Slå koldt vand i blodet

Som universitetsforsker rammes man ofte af træthed. Ikke bare mens man for 117. gang tænder for edu-tech-gearet, holder endnu en forelæsning på nettet og zoomer ind på studerende, man aldrig har mødt og sikkert ikke kommer til at kende i det indeværende F2021-semester – men i særdeleshed når man lægger øre til d’herrer Henrik Dahls, Morten Messerschmidts og Rune Selsings udgydelser om “antividenskabelighed” i medierne.

Uden at respektere armslængdeprincippet mellem politik og videnskab og helt uden blusel udskriges og udskammes særlige humanistiske og samfundsvidenskabelige forskningsområder for at være renset for videnskabelighed, være esoteriske, gennempolitiserede og frem for alt for at spilde skatteborgernes penge. Iøjnefaldende former for køns-, minoritets-, uligheds- og kulturforskning latterliggøres og lægges for had.

Selvfølgelig ville det være det nemmeste, hvis det, som humanister og den kvalitative del af samfundsvidenskaben prøver på at forstå, fortolke og begrebsliggøre, kunne naturaliseres og positiveres once and for all. Så ville der ikke være mere at strides om. Fristende ville det også være, hvis man kunne kræve af forskerne, at de hylder et syn på videnskaben, der går ud på udelukkende at indsamle data og lade de objektive størrelser tale for sig selv.

Men at det ikke kan lade sig gøre, ligger i sagen selv; thi udforskning af køn, kultur og identitet rejser en række komplekse og mangefacetterede spørgsmål, der ikke gives lette kompleksitetsreducerende svar på. Dertil kommer, at menneskelivet in toto ikke bare leves og fortolkes, men også opleves, tænkes og videnskabeliggøres.

Tag nu fx menneskets plastiske hjerne, der på én og samme tid er et stykke avanceret biologi og en foranderlig størrelse, der ikke kan reduceres til noget stabilt og fiksérbart. Derfor må vi – både forskere og lægmænd – være rede til at entre en uafgørlighedszone mellem en biologisering af human- og samfundsvidenskaberne og en sociologisering af neurovidenskaben, som den tyske sociolog Werner Vogd formulerer det. Glemmes bør det heller ikke, at positivismen aldrig har været apolitisk og neutral.

Inden for den neurovidenskabelige frontforskning udviskes grænserne mellem den neuronale dynamik, den fænomenologiske beskrivelse og den sociale dynamik. Tænkningsmæssigt lever vi i en udfordrende tid, hvori det er ved at gå op for ganske mange, at hjernen er et neuroplastisk og medierende organ og ikke dén privilegerede nøgle til at forklare menneskelivet.

På samme vis kan vi håbe på, at rethaveriske og videnspolitisk agerende politikere og højtråbende meningsdannere vil kunne bringes til at forstå, at mange dybe grundvidenskabelige spørgsmål befinder sig inden for en på én gang produktiv og gådefuld uafgørlighedszone. Således kalder tiden snarere på fri forskning end på bornerte indgreb i den frie forskningsret.

Som Werner Vogd vil vi hævde, at der må etableres kreative diskussioner mellem de forskellige enkeltvidenskabelige perspektiver og formes en ny videnskabelig kultur, hvori man kan tale med hinanden på tværs af nat., samf. og hum. med åbenhed og respekt. Det er en dobbelt udfordring at undgå at forfalde til enten en ren biologisme eller en ren sociologisme. Rethaveriske reduktionismer bærer ikke fremtiden i sig – snarere tværtimod.