Universiteterne i økonomiklemme – eksterne penge æder de frie midler

Det lyder umiddelbart som en gigantisk succeshistorie for dansk forskning. Universiteterne henter flere og flere penge til forskningsprojekter fra eksterne kilder som fonde, virksomheder og EU.

I 2007 udgjorde de eksterne midler samlet 4,74 mia. kr., men i 2017 var de steget til 9,60 mia. kr.

Men succesen har en bagside. For mens de eksterne midler er steget med mere end 100 procent på ti år, er de såkaldte basismidler, altså pengene, som universiteterne modtager fra staten til driften, som de selv kan disponere over, stagneret, så de to indtægtskilder nu er lige store.

Det er for det første et problem, fordi de eksterne midler gives til forskningsprojekter med en begrænset varighed. Hvis universiteterne vil undgå at afskedige forskerne, når pengekassen til projektet er tom, kræver det tilstrækkeligt med basismidler eller et konstant flow af nye eksterne bevillinger. Det betyder, at det i dag er en forventning eller direkte et krav til forskerne, at de selv skaffer eksterne midler, hvis de fortsat vil være ansat.

Det fører til en voldsom konkurrence om midlerne, og man kan i dag se succesrater på helt ned til 4-10 procent i visse forskningsråd og fonde.

Koster 74 kr. at modtage 100

Den ændrede balance mellem eksterne penge og basismidler giver også universitetsledelserne store hovedbrud, fordi de eksterne bevillingsgivere kun i begrænset omfang dækker universiteternes følgeomkostninger ved de eksterne forskningsprojekter. Det fortæller Bo Jellesmark Thorsen, Institutleder og professor ved Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi på Københavns Universitet, der har skrevet et indlæg om problematikken til tidsskriftet Samfundsøkonomen.

De indirekte omkostninger omfatter poster som husleje, HR, økonomistyring, service, drift og it-udstyr, der kan være ganske betydelige.

KU har eksempelvis sammen med revisorfirmaet Deloitte Consulting afdækket, at universitetet bruger 74 kr., hver gang det modtager 100 kr. i eksterne midler.

Til sammenligning giver forskningsrådene typisk 44 procent til dækning af indirekte omkostninger, EU 25 procent, og mange private fonde afsætter betydeligt færre midler til dækning af indirekte omkostninger.

På fakultetet Science, hvor Bo Jellesmark Thorsens institut har hjemme, modtager de eksterne forskningsbevillinger på over 1,11 mia. kr. årligt. Det betyder, at fakultetet skal finansiere indirekte omkostninger for mere end 500 mio. kr., som kun kan tages fra undervisningsindtægterne på ca. 480 mio. kr. og basistilskuddet på ca. 1,13 mia. kr.

Ledelsen har begrænset handlerum

Det efterlader ifølge Bo Jellesmark Thorsen ledelsen med et begrænset antal mere eller mindre ubehagelige handlemuligheder, hvis økonomien skal hænge sammen.

Ledelsen kan omdirigere basismidler fra områder med færre eksterne bevillinger til områder med flere eksterne bevillinger. Det indebærer imidlertid en reduktion af forskningsaktiviteterne de steder, hvor midler tages fra, og dermed kommer det ikke til at bygge på faglige, strategiske beslutninger hvilke fagområder universiteterne ønsker at opretholde forskning inden for. Forskerne kan også sættes til at undervise større hold, men det risikerer at gå ud over uddannelseskvaliteten.

Undervisningsopgaver kan flyttes over på de medarbejdere, der er ansat på eksterne midler, og dermed reducere behovet for fastansatte forskere til undervisningen, eller man kan i større grad finansiere de fastansatte med eksterne midler for på den måde at reducere omkostninger til nye projektansatte.

“Begge tiltag har en vis budgetmæssig effekt, men jo mere de forfølges, jo større pres på forskerne og jo større risiko for ustabile fagmiljøer, hvor fald i mængden af eksterne bevillinger på samme tid rammer forskningsaktiviteterne og evnen til at løfte fagmiljøets undervisning. Samtidig falder jobsikkerheden for fastansatte forskere, og det skader universiteternes ry og rygte og fremtidige muligheder for rekruttering af talent”, skriver Bo Jellesmark Thorsen i tidsskriftet Samfundsøkonomen.

Kan ende som forskerhoteller

Tænketanken DEA har advaret om, at de danske universiteter risikerer at få karakter af “forskerhoteller”, hvor basismidler hovedsageligt anvendes til at understøtte eksternt finansierede aktiviteter, hvis der ikke handles. Det efterlader ikke et tilstrækkeligt råderum til at understøtte forskningsområder, som fx kan være vigtige for uddannelserne, erhvervslivet og samfundet, men som af forskellige årsager ikke formår at tiltrække eksterne bevillinger. Universiteterne har for eksempel nedlagt mange små sprogfag de seneste år.

“Hvis universiteterne får karakter af “forskerhoteller”, hvor interne og eksterne midler i stort omfang tilfalder et relativt smalt felt af velfinansierede forskningsområder, er der risiko for at udsulte fremspirende forskningsmiljøer og -talenter, som på sigt kan udvikle sig til nye spydspidsmiljøer”, lyder advarslen fra Maria Theresa Norn, analysechef i DEA og seniorforsker på AU, samt Jeppe Wohlert, programleder i DEA, i et nyligt debatindlæg i Altinget.

Maria Theresa Norn mener, at øgede offentlige basisforskningsmidler er en del af svaret på udfordringen i lyset af den langt større relative stigning i eksterne bevillinger fra især private fonde. Hun siger dog, at man ikke kan skyde hele skylden på fondenes manglende vilje til at betale alle de afledte omkostninger. Hun oplever, at fondene er åbne for at snakke om tingene og dække mange af de afledte omkostninger ved de aktiviteter, de støtter, men at de vil have dokumentation for, hvordan pengene bliver brugt, så universiteterne skal blive mere transparente i forhold til deres udgifter.

Fem udviklingstendenser presser basismidlerne

Ifølge Maria Theresa Norn handler det også om, hvordan universiteterne planlægger og fordeler midlerne internt. Eksempelvis fordeler flere af universiteterne deres basismidler internt, ud fra hvordan institutterne klarer sig på visse parametre, herunder hvor mange eksterne midler de skaffer, og det giver institutterne et incitament til at jagte endnu flere eksterne penge, da de ellers taber terræn internt på universitetet.

Forskningsgruppeledere har også et stort incitament til at skaffe flere midler, fordi de har ansvaret for at sikre, at der er løn til juniorforskerne, der arbejder på deres projekt.

Maria Theresa Norn tilføjer, at en DEA-analyse fra 2019 viser, at de afledte omkostninger ved den øgede eksterne finansiering kun er den ene af mindst fem grunde til det øgede pres på basismidlerne.

De andre er:

1. Det stagnerende basistilskud og omprioriteringsbidraget i 2016.
2. Et stigende antal universitetsstuderende og faldende taxametertilskud per studerende, hvilket flere steder i sektoren skaber udfordringer i form af underfinansierede uddannelser.
3. Stigende huslejeomkostninger på nogle universiteter og voksende forskningsudgifter inden for fx en række infrastrukturkrævende forskningsområder.
4. En voksende portefølje af opgaver, herunder at styrke nyttiggørelsen af forskningsresultater og samspillet med det omgivende samfund.

Daværende uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers (V) oprettede i 2018 Forum for Forskningsfinansiering, der består af medlemmer fra en række af de store private fonde, formændene for de tre offentlige fonde og rektorer fra de otte universiteter. Forummet, der blandt andet skal diskutere udfordringerne i forbindelse med de indirekte omkostninger ved eksternt finansierede forskningsprojekter, er dog blevet kritiseret for nøleri, da der ikke blev afholdt møder i en længere periode.