Leder: Færre lektorer på universiteterne er et sygdomstegn

Andelen af lektorer på universiteterne er næsten halveret de seneste 20 år, viser tal, som Forskerforum bringer i dette nummer. Hvor andelen af professorer er steget svagt, er antallet af
assistenter, ph.d.er og postdocs steget kraftigt, mens den relative andel af adjunkter ligesom lektorer er blevet noget mindre.

Analysen udpeger to problemer. For det første er det et problem for arbejdspladsen, i og med at det især er lektorerne, der står for “rugbrødsarbejdet”, som Kristoffer Kropp, lektor i videnssociologi ved RUC og formand for Det Unge Akademi, udtrykker det i Forskerforums artikel. De underviser mest, administrerer og har mindre tid til ansøgninger og forskning. For det
andet viser analysen, at antallet af midlertidigt ansatte er steget kraftigt. Andelen af ph.d.- og postdocstillinger er steget fra ca. 20 pct. af
stillingsmassen til ca. 39 pct. Det er næsten en fordobling, og det er næppe en strategi, noget universitet i Danmark frivilligt har valgt.

Det er primært et resultat af stigende eksterne private bevillinger, som skævvrider fordelingen af stillingsmassen, da eksterne bevillinger sjældent finansierer faste stillinger.
Fast ansættelse bør være hovedreglen på det danske arbejdsmarked, og sådan bør det naturligvis også være i universitetssektoren.

Især i det offentlige har den til enhver tid siddende regering et ansvar for at skabe gode arbejdsvilkår for det offentliges ansatte gennem en personalepolitik, der skaber de mest hensigtsmæssige rammer til at løse den opgave, som man er ansat til. Det skaber helt generelt en uhensigtsmæssig arbejdskultur at ansætte folk midlertidigt, hvor man kunne blive fastansat.

Den kraftigt stigende grad af midlertidighed i ansættelser er uheldig for både rekrutteringen til institutionen og for den enkelte medarbejder. Det er både et politisk og et ledelsesansvar at nedbringe midlertidige stillinger og konvertere dem til faste stillinger. I DM Universitet arbejder vi for, at antallet af ansatte i midlertidige job nedbringes, og ressourcerne konverteres til faste stillinger. Der er ingen gode grunde til, at der skulle være så store forskelle i brugen af midlertidighed mellem offentlige institutioner.

Den lavere andel af lektorer afspejler også en gennemgribende forandring af universitetsverdenen gennem de sidste 20 år, hvor bevillinger til forskellige forskningsområder distribueres stadigt
mere skævt. De store fonde satser på ganske få forskningsområder, hvorfor de ansætter langt flere i midlertidige stillinger (ph.d. og postdoc) end forskningsområder, som i højere grad er afhængige af basisbevillinger og offentlige forskningsfonde. De store fondes bevillingsstrategier er altså med til at skabe et prekært arbejdsmarked, som ikke nødvendigvis er til fordel for universitetet som institution, men som måske løser en forskningsopgave for en ekstern aktør på den mest effektive måde uden hensyntagen til universiteternes undervisningsforpligtelse og andre afledte opgaver, fx administration.

Det er udtryk for en ringe arbejdskultur, når vores universiteter ansætter folk midlertidigt, hvor de kunne blive fastansat. Midlertidige ansættelser giver utryghed for den enkelte og bidrager ikke til det langsigtede perspektiv og den faglige udvikling, der giver samfundet offentlige ydelser af høj kvalitet.