Et “bagtæppe” til tanker om samfund og politik

Som professor på Datalogisk Institut på KU, men med en humanistisk baggrund, og som tidligere medlem af Det Unge Akademi under Videnskabernes Selskab har Anders Søgaard selv fået noget jord under neglene i forhold til tværvidenskabeligt samarbejde og de synergier, det kan udløse.

Og selve konceptet med de forskellige videnskabsrepræsentanter og de store, fælles spørgsmål synes han gav fin mening, da han på Forskerforums invitation var en tur i biografen for at se filmen “Solutions”.

“Det her er en gruppe mennesker, der er godt valgt. De er gode til at kommunikere, og i forvejen er de ret tværfagligt indstillede. Jeg hørte dem tale et ret tværfagligt sprog. Og jeg er sikker på, at de alle sammen har fået vildt meget ud af at være der. På den måde mindede det mig om Det Unge Akademi, som var vildt berigende med alle de perspektiver, man fik på tingene”, siger Anders Søgaard.

Kun vestlige deltagere

Der var dog lige et par irritationspunkter, han skulle skubbe til side, før han for alvor kunne finde sig til rette i biografsædet.

“På et tidspunkt siger de eksplicit: Det er ikke for at sidde i Elfenbenstårnet og kloge os, at vi gør det her. Men den myte om videnskabsfolk synes jeg faktisk, filmen bekræfter. Det er alle professorerne, der er til stede, og de er næsten alle sammen fra Oxford. Det er ikke deres ph.d.-studerende, som udfører forskningen. Det bidrager til forestillingen om, at det handler om unikke personer mere end om et system”, siger han.

Det andet var den globalt set snævre sammensætning af forskergruppen.

“Der var ingen kinesere, russere, afrikanere eller indere. Det synes jeg er superuheldigt. Mange udfordringer handler om, hvordan folk tænker forskellige steder på jorden, men det kan også være en værktøjskasse. For eksempel i forhold til den omstilling, der handler om materielle goder – der kan nemt sidde nogle derude, der har nemmere ved det end os andre”.

Det sidste lille irritationsmoment var det forhold, at de forskellige videnskabelige fagligheder var repræsenteret af en enkelt person, som så får lov til at tegne hele feltet.

“Når man samler sådan en lukket flok, vil der være perspektiver, der er repræsenteret, og nogle, der ikke er. Der kommer også en gruppedynamik, der gør, at nogle ting bobler op til overfladen, mens andre ting ikke gør det”.

“Aggressive reguleringsideer”

Men ud over de små forbehold følte Anders Søgaard, at de næsten to timer i Cinemateket var ganske godt brugt.

“Når jeg ser film, føler jeg mig ofte manipuleret med, i forhold til hvad jeg skal tænke og føle. Men den her film er fed, fordi jeg på to timer når at reflektere en lille smule over rigtig mange emner. Jeg bliver bombarderet med en masse informationer – en liste af nøgleord, der trigger tankerne. Så filmen bliver et bagtæppe til at tænke over samfund og politik, hvad vil vi med at være menneske, ikke bare individuelt, men som en del af et fællesskab”, siger han.

Og løsningerne, som forskerne kommer op med, er så radikale, at de får en frem på stolekanten.

“På en måde bliver narrativen omkring løsningerne i virkeligheden at regulere meget mere. Der er ret mange aggressive reguleringsideer. På den måde er det mange politisk ukorrekte ting, der bliver sagt i sådan en film – lige fra at sætte spørgsmålstegn ved shareholdertanken til regulering af sociale medier. Og det er sjovt at se, hvad der sker, når man får sagt sådan nogle ting. For eksempel taler de om at splitte Facebook op. Første gang jeg hørte det, lød det som en ret radikal ide. Det virkede urealistisk. Men det er sådan en ting, man måske over tid kan tale sig varm på”.

Selv om filmen fokuserer på oplæg og specifikke udsagn mere end diskussionerne, synes Anders Søgaard alligevel, at det tværfaglige element slog igennem.

“Det tværfaglige sker vel i det omfang, at alle perspektiver påvirker den narrativ, der skal skæres – ideen om et elevatorpitch til politikerne og den brede befolkning. Og det er, som om filmen når hen til en syntese, der handler om økonomiske modeller og vækstindikatorer, som i øvrigt også var en kæphest, vi dyrkede i Det Unge Akademi. Jeg synes, det er en film, der giver mening at lave”. '