Fra skandalesager til ordentlige forskningsbetingelser

Det er en af forskningens fornemmeste opgaver at skabe og formidle ny viden, som kan kvalificere de diskussions- og beslutningsprocesser, som retningsgiver samfundsudviklingen. For at løfte et sådant ansvar samvittighedsfuldt er det afgørende, at de rigtige rammer og vilkår er til stede. Forskningen skal ikke kunne angribes for at være i lommen på kommercielle interesser eller styret af politiske interesser. Naturligvis skal forskningen være i levende dialog med sin omverden, men den akademiske frihed og uafhængighed er og skal være grundsten i moderne demokratiske samfund.

De senere års ændringer i de måder, forskning finansieres, styres og organiseres på, har imidlertid vist sig at indeholde alvorlige trusler mod den integritet, som forskningens legitimitet står og falder med. Store besparelser betyder, i kombination med krav om øget ekstern finansiering, at forskere presses til at gå på kompromis med faglige standarder for at sikre indtjening og ansættelsessikkerhed.

I offentligheden kommer sådanne systemiske problemer typisk til udtryk i afsløringer af diverse skandalesager, som af gode grunde vækker bekymring og forargelse. Imidlertid kniber det i de ophedede debatter ofte med at skifte perspektiv fra symptomer til årsager. Vi er nødt til at gøre op med, at forskere og universiteter fanges i urimelige krydspres, hvor hensyn til økonomisk overlevelse og sikring af forskningskvalitet træder i modsætningsforhold til hinanden. At den offentlige debat præges af stadigt mere grove angreb på enkeltpersoner, og hele forskningsområder falder i unåde blandt magtfulde meningsdannere og beslutningstagere, føjer endnu et krydspres til. Lad os se nærmere på problemstillingen.

Forskere har altid været udsatte, når de har produceret viden, som forstyrrer vores verdensbillede og kalder på forandring. Det var med livet som indsats, at de tidligste naturvidenskabelige forskere forfulgte den angstprovokerende hypotese, at jorden ikke er flad – men rund. Senere gjorde man nar af idioter, som eksperimenterende forfulgte den tanke, at det, vi i dag kender som telefoner, kunne udvikles og gøre gavn. Emner og angrebsmetoder skifter gennem tiderne.

I dag er modstand mod naturvidenskabelig vidensudvikling og almen teknologiforskrækkelse erstattet af quickfixoptimisme, og det er aktuelt især humanistisk og samfundsfaglig forskning, som står for skud. Forskere, der fx studerer seksuelle, religiøse eller etniske minoriteters oplevelsesperspektiver og grundvilkår og i forlængelse heraf formidler indsigter, som udfordrer dominerende kulturelle forståelsesrammer, anklages rask væk for at bedrive dårlig videnskab. Udviklingen er stærkt bekymrende. Ikke fordi forskere ikke skal kunne stå på mål for det som skatteyderpenge bruges på. Videnskabelig kvalitet skal altid sikres, og akademia har et veludbygget system herfor, som samtidig sikrer den eksperimenterende mangfoldighed, der er forudsætning for såvel praksisnær vidensudvikling som større paradigmatiske erkendelsesspring. Men vilkår for videnskabelig eksperimenteren undermineres, når prominente meningsdannere fx underholder i en podcast om trangen til at brænde navngivne universiteter ned til grunden, og politikere i bestyrtelse over bestemte videnskabelige tilgange kalder ministeren i samråd med opfordringer til direkte indgreb over for forskningsfriheden.

En mailboks fuld af tilsvininger dæmper forskernes mod på at formidle i offentligheden, og frygten for at pådrage sig et skadet omdømme er ikke af forfængelig karakter. For når forskernes ansættelse og karriere i stigende grad gøres afhængig af eksterne bevillinger, og alle ved, at en rutsjetur i mediemøllen ikke åbner pengekasser, så er både den frie forskning og incitamentet til forskningsformidling i offentligheden i fare. Hvor ville det hjælpe, hvis universitetsbestyrelser og Danske Universiteter turde angribe problemernes rod og sige klart fra over for rammer, som skaber urimelige arbejdsbetingelser for dedikerede forskere og de ledere, som ifølge loven sikrer arbejdsmiljøet. I de faglige organisationer står vi klar til samarbejde om at udvikle ordentlige forskningsbetingelser.