Talent for at turde

På Fatima AlZahra’a Alatraktchis computerdrev ligger adskillige forskningsartikler, som blot mangler nogle få formaliteter for at kunne blive sendt til forlagene. Men hun gider ikke. For forsøgene er overstået, resultaterne er i hus, og det spændende er overstået.

“Når jeg begynder at kede mig, så lukker jeg helt ned. Det er næsten grotesk. Og fordi jeg kender svarene på mine forskningsspørgsmål, så gider jeg næsten ikke færdiggøre artiklerne”, fortæller hun.

Derfor har hun udviklet små belønningsteknikker for sig selv, så hun alligevel får det kedelige arbejde gjort.

At man fuldstændig mister arbejdsmoralen, når man begynder at kede sig, er på ingen måde hensigtsmæssig i forskningsfaget, erkender Fatima AlZahra’a Alatraktchi. Men omvendt har den 31-årige adjunkt haft anseelig forskningsmæssig succes med at følge sin fornemmelse for, hvad der er kedeligt, og hvad der er spændende. Først og fremmest fordi det har ledt hende ud på forskningsmæssigt ukendte stier.

Tænker, før hun læser

I efteråret 2018 blev hendes ph.d.-projekt ved DTU Bioengineering kåret til årets bedste på DTU. Hun havde udviklet en “revolutionerende” metode til at detektere sygdomsfremkaldende bakterier i kroppen ved hjælp af en nanocensor. Ved overrækkelsen kaldte dekan Philip Binning hende for “et sjældent talent” og fremhævede hendes evne til at tænke tværfagligt, hendes høje ambitioner og hårde arbejde.

Selv peger hun på, at hun i stedet for med sit projekt at byde ind på en enkelt del af udviklingsprocessen kastede sig over det hele – fra ide til forskning og anvendelse i et klinisk studie. Og så havde hun modet til at forlade de veje, andre tidligere har gået, for at løse forskningsproblemet.

“Jeg er jo ikke den første, der laver det her. Men hvis man læser litteraturen, kan man se, at alle er gået i én retning. Jeg lod, som om der ikke fandtes noget forskning overhovedet, og gik i en anden retning, og det tror jeg gjorde, at vi resultatmæssigt lykkedes”.

Og det med at lade forskningslitteraturen ligge i første omgang er faktisk blevet et princip.

“I forskning foretager man typisk nogle eksperimenter, som andre går videre med. Problemet er, at alle så kigger på samme problemstilling ud fra samme vinkel. Men måske kigger man et sted, der aldrig kommer til at fungere. Jeg prøver ikke at læse litteraturen for ikke at låse mig fast. Så går jeg i gang med at brainstorme, og først senere læser jeg op, så jeg ikke skal genopfinde noget, hvis det findes i forvejen”.

Tør vove pelsen

Da KU-rektor Henrik Wegener i slutningen af 2018 præsenterede et nyt program for 24 udvalgte talenter, talte han om, hvordan der er “brug for talentfulde forskere, der tør vove pelsen”.

Men hvem tør vove pelsen, når man står med et ph.d.-projekt, som er den ene chance, man får for at vise sig frem som forsker?

“Jeg tror, det har noget at gøre med personlighed. Du tager altid din person med i din forskningsmetode. Jeg har altid gået de “andre veje”. For eksempel hvis jeg kedede mig i skolen, så prøvede jeg at åbne en helt anden verden for mig selv et andet sted. Det er den tilgang, jeg har prøvet at tage med mig efter ph.d.en”, siger Fatima AlZahra’a Alatraktchi.

Da hun i sin tid startede i folkeskolen, læste hun hele danskbogen, samme dag hun fik den udleveret. Og så havde hun stort set ikke noget at lave i timerne de næste måneder. Til gengæld var hun litterær storforbruger, når hun kom hjem.

“Jeg læste alt, hvad jeg kunne få fat i – skønlitteratur og fagbøger. Jeg startede med populærvidenskabelige bøger og gik så mere i dybden, alt efter hvad jeg kunne få fat i og forstå. Jeg tror, jeg begyndte at læse de store værker – både i historie og biologi – allerede i mine tidlige teenageår”.

Skønlitterær forfatter

I den periode begyndte hun også selv at skrive. Som 14-årig skrev hun sin første roman, som fire år efter udkom på Politikens Forlag med titlen “Da 3. verdenskrig brød ud”. Siden har hun skrevet yderligere tre romaner. Men at være forfatter som erhverv har aldrig trukket i hende.

“Nej. Jeg har altid vidst, jeg skulle arbejde med naturvidenskab. Det var egentlig ud fra en praktisk overvejelse: Jeg kunne godt sidde hjemme og skrive en bog, men jeg ville ikke kunne blive dygtig nok naturvidenskabeligt, hvis det bare var en hobby, for det kræver et laboratorium og ressourcer på et helt andet niveau. Det var jeg meget bevidst om allerede i folkeskolen”.

Fatima AlZahra’a Alatraktchi kom siden på teknisk gymnasium og efterfølgende DTU, som hun valgte, fordi hun gerne ville se sin forskning føre til noget konkret, som man kan bruge.

“DTU er mere praksisorienteret, og det er jeg også mere til. Det skal ikke være abstrakt, det skal kunne anvendes til noget. Derfor blev det DTU”.

Og herefter lod hun sig primært styre af sin “kedsomhedsalarm”.

Bakterier kunne sladre

“Jeg gik åbent ind til studiet og fandt ud af, hvornår jeg kedede mig og ikke. Og så gik jeg bare i den retning, jeg syntes var spændende. Termodynamik kedede mig – jeg kunne ikke se, hvordan jeg skulle bruge det til noget. Men kvantefysik var spændende, fordi det var meget ikkeintuitivt. På et tidspunkt var der en lektor, der nævnte for mig, at bakterier kunne tale sammen. Og det fik mig til at tænke: Hvorfor kan man ikke bruge de her kommunikationssignaler til noget diagnostik på et tidligt stadium?”

Det spørgsmål var kimen til ph.d.-projektet, hvor hun ved hjælp af nanoteknologien skabte sensorer, der på baggrund af bakteriernes kommunikation kan forudsige, om der er bakterielle infektioner på vej. En TEDx Talk, Fatima AlZahra’a Alatraktchi lavede om sine forskningsresultater, er siden blevet set tæt på 2 millioner gange. Hun har været på erhvervsmagasinet Forbes’ liste over de 30 mest indflydelsesrige personer under 30 år i Europa, og i øvrigt fik hun også i 2017 en af Lundbeckfondens forskningstalentpriser.

Kreativitet … og realitet

Når hun selv skal definere sit talent, peger hun som det første på kreativiteten, men …

“Kreativitet uden realitetssans er ligegyldigt. Jeg kan godt finde ud af at omdanne noget kreativt til noget håndgribeligt. Og kreativitet uden at være fagligt stærk – det er også ligegyldigt. For så er det lidt som et barn, der vil bygge et tårn til månen uden ide om hvordan”, siger hun.

Og selv om der tales meget om kreativitet og innovation, er det ikke nødvendigvis det, der i realiteten fremmes af forskningens karriere- og belønningsstrukturer.

“Der er nogle af de her videnskabelige metrikker, der overhovedet ikke giver mening – sådan noget som H-indekset. Du kan være medforfatter på en masse artikler, selv om du reelt ikke har bidraget med noget kreativt. Og på den måde kan man få lige så meget merit som en, der er førsteforfatter og har lavet noget innovativt. Så du kan sagtens komme frem i livet som forsker uden at være kreativ. Men du kommer ikke til at opfinde det helt store”.

Fatima AlZahra’a Alatraktchi slår dog fast, at hun selv oplever, hun har fået – og taget sig – lov til at lave de ting, hun brænder for.