Ca. hver anden forsker skal helt eller delvist skaffe pengene til deres egen løn - 4 ud af 10 overvejer at søge væk

Usikkerheden, der er forbundet med at vælge en karriere som universitetsforsker, er blevet så stor, at det får mange til at overveje at opgive drømmen og finde en mere sikker levevej uden for universitetsverdenen, hvor lønnen og vilkårene ofte er bedre.

Det viser en ny rundspørge gennemført af fagforeningen DM blandt medlemmerne, der er ansat som videnskabeligt personale på landets universiteter.

43 procent svarer, at de selv skal skaffe enten alle eller dele af midlerne til deres fortsatte ansættelse. Usikkerheden får mange til at overveje helt at droppe at satse på en forskerkarriere på universitetet, viser rundspørgen.

71 procent af dem, der skal skaffe alle midlerne til deres løn, svarer således, at de det seneste år seriøst har overvejet at opsøge en karriere uden for universitetet. Det samme gør sig gældende for 57 procent af dem, der skal finde dele af midlerne selv, mens det kun er 29 procent af forskerne, der slet ikke forventes at skulle søge om eksterne midler, som overvejer at forlade universitetet. Samlet overvejer 43 procent af respondenterne seriøst at skifte branche. Heraf svarer 11 procent, at de er aktivt

Ikke overraskende tænker særligt de yngre forskere under 40 år på at finde en anden beskæftigelse, men til gengæld viser undersøgelsen måske en smule overraskende ikke forskelle mellem kønnene, når det gælder de yngre forskere. De usikre og konkurrenceprægede arbejdsvilkår på universiteterne bliver ellers ofte nævnt som en årsag til, at kvinder fravælger forskerkarrieren.

Blandt forskerne over 50 år er der derimod en overvægt at kvinder, der overvejer at finde et andet arbejde.

Alle forventes at skaffe midler

Ifølge Karen Vallgårda, lektor, Saxo-Instituttet, Københavns Universitet, og forperson i Det Unge Akademi, en enhed for unge talentfulde forskere under Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab, opleves det af mange – særligt yngre forskere – som et kæmpe pres på arbejds- og privatlivet at skulle hente eksterne bevillinger hjem.

De unge forskere har svært ved at komme ind i varmen og få fodfæste i forskningsverdenen bl.a. på grund af den såkaldte Matthæus-effekt, altså det veldokumenterede fænomen, at forskere, der allerede har fået midler, har lettere ved at få endnu flere. Det hænger sandsynligvis sammen med, at antallet af publikationer og citationer spiller en stor rolle i vurderingen af ansøgningerne i forskningsrådene og fondene. En analyse fra tænketanken DEA viser således, at de 20 procent mest succesfulde forskere får 75 procent af den samlede bevillingssum.

“Det er både frustrerende og hårdt, når du må sige til din institutleder og kollegerne, at det heller ikke lykkedes denne gang. Ikke fordi din ansøgning var dårlig, men fordi succesraten er meget lav”, siger Karen Vallgårda.

Hun fortæller, at det er en mere eller mindre udtalt forventning til alle forskere i dag, at de skal skaffe eksterne midler – det gælder også på institutter, hvor det ikke står nedskrevet som et formelt krav.

Det bliver taget op til MUS-samtaler, hvordan det går med søgningen efter midler, det står i strategier og udviklingsplaner og betones i nyhedsbreve og statusrapporter. De, der har fået penge, fremhæves og roses ofte mere end fx vægtige publikationer, og evnen til at hente eksterne midler er typisk en faktor i forbindelse med fyringsrunder. Ifølge Karen Vallgårda er det også blevet mere udbredt at ansætte forskere i tidsbegrænsede lektorater.

“Institutternes økonomi er afhængig af de eksterne penge, så hvis man ikke leverer, kan det føre til, at ansættelsen ophører, eller at man bliver pålagt flere administrative opgaver eller mere undervisning. Vi risikerer dermed at få skabt et A-hold bestående af dem, der primært forsker, og et B-hold, der primært underviser”, siger hun.

En belastning at skulle søge

En undersøgelse gennemført af Djøf i 2017 blandt foreningens medlemmer, der er ansat som videnskabeligt personale ved universiteter og sektorforskningsinstitutioner (UFO), bekræfter, at mange forskere føler sig presset af kravet om at skulle skaffe midler til deres fortsatte ansættelse.

66 procent svarer, at de i et eller andet omfang skal søge midler. Ud af dem oplever 40 procent det i høj grad som en psykisk belastning, mens 39 procent i nogen grad oplever det som en belastning.

Undersøgelsen dokumenterer også et markant højere stressniveau blandt forskerne, der er belastet af at skulle skaffe eksterne midler, end blandt resten. I Djøfs seneste vilkårsundersøgelse fra september 2020 svarer 14 procent af UFO-medlemmerne, at de aktivt søger efter et andet job, mens det kun gør sig gældende for 7 procent af Djøfs øvrige medlemmer.

Caroline Adolphsen, lektor ved Juridisk Institut på AU og formand for sektorudvalget for universiteter under Djøf Offentlig, siger, at det historisk set ikke har været et krav, at forskerne inden for hendes forskningsområde, juraen, skulle skaffe eksterne midler selv, men for cirka ti år siden begyndte man at snakke om, at det var et stigende problem.

“Vi kan genkende det fra flere og flere af vores medlemmer, og tallene bekræfter en bekymrende udvikling. Alt, vi hører fra den øverste ledelse, går i retning af, at vi skal skaffe flere eksterne midler selv for at finansiere vores egen løn. Det er stik mod den handleplan, vi har på AU for jobsikkerhed for yngre forskere”, siger Caroline Adolphsen.

At det ikke kun er de forskere, der har svært ved at leve op til kravene, som overvejer at søge væk, viser et mailsvar, som Forskerforum har modtaget fra en forsker, der ønsker at være anonym.

Vedkommende, der kommer fra et felt, hvor de er enormt succesfulde i forhold til at hente bevillinger og publicere i internationale tidsskrifter, skriver:

“Samtidig er der en enorm utilfredshed blandt mange medarbejdere, som trods succes ikke “orker” de opskruede forventninger, ledelsen som resultat har til os. En forventning om konstant og støt hjemtagning af forskningsmidler i størrelsesordenen 5 millioner +. Vi er samtidig en relativt “ung” afdeling, hvor rigtig mange af os har hjemmeboende børn, mange har yngre børn. En kollega (midt i fyrrerne), som er kørt i stilling til et professorat, har omtalt det, der sker, som “en projekternes dødsspiral”. Rigtig mange af mine kolleger udtrykker, at de fortløbende overvejer at søge væk/sige op. Og at det, der primært holder dem tilbage, er a) at de ikke kan få øje på et attraktivt alternativ og b) at de elsker deres kolleger”.

USA satser på talenterne, Danmark på seniorerne

Martijn Heck har fulgt med i udviklingen i Danmark siden 2013, hvor han blev ansat som lektor på Aarhus Universitet, og til 2020, hvor han rejste hjem til et professorat i Nederlandene. Han skrev sin ph.d. ved Eindhoven University of Technology (TU/e), og fra 2009 til 2013 var han ansat som postdoc ved Silicon Photonics Center ved University of California, Santa Barbara i USA, indtil han grundlagde sin forskningsgruppe “The Photonic Integrated Circuits group” på AU.

Han kom til et helt nystartet institut, hvor alt, han fik udleveret, var en bærbar computer. Der var intet laboratorium, ingen startpakke med forskningsmidler til at komme i gang og ingen kolleger inden for hans felt, så alt skulle bygges op fra grunden. Han tilføjer, at der halvandet år senere blev indført en form for startpakker af Aarhus Universitets Forskningsfond, men de midler var konkurrenceudsatte.

Alligevel havde han succes, fik midler fra bl.a. Danmarks Frie Forskningsfond i fire omgange og opbyggede en forskningsgruppe på ti medlemmer.

Men gennem årene i Danmark har han undret sig over, hvor lidt vi gør for at hjælpe de unge forskertalenter i gang med karrieren sammenlignet med i USA.

“I Danmark får seniorforskerne de fleste fordele, men man burde investere meget mere i juniorforskerne, som man gør i USA, fordi man opnår en større effekt ved at kickstarte deres karriere. I trækker mange dygtige unge forskere til Danmark, men systemet kan ikke understøtte dem”, siger Martijn Heck.

Han tilføjer, at Danmark internationalt set bevilger forholdsvis mange penge til forskning, men at der er for mange forskere, som hver især indsender for mange ansøgninger, fordi de ofte bliver presset til det af deres ledere, og det skaber en voldsom konkurrence om forskningsmidlerne.

“De unge forskere bliver lokket med en gulerod om, at de kan få en akademisk karriere, men det er ofte umuligt. Universiteterne kan ikke ansætte så mange”, siger Martijn Heck, der vendte tilbage til Eindhoven University of Technology, da han blev tilbudt et professorat og en stilling som videnskabelig direktør.

Konkurrencen er gået for vidt

Maria Theresa Norn, der er analysechef i tænketanken DEA og seniorforsker på AU, bekræfter, at ansættelser, fastholdelser og avancement i vid udstrækning er drevet af, hvilke forskere og områder der tiltrækker eksterne midler.

“En institutleder sagde til mig, at når en forsker bliver ansat, får vedkommende et skrivebord og et jagttegn, og så skal han/hun selv jage bevillingerne”, siger Maria Theresa Norn.

Hun oplever til gengæld også en stigende enighed internt på universiteterne om, at eksterne bevillinger ofte fylder for meget i beslutningen om, hvem der ansættes og forfremmes. Hun siger, at mange universitetsledere ser et behov for, at beslutninger om ansættelser i mindre grad drives af, hvem der har eller forventes at få eksterne bevillinger, så det i højere grad bliver et bevidst strategisk valg, hvilke forskningsområder og profiler man vil satse på.

“I Danmark har vi en model, hvor unge forskere konkurrerer om at komme gennem et meget lille nåleøje, som i høj grad påvirkes af evnen til at hjemtage eksterne bevillinger. Det skal skabe større forskningskvalitet, men når konkurrencen er blevet så stor, som den er, kan det virke kontraproduktivt, fordi det ikke nødvendigvis er alle de bedste forskere, som bliver udvalgt, men primært dem, der er inden for velfinansierede forskningsområder eller forskergrupper”, siger Maria Theresa Norn.

Danmark går glip af talent og viden

Karen Vallgårda er enig i, at systemet får dygtige forskere til at søge væk og talentfulde kandidater til at fravælge en karriere på universiteterne. Dermed går Danmark glip af talent og viden.

“Spørgsmålet er, om vi får de bedste forskere ind med et så stressfuldt miljø med mange arbejdstimer, hvor ens ansættelse tilmed er afhængig af, at man kan hive midler hjem. Det sker desværre ofte, at de bedste kandidater søger andre steder hen, hvor løn- og arbejdsvilkår er bedre”, siger hun.

Hun tilføjer, at friheden til selv at vælge sit forskningsemne også bliver mere og mere indskrænket, fordi forskerne må rette ind og udtænke projekter inden for områder, hvor det er politisk opportunt at søge, og hvor pengene er, primært inden for sundheds- og klimaforskning. Dermed bliver det for nogle endnu mindre attraktivt at vælge forskervejen.

“Der er en værdi i at have diversitet i forskningen i form af forskellige profiler, områder, metoder og tilgange, så det er et problem, at en så stor del af midlerne i Danmark er konkurrenceudsatte og politisk øremærket til særlige formål”, siger Karen Vallgårda.

Hun mener, at løsningen er, at politikerne bevilger flere basismidler til universiteterne, som de selv kan disponere over, og at fondene begynder at betale for de fulde følgeomkostninger ved at gennemføre forskningsprojekter.

Kollektivt ansvar på KU-institut

Bo Jellesmark Thorsen, Institutleder og professor ved Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi på Københavns Universitet, har været aktiv i debatten om den stigende eksterne finansiering af forskningen og den manglende dækning af følgeomkostningerne.

Han fortæller, at de for at reducere presset på forskerne har indført en kollektiv model på Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, hvor institutledelsen ikke stiller individuelle eller gruppevise årlige mål for fundraising, men italesætter, at alle lektorer og professorer har et særligt ansvar for at understøtte forskningen gennem fundraising. Evnen til at få konkurrencedygtige ideer til forskning, der kan vinde midler, er også et blandt mange kriterier i bedømmelsen af ansøgere til faste stillinger.

Ifølge Bo Jellesmark Thorsen dækker de fastansatte forskere i gennemsnit en del af deres egen løn fra eksterne midler, men for den enkelte kan det variere meget over årene. Han oplever, at forskere ofte får en periode med færre midler, når de har haft en periode med rigeligt med midler. Det er sjældent, at den ene store bevilling følger den anden – der skal ofte bruges kræfter på både at afslutte publicering fra projekter efter deres udløb og at få nye ideer sat på hjul. I den periode går de som institut kollektivt ind og dækker de finansieringsbehov, der måtte være.

“Den model tror vi måske reducerer presset lidt, men presset er der helt sikkert på os alle – som kollektiv og som individer. Ved at finansiere seniorerne delvist eksternt frigør vi midler, som vi kan bruge til fx instituttets årlige beskedne, men vigtige opslag af ph.d.-stipendier, hvor vi har mulighed for at rekruttere og uddanne dygtige unge forskere til fagområder, der måske ikke så nemt får eksterne midler til ph.d.er i aktuelle calls. Vi kunne vælge at undlade det og så reducere det kollektive behov for at skaffe midler, men vi tror, at vi fagligt får mere ud af det, vi gør her”, skriver Bo Jellesmark Thorsen.