Voldsord

Vi ved, hvor du bor.

En klassisk vending i den danske sprogtradition. Og de fleste kan hurtigt afkode, at den oplysning nok ikke er et varsel om snarligt besøg fra Interflora. Sådan en sætning signalerer, at man gør klogt i at foretage en akut adfærdsændring, ellers kommer der barske mænd og ringer på døren.

Trusler kommer i mange afskygninger. Men vi er som regel altid klar over det, når vi støder på dem. Netop genkendeligheden er noget, der karakteriserer truslerne, hvis man betragter dem som sproglig genre – hvilket Marie Bojsen-Møller har gjort i sit ph.d.-projekt.

“Trusler er ikke noget, vi normalt tænker på som en fast genre som for eksempel en avisartikel eller en kogebog. Men de fungerer i samfundet som en genre – en type af sproglig handling. En af mine undersøgelser viser, at trusler er noget, folk lynhurtigt kan kategorisere”, siger hun.

Marie Bojsen-Møller er sprogforsker og forsker inden for retslingvistikken. Hun beskæftiger sig med det, der på engelsk hedder “forensic linguistics” – der blandt andet undersøger sproget som bevismateriale.

“Jeg har altid gerne villet være enten advokat eller noget inden for sprog og litteratur. Efter at jeg blev kandidat, var jeg ekstern lektor i dansk sprog i nogle år. Og da jeg besøgte en kollega, Tanya Karoli Christensen, der er nyudnævnt professor og blandt andet forsker inden for retslingvistik, endte vi med at blive fuldstændig opslugt af at diskutere emnet. Siden har vi arbejdet og søgt penge sammen, hvilket førte til det her projekt om truslens sprog og genre”.

Trusler er oftest indirekte

Trusler er som bekendt strafbart. Derfor er den lingvistiske undersøgelse af trusselsgenren vigtig ikke bare ud fra et akademisk perspektiv, men også fordi politi og domstole dagligt skal forholde sig til, hvad der er trusler.

“Genreviden er generisk, selvsagt viden, som vi alle sammen har uden at tænke over det. Men det er stadig viden, der er vigtig at afdække. Det, vi undersøger med genretilgangen, er, hvordan trusler bliver opfattet, deres konsekvenser, og ikke kun hvordan de er ment”, siger Marie Bojsen-Møller.

De vigtige markører i trusler er, at de indeholder noget om fremtiden – noget kommer til at ske; noget om afsender­ansvar – “jeg” vil gøre det; og noget om skade. Men alle disse markører kan som bekendt være mere eller mindre udtalte. Trusler i dag er meget ofte indirekte trusler.

“Den helt klassiske trussel er jo: “Jeg slår dig ihjel”. Og i den anden ende er der jo så indirekte trusler som “se dig over skulderen” eller “jeg ved, hvor du bor”, som jo er så klassisk, at den nærmest er blevet en kliché. Trusler er forbudt. Vi ved fra vores data og fra udenlandsk forskning, at indirekte trusler forekommer i langt højere grad end de direkte”.

Trusler er en “voldelig handling”

I den digitale verden kommunikerer vi skriftligt som aldrig før. En af de negative sider er de til tider dårlige debatkulturer, hvor tonen hurtigt udvikler sig aggressivt. Det er almindeligt kendt, at politikere og offentligt kendte personer ofte må tage imod beskeder med hadsk indhold og trusler. Og som Forskerforum for nylig skrev om, oplever en del forskere også, at optræden i offentligheden kan medføre ubehagelige reaktioner.

Det sker dog sjældent, at afsenderne udfører den skadelige handling, som truslen beskriver. Men Marie Bojsen-Møller advarer mod at relativere trusler. Det er en forbrydelse og skal behandles som sådan, også selv om truslen ikke bliver realiseret eller er indirekte.

“En trussel skaber en massiv påvirkning af offeret, hvilket vi kan se tydeligt i vores data. Modtagerne ved sjældent, om der er tale om en såkaldt alvorlig trussel. Hvis en person bliver truet med at blive slået ihjel, hvis vedkommende modsætter sig voldtægt, er det de færreste, der finder ud af, om truslen var “alvorlig”, fordi mange i den situation vil lade være med at modsætte sig voldtægt”, siger hun.

Trusler påfører offeret skade og kan derfor kategoriseres som “en voldelig handling”.

“Man ved fra voldsforskning, at sproglig vold ikke giver mindre og mildere reaktioner end fysisk vold. Derfor plejer vi at sige: Bliver du udsat for trusler, så skal det til politiet. Det kan godt være, det ikke kommer længere end dertil, men tag det alvorligt”.

Trussel eller joke?

Selv om trusler er en letgenkendelig genre, er det et politimæssigt og juridisk svært arbejdsområde. Marie Bojsen-Møllers afhandling ser nærmere på den retslige behandling af en række trusselssager, hvor især mundtlige trusler kan være vanskelige at håndtere. Og dertil kommer det store gråzoneområde af udsagn, hvor det er svært at afgøre, om det var hensigten at true. En af afhandlingens tre artikler handler om en specifik retssag, hvor en gymnasieelev var tiltalt for trusler, efter at hun havde lagt et billede på Instagram med teksten: “Jeg bliver den næste school shooter guys, lmao (laughing my ass off, red.), watch out”.

Anklagerens påstand var, at eleven havde truet sin skoles ansatte og elever med at begå et skoleskyderi. Forsvarets påstand var, at det var skrevet og ment som en morsomhed. De to opfattelser konkurrerede med hinanden i retten med vidner, der opfattede beskeden som en trussel, og vidner, der opfattede det som en joke. Sagen endte opsigtsvækkende med et fuldstændig uenigt dommerpanel med 3 for dom som skyldig og 3 for frifindelse, fordi den tiltalte ikke havde forstået, at hendes besked kunne opfattes som en trussel. Stemmeligheden gjorde, at pigen blev frifundet.

Unge tænker mindre

Sagen afspejler en tendens, Marie Bojsen-Møller kan se ud fra sine data: De, der står bag truslerne, skriver dem tilsyneladende ofte uden at tænke over konsekvenserne.

“Især med unge mennesker oplever man ofte, at der er en grænse, der mangler at blive klart defineret. De tror, de bare skriver til deres venner, og alle forstår, hvad de mener. Det var angiveligt det, der fik gymnasieeleven til at true med at blive skoleskyder. Så jeg kunne godt tænke mig at komme ud og fortælle gymnasieelever, hvilke konsekvenser den slags kan have. At det rent faktisk er strafbart at true i sig selv – dvs. at forsøge at skræmme andre ved at true dem, også selvom man ikke har til hensigt at føre truslen ud i livet”.

Marie Bojsen-Møller forsvarer sin afhandling i midten af december. Men emnet er ikke udtømt. Et spørgsmål, hun godt kunne tænke sig at undersøge nærmere, er, hvilke trusselsanmeldelser politiet reelt tager op til efterforskning, og hvilke der aldrig bliver gjort noget ved.

“Det kunne skabe en god diskussion om, hvordan trusler håndteres. Det er ikke data, vi umiddelbart har adgang til, men med nogle flere forskningspenge til humaniora ...”.