Humaniora mangler penge

Som formand for universitetslærerne i DM støder jeg med jævne mellemrum på urimeligheder i universitetsverdenen. En del af dem forekommer på humaniora. Lad mig tage et par aktuelle eksempler.

I forbindelse med coronanedlukningen er en del ph.d.-stipendiater blevet forsinkede i deres projekter. Her har det været et gennemgående billede, at stipendiaterne på humaniora i langt større grad end andre har fået afvist deres ansøgninger om forlængelse af stipendiet. Jeg har set et afslag, hvor begrundelsen i store træk var, at det er helt almindeligt at blive forsinket og skrive færdig uden løn. Eksemplet er ikke enestående.

Et andet eksempel er arbejdsvilkårene for den del af universiteternes deltidsundervisere, der ikke har et fuldtidsjob ved siden af. Her har DM i årevis kæmpet en sej kamp for overenskomstdækning og anstændige vilkår. Når man kigger ned i detaljerne, så er det særligt på humaniora og især inden for de meget små fag, at de rettighedsløse timelærere varetager en væsentlig del af undervisningen.

Det er to ud af mange eksempler på, at arbejdsvilkårene på humaniora er dårlige. Generelt er karriereforløbene, selv for de folk, der med stor sikkerhed styrer direkte mod fastansættelse, uklare og hullede med perioder med ledighed eller deltidsansættelse.

Og det er jo ikke, fordi dekaner og andre ledere på humaniora er særligt talentløse eller onde. Årsagen til, at de urimelige arbejdsvilkår fortsætter, er ganske simpelt, at humaniora mangler penge.

Humaniora løfter en væsentlig samfundsopgave i forhold til samfundets sammenhængskraft og borgernes selvforståelse. Hvordan er det, vi lever sammen? Hvordan har vi gjort det i fortiden? Hvordan kan vi have gode relationer til resten af verden? 

Humaniora består af en masse små og store fagområder, der tilsammen er utroligt vigtige for vores land, vores demokrati og vores velfærdssamfund. Desværre er bevillingerne blevet så små, at selvom man har skåret i fagviften, så de små fag kun findes ét sted i landet, så kan universiteterne ikke levere den nødvendige forskning og uddannelse til samfundet for de midler, der kommer ind.

Som man kan læse i dette nummer af Forskerforum, bliver humaniora systematisk udsultet i Danmark. Underfinansieringen bliver mere og mere markant. Det lave undervisnings-taxameter, der kun forhøjes et år ad gangen. Humanioras systematisk for lave andel af de konkurrenceudsatte forskningsmidler. Bagudskuende uddannelsesdimensionering. Listen er lang og har den samlede effekt, at humaniora bliver en luksus for det enkelte universitet.
Vi skal blive bedre til at forklare, at humaniora ikke kun kan forstås som masseuddannelse, der uddanner kandidater til et arbejdsmarked med store forudsigelige arbejdskraftbehov i fx gymnasieskolen.

Samfundet har også brug for viden på højt niveau og arbejdskraft inden for en lang række områder, hvor der ikke er et stort arbejdsmarked og højt optagelsestal på uddannelserne. Det drejer sig fx om en række sprog- og kulturfag, der er vigtige for, at vi som nation kan forholde os til vores omverden og til os selv. Uanset hvor få studerende der er, så er det fx vigtigt, at vi har forskning og uddannelse på højeste niveau i grønlandsk. Her giver det ikke mening at sige, at vi ikke kan drive en uddannelse og et forskningsmiljø, der kun optager 10 studerende om året. Sådanne forpligtelser stiller selvfølgelig andre krav til finansiering.

Det er på tide, at politikerne anerkender humanioras dobbelte forpligtelse i samfundet og sikrer en realistisk finansiering af såvel uddannelserne som forskningen.

Så længe denne dobbelte forpligtelse ikke anerkendes, vil der fortsat være elendige arbejdsforhold for en lang række af de kolleger, der vier deres liv til at løfte humanioras samfundsforpligtelse.