Skrot nedskæringsvanviddet!

Den 25. juni indgik et bredt flertal på Christiansborg en politisk aftale om “rammer for flere og bedre uddannelsesmuligheder i hele Danmark”. Fra et universitetsperspektiv fremstår aftalen som et ugennemtænkt misfoster, medmindre aftalepartierne blot vil have færre universitetsuddannede.

Universiteterne skal nedlægge eller udflytte op mod 10 pct. af uddannelsespladserne. De planer, der i de seneste uger er blevet fremlagt på de enkelte universiteter, viser med stor tydelighed, at den politiske aftale får meget skadelige konsekvenser. Tvivlsomme udflytningsprojekter, uddannelser, der bliver for små, lukninger af hele uddannelser og en fremtidig begrænsning på optaget af studerende på uddannelserne i almindelighed.

Det kan godt være, at der på nogle af universiteterne er så meget helhedstænkning, at man ikke begiver sig ud i blodige fyringsrunder, men oven i en økonomi, der i forvejen er presset, kommer det til at have negative konsekvenser for de unge kolleger, der er ansat som postdoc eller adjunkt. Det bliver mere udsigtsløst at få en fast stilling.

Danmark har en stolt tradition for universitetsuddannelser i hele landet, startende i 1928 med etableringen af universitetsundervisningen i Jylland. I dag har vi universiteter med hovedcampus i de 4 største byer og universitetsuddannelser i en række mindre byer, hvilket betyder, at der bortset fra Lolland/Falster og Bornholm ingen steder i Danmark er over 100 km til en universitetsuddannelse.

Men generelt er de uddannelser, der ligger uden for de store byer, ikke bæredygtige. Søgningen er vigende, og økonomien hænger slet ikke sammen (som klart beskrevet i en aktuel rapport fra DEA). Derfor risikerer universiteterne, at udflytning af en uddannelse reelt bliver en lukning med en dummebøde oveni.

Grundlæggende bygger forestillingen om universitetsuddannelser spredt ud over hele landet på en manglende forståelse af universitetsuddannelse som sådan.

Universitetsuddannelser er ikke øer, hvor der undervises i et afgrænset pensum. Uddannelserne får deres styrke i det bredere miljø, hvor de studerende møder hinanden på tværs af fag og bliver inspirerede og tilfører nye ideer i kurser og specialer og udvikler et bredere perspektiv på egen faglighed, der kommer dem selv og samfundet til gode, når de kommer ud på arbejdsmarkedet.

Og underviserne på universiteterne er aktive forskere, der er helt afhængige af at have et fagligt nærmiljø. Det er svært og dyrt at etablere. Skal der være nogen realisme i yderligere spredning af universitetsuddannelser i Danmark, så skal der væsentligt flere ressourcer til.

Sandsynligvis er en reduktion af universitetsuddannede folketingsflertallets reelle mål. De bagkloge vil sige, at det er det, Socialdemokratiet har arbejdet frem mod med en lang periodes hetz mod akademikere og dimittender. Det er til gengæld overraskende, at der er så bred opbakning i Folketinget.

Reduktionsplanen bygger på en fejlagtig grundforestilling om, at universitetsuddannede er unyttige, og at der er en meget omfattende akademikerarbejdsløshed.

Virkeligheden er, at universiteterne uddanner til et voksende arbejdsmarked med stor samfundsmæssig værdi og til det brede vidensgrundlag, der skal fastholde og udvikle vores samfund.

Vi skal forholde os konstruktivt til udfordringer såsom dimittendledighed, og det gør vi i AC-organisationerne. Vejen frem findes imidlertid ikke ved at stirre intenst i bakspejlet og tage udgangspunkt i de ledighedsopgørelser, der dannede grundlag for dimensioneringen i 2015. Vi skal kigge kritisk på tallene og virkeligheden bag. Fx ser ledigheden blandt nyuddannede biologer højere ud, fordi kommunerne konsekvent misbruger muligheder for at ansætte nyuddannede i støttede job, med det resultat at den ansatte opgøres som ledig.

Den bedste vej til flere og bedre uddannelsesmuligheder på universitetsniveau i hele Danmark er at skrotte aftalen om udflytning og nedskæring.

Der er brug for politisk besindelse!