Forskning med eller uden holdninger?

“Inden for samfundsvidenskaberne mener jeg, at skelnen omkring aktivistisk forskning dybest set er noget vrøvl. Al samfundsforskning har politiske implikationer”.

Sådan siger Christoph Ellersgaard, nyudnævnt lektor ved CBS og forsker i magtnetværk. Og en af dem, der “vrøvler”, er Uddannelses- og Forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen.

“Politisering og aktivisme må ikke snige sig ind i forskningen”, understregede hun efter et møde med universitetsrektorerne. Mødet fandt sted på baggrund af en politisk kritik båret frem af Morten Messerschmidt (DF) og Henrik Dahl (LA), der har angrebet både migrations- og kønsforskere for aktivisme og pseudovidenskab.

Men kan man adskille politik og aktivisme – holdninger og ønske om forandring – fra forskningen, og hvor går forskningens egne grænser? Forskerforum har talt med tre forskere, som på hver deres måde arbejder med politisk kontroversielle emner, og som alle tre er aktive i den offentlige debat.

Værdier smitter af på forskningsvalg

Man skal ikke scrolle længe blandt Christoph Ellersgaards Twitter-opslag for at konstatere, at ulighed i samfundet er en problemstilling, der optager ham meget. Han lægger ikke skjul på sin egen kritiske holdning til de uofficielle magtstrukturer, han forsker i, og at afdækningen af det, han opfatter som problematiske forhold, er en væsentlig motivationsfaktor. Men det gælder i større eller mindre grad for alle samfundsforskere, mener han. Allerede i det øjeblik man definerer sit forskningsprojekt, har man taget nogle valg.

“For mig at se handler forskning om at arbejde med data, der tilvejebringer argumenter og underbygger det, man er interesseret i. Det er klart, at når jeg vælger at trække tal frem om mænd eller kvinder, blå eller brune øjne, så er det, fordi jeg tænker, at det har relevans, i forhold til hvordan samfundet skal indrettes. Men det er det samme for alle. Den måde, man konstruerer forskningsspørgsmål på, er for mig at se ikke værdineutral”, siger Christoph Ellersgaard og understreger samtidig, at han gør meget ud af at sikre fuld transparens i forhold til data.

Bekvemmelighedsflag

Så al samfundsvidenskabelig forskning rummer en flig af aktivisme?

“Ja, en flig af politisk stillingtagen. Vi ser det bare mere tydeligt med den forskning, der ikke er systembevarende. Det, som lægger sig op ad konsensus, kan sejle lidt mere under bekvemmelighedsflag og dermed fremstå mindre politisk”.

Han peger som eksempel på HOPE-projektet på AU, som løbende undersøger befolkningens adfærd og reaktion i forhold til myndighedernes tiltag mod coronasmitte.

“HOPE-projektet har et formål, der handler om at få folk til at følge myndighedernes anbefalinger. Så det er klart aktivistisk. Men vi tænker det ikke som aktivistisk, for de fleste synes, det er et fornuftigt formål. Men når man taler om “aktivistisk forskning”, kan man frygte, at det vil blive defineret som dem, der mener noget, der ligger for langt fra den politiske mainstream”.

Og her er det, forskningsfriheden skal komme i spil, mener han.

“Vi har et samfund, der generelt set er domineret af den viden, der er spyttet ud fra ministerier, organisationer, tænketanke og så videre. Der er forskningen et fristed, hvor du kan mene noget, der ikke nødvendigvis passer med, hvad folk mener på bjerget”.

Økonom og erklæret liberal

Christian Bjørnskov er professor i nationaløkonomi ved AU. Samtidig er han bestyrelsesmedlem i den liberale tænketank CEPOS og erklæret liberal. Og jo, det spiller en rolle i forhold til hans forskning, siger han selv.

“Jeg tror i høj grad, at de forskningsspørgsmål, man stiller, hvis man som mig er liberal, eller hvis man er traditionelt venstreorienteret, er mere statskritiske. Så på den måde bliver ens forskningsmæssige interesser formet af ens verdenssyn”, siger han.

Han nævner som aktuelt eksempel en artikel, hvor han og medforfatteren Andreas Bergh undersøger, hvorvidt liberaliserende og deliberaliserende reformer påvirker ligheden i samfundet.

“Der har været en basal holdning i litteraturen om, at reformer gør de rige rigere. Men vi spørger: Er det i virkeligheden rigtigt? Det er sådan et spørgsmål, som det nok primært er liberale økonomer, der stiller”, siger Christian Bjørnskov.

Skjulte ideologier

Men det, at forskningsspørgsmålene er påvirket af ens verdenssyn, er på ingen måde ensbetydende med, at svarene er det, pointerer han.

“I økonomi går man derhen, hvor empirien fortæller en, at svaret ligger. Og gør man ikke det, er der en enorm chance for, at man bliver “fanget” af peer review-processen, af de faglige diskussioner og så af den tradition, der efterhånden er i hele feltet med at dele data, metoder og så videre”.

Vil man altid kunne adskille spørgsmål, empiri og resultater?

“I nogle felter kan det nok være svært at skelne. Men i nationaløkonomi og store dele af statskundskab er traditionen, at man viser, at resultaterne ikke kan ødelægges. På andre områder er det meget sværere. For eksempel historie, hvor der er et meget større fortolkningselement, i forhold til hvilken empiri man vælger, og hvad man får ud af den”.

Skal du som forsker forsvare dit tilhørsforhold til CEPOS?

“Nogle gange bliver jeg forholdt: Du sidder i CEPOS’ bestyrelse, så du mener nok sådan og sådan … Det kan være irriterende, men jeg vil hellere have det på den måde, end som det er med nogle forskere, som man ved har en ideologisk holdning, men som lader, som om de ikke har. En række forskere mener, at det at være socialdemokrat er ensbetydende med, at man ikke er ideologisk. Det synes jeg er en sær holdning”.

“Meget svært ikke at være indigneret”

Et aktuelt spørgsmål, hvor Christian Bjørnskov er aktiv både som forsker og som debattør, er i forhold til coronanedlukningerne. Han rettede i efteråret en hård kritik mod nedlukningerne med henvisning til sin egen sammenlignende undersøgelse af nedlukningerne i 24 lande, der konkluderede, at det ikke gjorde nogen forskel for dødstallet, om nedlukningerne var hårde eller bløde – en konklusion, der dog blev kritiseret af en række sundhedsforskere.

Christian Bjørnskov erkender, at han personligt er meget optaget af coronahåndteringen. Men hans undersøgelse var ikke aktivistisk forskning.

“Min ide var at komme med et samfundsøkonomisk bud på, hvor mange liv der reddes af de her lockdowns – sætte tal på, hvad det koster at redde et coronaliv. Det synes jeg er et relevant spørgsmål, når nedlukninger forårsager så store økonomiske og sociale skader. At empirien viste, at nedlukningerne ikke reddede liv, havde jeg så ikke forventet. Og efterfølgende er den undersøgelse blevet opfattet som meget rabiat. Så det er et eksempel på, at et resultat opfattes som ideologisk, og så slutter man, at intentionen nok også har været ideologisk”, siger Christian Bjørnskov.

Men i dine debatindlæg virker du personligt indigneret – har man lov til det som forsker?

“Ja, det synes jeg. Når man beskæftiger sig for eksempel med politisk økonomi, er det meget svært ikke at være indigneret, medmindre man er ligeglad med verden. Der skal være plads til, at forskere er mennesker – og mennesker har holdninger”.

Den “politiserende professor”

Forskere skal tilskyndes til at deltage i den offentlige debat, står der i universitetsloven. Og den tilskyndelse er ikke prellet af på AU-professor Stiig Mark­ager. Gang på gang har han i kronikker og debatindlæg skrevet om en stigende udledning af kvælstof fra landbruget og de drastiske tiltag, han mener, der er nødvendige, hvis Danmark skal leve op til EU’s vandrammedirektiv. Det har gjort Stiig Markager til en upopulær herre i landsbrugskredse, særligt i organisationen Bæredygtigt Landbrug, der har sagsøgt ham for injurier mod landmændene. Den “politiserende professor”, er han blandt andet blevet kaldt af Bæredygtigt Landbrugs faglige direktør, Jørgen Evald Jensen, der også har beskyldt ham for at manipulere med tallene.

Det er en nærliggende tanke, at Stiig Markager – som mange andre – kerer sig om vandmiljøet og derfor bliver ved med at slå på tromme for at få sænket kvælstofudledningen. Men nej, det er ikke sådan, det hænger sammen.

“Når jeg føler en forpligtelse til at deltage samfundsdebatten, er det, når politikere siger ting, der ikke kan lade sig gøre ud fra et naturvidenskabeligt synspunkt. Når Rasmus Prehn siger, at vi ikke skal genere landbruget, men samtidig skal have et godt vandmiljø og overholde EU’s vandrammedirektiv, så er jeg nødt til at sige: Det kan ikke lade sig gøre. Man er nødt til at begrænse Danmarks udledning af næringsstoffer. Der mener jeg, vi har en forpligtelse som forskere til at holde debatten på sporet”, siger Stiig Markager.

Tyve år uden offentlig interesse

Så det er forkert at sige, at din forskning er drevet af ønsket om bæredygtigt vandmiljø?

“Ja, det er det. Jeg kan have nogle personlige overbevisninger. Men dem kan jeg godt skelne fra min forskning. Da jeg startede med at forske i sin tid, var det ud fra en nørdet interesse i, hvordan en plante vokser, hvordan den absorberer lys og så videre. Som forsker er jeg nødt til at skaffe midler til min forskning, så jeg forsker i det, samfundet vil have mig til”.

Stiig Markager nægter ikke, at hans forskningsområde de senere år har været politisk kontroversielt. Men det er ikke noget, han har gjort det til.

“Jeg har tænkt en del over det, og jeg er kommet til den konklusion, at når forskning er aktuelt relevant – forstået på den måde at det har potentiale til at forandre ting i samfundet – så bliver det altid politisk. Coronaen er et godt eksempel. Du har epidemiologer, der har gået og forsket fredeligt i virus i tyve år. Så kommer coronaen, og så bliver det pludselig kontroversielt. Jeg har arbejdet med algers vækst i mange år uden særlig stor opmærksomhed, men fordi mine resultater har fået relevans på grund af vandmiljøproblemer og klima, og fordi området har stor betydning for landbruget, så kommer forskningen til at tale ind i en politisk sammenhæng. Derfor er det noget vrøvl at angribe mig for at være “politiserende”, det kan ikke være anderledes”.