Medarbejdere kræver ledelsesopbakning til forskerne, som Besenbacher kaldte “redeskidere”

Sagen om Carlsbergfondets formand, Flemming Besenbachers, kritik af tre AU-forskere bliver ved med at ulme. En række medarbejdere mener ikke, at AU-ledelsen har været tydelig nok med at tage afstand fra Besenbacher og bakke forskerne op.

“Vi savner, at ledelsen viser, at den tager god videnskabelig praksis alvorligt – ikke bare med floskler – og først og fremmest savner vi, at ledelsen afviser indblanding fra donorer”.

Sådan siger Henrik Balslev, professor ved Institut for Biologi. Efter et personalemøde på instituttet valgte 26 forskere at underskrive et brev, der udtrykte “dyb bekymring” over ledelsens håndtering af sagen.

Sagen tager udgangspunkt i en artikel i Nature med to AU-forskere blandt forfatterne, en artikel, som måtte trækkes tilbage på grund af en fejl. Tre forskere ved Institut for Fysik havde påpeget fejlen, og sagen førte også til kritik fra Praksisudvalget på AU. Men det skabte irritation hos Flemming Besenbacher, der i en mailkorrespondance med AU NAT-dekan Kristian Pedersen blandt andet omtalte de tre kritikere som “redeskidere”, mens dekanen på sin side skrev, at han havde lyst til at “tape deres mund med gaffatape”.

Siden har både Kristian Pedersen og Flemming Besenbacher undskyldt deres ordvalg, og Besenbacher har erkendt, at det var en fejl at blande sig. Fremover vil han erklære sig inhabil vedrørende forskningsansøgninger fra AU NAT.

“Pengene er vigtigere end sandheden”

Over for Berlingske, som afslørede mailkorrespondancen, har Besenbacher dog også fastholdt sin kritik af de tre forskere, som han mener handlede “ukollegialt”.

Den detalje er blevet noteret på AU. Flere kilder, som Forskerforum har talt med, peger på, at Besenbachers kritik har fået lov til at stå og blafre i vinden, og dermed hænger der stadig en smule tvivl ved de tre forskere, der gik i rette med Nature-artiklen.

Rektor Brian Bech Nielsen har i en udtalelse til medarbejderne på AU skrevet, at han har påtalt over for dekanen, at hans udtalelser var uacceptable, at der skal værnes om både forskningsintegritet og godt arbejdsmiljø, og at Besenbacher ikke har haft nogen indflydelse på sagen.

Men de udmeldinger er ikke markante nok, mener en del af medarbejderne.

“Vi har på et møde spurgt dekanen, om ledelsen ville give en direkte undskyldning til de tre forskere. Det ville man ikke, var svaret. Om Besenbacher sagde dekanen bare, at de har talt med ham”, siger Henrik Balslev.

Han mener, at det i medarbejdernes øjne kan se ud, som om ledelsen hellere vil lægge låg på sagen end tage et åbent opgør med Carlsbergfondets formand.

“Vi føler os dårligt tilpas, når pengene og det, at AU ikke må komme i avisen, er vigtigere end sandheden”, siger han.

Medarbejderne på Biologi vil nu forfatte et nyt klagebrev til deres tillidsrepræsentanter og repræsentanter i AU’s bestyrelse.

Rektor: Skulle have reageret tidligere

Forskerforum har fremlagt kritikken for rektor Brian Bech Nielsen, der skriftligt svarer, blandt andet på hvorfor han ikke mere tydeligt har bakket op om de tre fysikforskere.

“De tre kritikeres bestræbelser på at afklare, om der er udvist ansvarlig forskningspraksis, er bestemt anerkendelsesværdigt. Men ledelsesansvaret omfatter begge medarbejdergrupper – både de tre kritikere og dem, der kritiseres, hvilket indebærer en forpligtelse til at balancere udmeldinger i en sag, der endnu ikke er afsluttet”, skriver han.

Hvorfor har AU-ledelsen ikke mere eksplicit taget afstand fra Flemming Besenbacher?

“Forsøget på indblandingen er blevet afvist. Men for at ingen skal være i tvivl: Jeg tager afstand fra Besenbachers ageren i denne sag. Eksterne instanser og fonde har ikke haft – og skal ikke have – indflydelse på den slags sager på AU. Når det er sagt, tager jeg ikke afstand fra personen Flemming Besenbacher. Jeg har kendt Flemming i 40 år, og han er en af mine nære venner”.

Er der – set i bakspejlet – noget, ledelsen burde have gjort anderledes?

“Jeg mener, at den lokale ledelse har håndteret selve sagen om forskningspraksis rettidigt og efter bogen. Desværre opstod der undervejs en konflikt mellem to grupper, som måske kunne være blevet dæmpet ved at involvere en konfliktmægler på et tidligere tidspunkt. For mit eget vedkommende besvarede jeg ikke Flemming Besen­bachers mails, netop fordi han på ingen måde skulle have indflydelse på sagen. For helt at undgå enhver mistanke herom burde jeg – set i bakspejlet – have gjort dette klart i et skriftligt svar, allerede da jeg modtog den første mail. Det er min lære fremadrettet”.