Forsker i Pittsburgh – sidder i Aarhus

Ph.d.-studerende Marius Hogräfer er i øjeblikket på udlandsophold ved Carnegie Mellon University i Pittsburgh. Et virtuelt udlandsophold. Han sidder nemlig dagligt ved sin computer i Aarhus, hvor han er ansat. Men da coronasituationen gjorde det umuligt at gennemføre det forskningsophold, som han havde planlagt, fik han lov til at erstatte det med en virtuel løsning.

“Mit projekt handler om datavisualisering, og det er noget, forskerne i Pittsburgh har stor ekspertise i, så det var meget vigtigt for mig at gennemføre mit ophold hos dem”, fortæller Marius Hogräfer, der er tysk og kandidat fra Technische Universität Dresden.

Han håber også, at deltagelsen i det virtuelle fællesskab kan skabe en form for netværk med forskerne i Pittsburgh.

“Jeg deltager i gruppemøder og seminarer, og så forsøger jeg også at afholde nogle møder med de enkelte kolleger, hvor jeg hører om, hvad de arbejder med. Det er jo den slags samtaler, der ville være kommet naturligt, hvis jeg havde været derovre. Så på den måde kræver det, at jeg er lidt mere opsøgende. Men de arbejder jo også hjemmefra, så på den måde er jeg jo ikke uden for fællesskabet”, siger han.

Foreløbig er Marius Hogräfer relativt godt tilfreds med det virtuelle ophold, der kommer til at vare omkring tre måneder. I den periode er han fritaget for sine forpligtelser på AU, men han har dog valgt stadig at deltage i institutmøderne på Institut for Datalogi.

“Ikke noget at tabe”

Det virtuelle Pittsburgh-ophold er godkendt som miljøskifte af ph.d.-skolen på AU NAT, der selv har opfordret de ph.d.-studerende til at finde på den slags alternative løsninger.

“Vi har drøftet, hvad vi kan gøre for i det mindste at få en eller anden form for berøring med andre miljøer. Og så har vi skrevet og spurgt de ph.d.-studerende, hvordan det kan gøres, og der kom så blandt andet forslaget fra Marius”, fortæller David Lundbek Egholm, der er leder af ph.d.-skolen på AU NAT.

Han fortæller, at man i øjeblikket udviser meget stor fleksibilitet for alle alternative løsninger omkring miljøskiftet.

“Det er klart, at opholdet ved en anden institution er en vigtig del af uddannelsen, som vi prioriterer højt. Men i den her situation er der ligesom ikke noget at tabe. Man skal gøre, hvad man kan for at komme ud, men når der ikke er andre veje, kan man lave et virtuelt forløb. Nogle har valgt at vente og håber, at de kan nå det, og andre har løst det ved at forkorte deres ophold”.

Mulighed efter corona

AU NAT har ikke defineret nogle klare krav eller rammer for et virtuelt miljøskifte, selv om David Lundbek Egholm erkender, at omfanget af kontakt kan være et issue.

“Man kan naturligvis godt frygte, at et virtuelt ophold mere bliver et spørgsmål om en interessetilkendegivelse end reel interaktion, der forpligter værter og den studerende. Men det er svært at lægge rammer, for det afhænger også af fag og arbejdskulturer. Det vigtigste er, at man træder ind i en forskergruppe og deltager i de virtuelle aktiviteter”.

Udlandsophold bliver af og til nævnt som en barriere for ph.d.-studerende, der har svært ved at flytte på grund af familiære eller andre årsager. Det nævnes også ofte i forbindelse med ligestillingsdiskussioner, fordi det særlig for kvinder med små børn kan være udfordrede. Og David Lundbek Egholm kan godt se det virtuelle udlandsophold som et alternativ, der vil kunne bruges på den anden side af coronaen.

“Jo, der kan måske være noget at lære fremadrettet. Der er nogle forhindringer, der kan gøre det svært for vores ph.d.-studerende at rejse ud, og så kan det her være noget, der kan spilles ind, for eksempel i kombination med nogle kortvarige ophold. Men det bedste er at komme ud og rejse”.

“Kræver, at man lægger sig ekstra i selen"

Ph.d.-studerende opfordres også til virtuelle alternativer for miljøskiftet på CBS og SDU.

“Ja, vi anbefaler det bredt på hele SDU. Der er rigtig mange, der spørger til det, og vi har ph.d.-studerende, der allerede er i gang. Det er alt fra, at man deltager i onlineseminarer og møder i de udenlandske organisationer, til at man tilrettelægger møderække med den forsker, man skulle have været hos”, fortæller Kristin B. Munksgaard, ph.d.-skoleleder på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet på SDU.

Hun mener, at det er for tidligt at vurdere kvaliteten af de løsninger, de ph.d.-studerende har fundet.

“Vi har endnu ikke fået nogle tilbagemeldinger. Min personlige holdning er, at det kræver, at man lægger sig ekstra i selen, for at man får den her kontakt med de andre forskere. Det er en anden måde at begå sig på, når man skal møde folk online, end når man kommer hen og giver hånd og siger pænt goddag. Men måske er nutidens ph.d.-studerende bedre digitalt rustet til at gøre det på den her måde end vi andre”, siger hun.

Skepsis på KU

Det er dog ikke alle steder, man anbefaler virtuelt udlandsophold. KU Science gør ikke.

“Vi har svært ved at se, hvordan man kan putte noget meningsfuldt ind i sådan et ophold. Vi kan sagtens se, at man kan have gavn af et tæt samarbejde med en udenlandsk institution. Og vi kunne også godt lade, som om det var et miljøskifte. Men jeg synes, at vi skal kalde tingene det, de er”, siger Lise Arleth, der er prodekan for forskning og ph.d.-skoleleder.

Hun mener godt, man kan etablere et formelt netværk gennem onlinesamarbejdet. Men man får ikke den læring, der ligger i at være i et fremmed forskningsmiljø.

“Det er især de der kaffemaskinesnakke, at man går i laboratorierne sammen og ser, hvordan rigtig meget fungerer anderledes, som man får noget ud af. Og det tror jeg ikke kan kompenseres”.

På KU Science er man i stedet rundhåndet med dispensationerne.

“Lige nu får vi mange ansøgninger fra ph.d.-studerende, der skal aflevere i august, som gerne vil have dispensation for udlandsophold. Der er vi mere fleksible, end vi ellers ville være. Men dem, der har halvandet år eller længere igen, opfordrer vi til at få det passet ind og måske tænke i kortere ophold, men også tænke i danske institutioner”.

Lise Arleth tror dog ikke, at de færre udlandsophold vil give udslag i ph.d.-afhandlinger af lavere kvalitet.

“Nej. De faglige ting kan man i meget høj grad få dækket af et tæt samarbejde, uanset om vi kalder det virtuelt udlandsophold eller ej. Det, man mangler, er den inspiration, man får ved at komme ud et nyt sted. Så man kan ikke se det på kvaliteten, men de går måske ikke helt så inspirerede ud af projektet”.