Vil du holde dig opdateret?
Tilmeld dig vores nyhedsopdatering, og vi sender en mail, når der er nyt om forskning og uddannelse.
Forskerforum
© Foto: Eija Makivuoti
Stine Ejsing-Duun, der underviser på Aalborg Universitets campus i København, forstår ikke, hvorfor ledelsen vil lukke alle humanistiske og samfundsvidenskabelige uddannelser i hovedstaden, da de er populære, og de nyuddannede kommer hurtigt i job.
“Vi synes nok alle, at det er forkert, når det rammer os selv, men i dette tilfælde havde jeg virkelig ikke set det komme. Jeg forstår ikke, at uddannelserne skal lukkes, når de er blandt de mest søgte i Danmark, når beskæftigelsestallene er rigtig pæne, når vi har opbygget et velfungerende studie- og forskningsmiljø, og uddannelserne passer perfekt ind i Aalborg Universitets STEM-satsning”.
Sådan siger Stine Ejsing-Duun, der underviser i it på kandidaten i informationsvidenskab, bacheloren i kommunikation og digitale medier og kandidatgraden i læring, it og organisatorisk omstilling. Det er tre af de ti humanistiske uddannelser på AAU’s campus i Københavns Sydhavn, som skal lukke som følge af universitetets udflytningsplan.
Hun siger, at det kom som et totalt chok, da hun vurderede, at de lå lunt i svinget, fordi uddannelserne, hun underviser på, har succes med at kombinere humaniora med kompetencer fra STEM (science, technology, engineering og mathematics).
Netop muligheden for at kunne byde stærkt ind i forhold til STEM-agendaen og udøve missionsdrevet forskning, der kommer med løsninger på verdens problemer, var et af rektor Per Michael Johansens væsentligste argumenter for at sammenlægge Det Humanistiske Fakultet (HUM) og Det Samfundsvidenskabelige Fakultet (SAMF) i et nyt kæmpe SSH Fakultet i 2021.
I et læserbrev i Altinget skriver han allerede i 2018, at det er afgørende for vores evne til at mestre den teknologiske udvikling og vurdere de etiske, moralske og sociale implikationer af fremtidens teknologier, at også humanister og samfundsvidenskabelige kandidater uddannes med kompetencer inden for STEM som eksempelvis it.
“Det, vi underviser i, passer perfekt i forhold til AAU’s STEM-strategi”, siger Stine Ejsing-Duun og påpeger, at de nyuddannede kandidater får gode karakterer og hurtigt finder beskæftigelse, der er relevant for deres uddannelse.
Flere alumner har skrevet til hende, at det er uforståeligt og meningsløst, i forbindelse med nyheden om at uddannelsen skal lukkes. De er alle kommet i job og arbejder med det, de er uddannet til, i virksomheder som Ørsted, NNIT, Nordea og IBM.
Hun bliver også kontaktet af de nuværende studerende, der er glade for deres uddannelse, men de frygter, at det vil devaluere værdien af deres eksamen hos arbejdsgiverne, at den skal lukke.
Ifølge Stine Ejsing-Duun har de lige haft en række eksamener, hvor de studerende har præsenteret deres projekter udviklet i samarbejde med eksterne parter. I et af projekterne udvikler og undersøger de studerende i samarbejde med en kommerciel virksomhed brugen af Conversational AI (kunstig intelligens) i sygeplejeuddannelsen.
Et andet eksamensprojekt undersøger, hvordan man sikrer, at brugerfladen giver mening for ældre medborgere, så de kan bruge informationsteknologien, og i et tredje projekt har de studerende udviklet et undervisningsforløb til udskolingen, hvor de arbejder med machinelearning og kritisk forståelse af algoritmer og bias i data.
“Lukningen er en spand koldt vand i hovedet. Jeg savner at se konkrete tiltag, der viser, at humaniora er så vigtig for STEM, som rektor har meldt ud tidligere, men vi er her og er klar til at byde ind”, siger hun og tilføjer, at gruppen i høj grad oplever, at deres samarbejdspartnere også er meget interesserede i de andre humanistiske kompetencer, de har at byde ind med i forhold til at løse problemer i verden, som det netop er AAU’s vision.