at man på sektorforskningsinstitutionerne har en større tradition for at finansiere fastansattes løn med projektmidler.

DFiR skriver i forbindelse med sin anbefaling af mere funding til fastansatte, at modellerne for dette skal findes i samarbejde mellem Uddannelses- og Forskningsministeriet, universiteterne og de forskningsfinansierende fonde.

Fondschef vil ikke ændre

Forslaget får imidlertid ikke meget opbakning fra Thomas Bjørnholm, forskningsdirektør i Villum Fonden. Han mener, at den nuværende ordning for åbne opslag fungerer bedst.

“Et universitet skal have en fast, stærk stab, betalt af basismidlerne, som ikke skal være større, end at den kan forskningsdække uddannelsen og gennemføre den langsigtede udvikling af universiteternes fag. Og så kan den faste stab søge penge til apparater, ph.d.er og postdocs og konkurrere om de bedste ideer hos fondene. Sådan ser vi det bedste system”, siger han.

Han mener, at finansiering af ph.d.er og postdocs har den største samfundsnytte, fordi det som udgangspunkt er personer, der ikke bliver på universitetet, men tager deres viden med sig ud i samfundet, herunder i erhvervslivet.

“Fonden finansierer universitetsforskning med det almennyttige sigte, at vi skal styrke det brede danske samfund. Det gør vi ved at støtte universiteterne i deres uddannelse af dygtige ph.d.er og postdocs, så de kan gå ud i samfundet og skabe værdi gennem vidensbaserede arbejdspladser. Det gør vi ikke, hvis vi betaler for nogle, der bliver på universitetet”.

Ifølge Thomas Bjørnholm presser universiteterne selv – til tider – på for at kunne bruge fondens bevillinger til løn til fastansatte. Og hans svar er altid det samme.

“Den samtale har vi hele tiden. Universiteterne vil gerne bruge vores fondsbevillinger til fast løn, og vi siger, at det vil vi helst ikke have. Antallet af fastansatte skal stå mål med den opgave, universiteterne har for fastansatte, det vil sige primært forskningsbaseret uddannelse. Hvis universiteterne får flere fastansatte end det, risikerer de at skulle fyre dem igen. Man skaber en boble, og det mener vi ikke er den vej, der skaber mest kvalitet”.

Lektorstatus truet af internationalisering

Professor Maja Horst fra DTU har nærmest en dobbeltkasket på i forhold til spørgsmålet om fondenes betydning for VIP-sammensætningen. Hun var som medlem af DFiR med til at udgive rapporten om karriereveje i 2019 og anbefale flere fondsmidler til fastansatte. Siden er hun selv blevet formand for Danmarks Frie Forskningsfond.

Hun peger også på, at man risikerer flere fyringer, hvis man fastansætter folk på projektmidler i stedet for at ansætte midlertidigt. Man kan sige, at usikkerheden ville blive fordelt blandt flere.

Det vil de, der i dag er løstansatte, sikkert synes godt om, men næppe de fastansatte, siger hun.

Men problemet med for mange løstansatte, der for nogles vedkommende hænger fast i systemet, har to sider. Der oprettes mange midlertidige forskerstillinger, men samtidig er der endnu flere, der vil give deres højre arm for at få en.

“Jeg har selv som institutleder prøvet at sige til folk: Jeg tror ikke, du skal søge mere. Du bliver ved med at søge postdocmidler, og det er bare usandsynligt, at der nogensinde kommer en fast stilling i dit område. Det er svært at sige, men jeg har prøvet at sige det, så direkte jeg kunne. Men de hører det ikke. For det er det, de så gerne vil”, siger Maja Horst.

Hun mener, lektorrollen er under forandring på flere måder. Den dominerer ikke længere som forskerstilling, og den har heller ikke helt samme status. Det skyldes blandt andet – som også Kristoffer Kropp peger på – at det akademiske belønningssystem ikke favoriserer dem, der laver det “akademiske husholdningsarbejde”, som ikke mindst mange lektorer påtager sig. Og så bliver vi påvirket af en mere international opfattelse af lektorstillingen.

“I gamle dage var lektoratet en slutstilling. Der synes jeg, man kan se et skift i retning af udlandet, hvor der i højere grad er en forventning om, at du ender med at blive professor. Det er vi også blevet influeret af. Så jeg tror, færre vil stille sig tilfreds med at være lektor blandt de generationer, der kommer til”.