1 procent af BNP må ikke blive et loft

Det kan ikke komme bag på nogen, at riget fattes penge. Selv med massive hjælpepakker har mange private firmaer måttet afskedige medarbejdere, hvis de da overhovedet har overlevet nedlukningen.

Det var derfor heller ikke nogen overraskelse, da Finansministeriet i maj varslede et fald i BNP på godt 5 procent i 2020. Med et forskningsbudget på mindst (= de facto) 1 procent af BNP vil en 5-procents nedgang kunne få ganske store konsekvenser for den i forvejen nødlidende forskning på universiteterne.

Da universiteterne lukkede ned midt i forårssemesteret, var det primære fokus på at få gennemført undervisningen. Fra den ene dag til den anden måtte vi omlægge undervisningen og gøre os fortrolige med diverse digitale platforme, så vi kunne sikre, at blomsten af Danmarks ungdom ikke kom bagud med studierne.

Det var både forståeligt og fornuftigt. Universiteterne har efter min opfattelse en vigtig berettigelse i at levere forskningsbaseret undervisning til de unge mennesker, hvis viden vi skal leve af i fremtiden. Og mens smittetrykket steg, og frontlinjepersonalet i sundheds- og omsorgssektoren passede på vores udsatte borgere, var der ikke rigtig plads til eller stemning for at brokke sig over manglende forskningstid.

Da det viste sig, at pandemien var mere sejlivet, end man havde håbet på, blev der åbnet lidt op for at se på hjemsendelsens konsekvenser for forskningen, og der blev givet en begrænset mulighed for, at universiteterne kunne finansiere forlængelser af de tidsbegrænsede stillinger, som særligt vores yngste kolleger besidder. Der er dog ingen tvivl om, at det ikke er alle projekter, der er kommet i hus, og vigtig viden risikerer at gå tabt.

Selv for så vidt angår dem, der rent faktisk har fået forlænget deres ansættelser, eller som de første fik lov til at vende tilbage til laboratorierne, vil det dog nok være i overkanten at sige, at de er blevet (fuldt) kompenseret. Og for os andre, der var lagt ned af hjemmeundervisning, kan man godt tillade sig at sige, at forskning var noget, man kun kunne tilvælge som et alternativ til nattesøvn.

Nu kigger vi ind i et nyt semester med nye udfordringer og forsøger at samle stumperne fra vores forsømte forår. Udsigterne er dystre – smittetrykket stiger flere steder i landet, vaccinen lader vente på sig, og nu begynder undervisningen igen. Jeg tror, at de fleste vil være enige i, at vi alle trænger til et forskningssemester!

Og at tiden er moden til både at undersøge de sundhedsmæssige, kulturelle og psykologiske konsekvenser af Covid-19 og at sikre, at de mange – under pandemien berettigede – begrænsninger af individets rettigheder ikke fortsætter længere end nødvendigt. Med andre ord: Der er behov for forskning alle steder!

Derfor er det vigtigt, at der ikke spares yderligere på forskning, og at vi særligt på næste års finanslov kan se, at mindst 1 procent ikke bliver til et loft på 1 procent. Denne udmelding har Lars Qvistgaard, formand for Akademikerne, og Anders Bjarklev, formand for Rektorkollegiet, Danske Universiteter, også været ude med, og de foreslår i den forbindelse, at vi i 2021 afsætter det samme beløb som i 2020 til forskning.

Mens dette kan være en løsning for 2021, er opfordringen herfra, at politikerne spørger sig selv, om vi kan bygge fremtiden på 1 procent af BNP, og om det ikke var en idé at gøre op med de mange løsansættelser på universiteterne, der – særligt i usikre tider – betyder, at både dygtige forskere og vigtig forskning risikerer at forsvinde.

Vi er jo ikke ligefrem en lønførende sektor, så hvis vores unge talenter først er blevet tilbudt en fastansættelse til en høj løn et andet sted, er det svært at lokke med grænseløst arbejde og usikre fremtidsmuligheder, hvor alt for meget tid skal gå med ansøgning om midler og afrapportering af projekter. Derfor vil jeg runde af med en bøn om flere basismidler og mindre konkurrenceudsættelse.