Spring menu over
Dansk Magisterforening

Når sandheden er ilde hørt

Foto af Caroline Adolphsen

© Foto: AU

Af Caroline Adolphsen
Del artikel:

Da de tyrkiske myndigheder afskedigede tusindvis af ansatte på de tyrkiske universiteter i kølvandet på det angivelige kupforsøg mod præsident Erdoğan i sommeren 2016, rystede vi på hovedet over vilkårene for forskningsfriheden i det totalitære regime. Signalet var soleklart: Ret ind, eller ryk ud – og internationale aktører var enige om, at der var grund til at råbe vagt i gevær. Sammen med den fri presse er forskningsfriheden nemlig noget, vi tager som forudsætninger i oplyste samfund.

Herhjemme var det knap så dramatisk, da Fogh Rasmussen tilbage i nullerne gik til angreb på eksperter og nedlagde diverse nævn og råd. Siden da er det blevet mere almindeligt for politikere at afvise eller erklære sig uenige i forskning eller kritisere afgørelser truffet af domstolslignende nævn eller endda af domstolene. Har dette noget at gøre med forskning? Ja, for det er eksempler på, hvordan faglig viden ad mange veje er blevet udsat for politisk delegitimering gennem de sidste 20 år.

I 2017 viste en undersøgelse af vilkårene for forskningsfrihed i EU, at Danmark lå på en 24.-plads ud af 28 lande. Det var ikke et stort diskussionsemne på universiteterne, og de færreste kunne nok forudse, hvordan vilkårene for forskningsfriheden og dermed for oplysningen af samfundet ville se ud i Danmark anno 2021. Det er bestemt ikke blevet bedre, og skulle vi have fået en bedre placering på listen, skyldes det snarere, at vilkårene i andre lande er blevet forringede.
Hvordan hænger det sammen med, at Danmark er et ”videnssamfund”, hvor vi skal leve af vores knowhow? Er politikerne ikke klar over, at forskningen kun har værdi, hvis den er fri? Eller handler det om, at der simpelthen bare er forskningsresultater, de ikke kan lide, og som derfor skal desavoueres?

Når Ane Halsboe-Jørgensen stemmer for en løftet pegefinger til universiteterne, er det svært at se det som andet end en venlig, men bestemt påmindelse: Ret ind, eller ryk ud

Caroline Adolphsen, formand for Djøfs sektorudvalg for universiteter og forskning

Det er næppe et tilfælde, at Messerschmidt, Dahl m.fl. fremhæver bl.a. racismeforskning og kønsforskning som ”problematiske” forskningsområder. Man ser ikke ligefrem den samme nidkærhed, når blikket kastes på naturvidenskabelig eller medicinsk forskning. Er denne forskning bare bedre, eller er den ganske enkelt mindre ubekvem for en bestemt politisk dagsorden? Politikerne stod i hvert fald ikke i kø for at kritisere den danske hjerneforskning under Penkowa-sagen, og ingen foreslog dengang, at Københavns Universitet skulle lukkes.

Af det netop vedtagne politiske forslag V 137 om overdreven aktivisme i visse forskningsmiljøer fremgår bl.a. ”Grundprincippet i det frie universitet er en akademisk selvregulering”. Det kan man kun være enig i. Men hvorfor er det nødvendigt at vedtage teksten? Hvorfor har regeringen stemt for en erklæring, hvis den kun minder os om universitetsloven? Regeringen kunne have stemt imod eller undladt at stemme, men stemte for. Det samme gjorde Venstre, der ellers havde som erklæret mål i sidste regeringsperiode at luge ud i regeljunglen.

Når Ane Halsboe-Jørgensen stemmer for en løftet pegefinger til universiteterne, er det svært at se det som andet end en venlig, men bestemt påmindelse: Ret ind, eller ryk ud. Ikke mindst fordi erklæringen vedtages, samtidig med at regeringen har bestemt sig for at lade universiteterne løse Danmarks regionalpolitiske udfordringer ved at varsle udflytning af uddannelser, bestukket med løfter om bedre uddannelsesfinansiering for dem, der flytter uden for byerne – en finansiering, der slet ikke står mål med omkostningerne, og som snarere er en maskeret besparelse. Når vi råber op, bliver vi mødt med en alt andet end fagligt begrundet modstand. Vi får at vide, at de store byer ikke er ”bedre” end de mindre, og særligt statsministeren signalerer klart, at der er tale om en slags elitær arrogance, når vi forklarer skadevirkninger af at trække underviserne ud af forskningsmiljøerne. Tror I, at I er bedre end de gode folk i Udkantsdanmark? Nej, men vi kan ikke levere kvalificeret forskning uden at være en del af et forskningsmiljø, og vi kan ikke levere forskningsbaseret undervisning uden kvalificerede forskere. Man kan ikke flytte de studerende væk fra forskningsmiljøerne, uden at uddannelserne derved forringes. Og man kan ikke forvente, at forskerne uden videre flytter med ud. Den erkendelse er lysende klar efter udflytningen af de statslige arbejdspladser. Det minder vi gerne regeringen om, hvis vi bliver spurgt. Det bliver vi bare ikke, og med vedtagelsen af V 137 har regeringen med al ønskelig tydelighed markeret, at den selv bestemmer, hvornår den gider høre på universiteterne.