Universiteterne under covid-19
Covid-19 og den deraf følgende nedlukning af Danmark har enorme konsekvenser. Folk bliver syge, nogle mister livet, der er folk, der mister deres job, folk i sundhedsvæsenet er hårdt spændt for. På universiteterne har vi været henvist til at arbejde hjemmefra i snart en måned. Vi har nok været mange, der har tænkt, at alt ville blive forsinket, at de studerende ville miste et helt semester, hvis nedlukningen varede mere end et par uger, og at vores forskning ville blive sat helt i stå.
Det mest overraskende er imidlertid, hvordan det har været muligt at videreføre vores uddannelsesaktiviteter. Det er imponerende at se den omstillingskraft, der bliver sluppet løs, og den vilje, der er mobiliseret i forhold til at gøre det så godt som muligt under de givne vilkår.
Der er it-folk, der har arbejdet hårdt med at få platforme op at køre, der var skalerbare nok til, at de kunne bruges til at holde undervisning for flere hundrede mennesker på én gang. Der er folk i vores uddannelsesadministrationer, der har arbejdet hårdt for at finde ud af, hvordan studieordninger osv. kunne omstilles til situationen. Og som undervisere har vi haft og har fortsat en kæmpe opgave med at omsætte vores undervisning til noget, der kan fungere under de særlige betingelser. Hvor uddannelserne var den største bekymring i starten, kan vi nu se, at det de fleste steder vil kunne lade sig gøre at undgå forsinkelse, selvom det måske betyder, at indholdet kan blive ændret.
Vi har lært at bruge nye teknologier på rekordtid. Vi holder møder på Skype eller en af de andre platforme, vi underviser på Zoom, vi holder virtuelle morgenmøder i vores forskningsgrupper og meget mere. Vi tilpasser vores arbejdsformer og vægter de ting, der er mulige.
Internationale møder og konferencer bliver aflyst mange måneder frem, eller de bliver gennemført på en elektronisk platform. Det kan være en kickstart til den nødvendige revision af vores rejseaktiviteter med deraf følgende mindre klimaaftryk.
Vi er imidlertid nødt til at tage det alvorligt, at den forskning, der bygger på eksperimenter i laboratorier, i klinikken, i felten og er i samspil med folk ude i samfundet, er voldsomt udfordret. Der er eksperimenter, der går tabt, og interventioner, det bliver særdeles svært at få samlet op på. I det hele taget bliver der et genopretningsarbejde i forhold til forskningen, hvor der også skal findes gode løsninger for de folk, der er kommet bagud; særligt folk i udviklingsstillinger.
Det er en vanskelig tid for mange. Heldigvis anerkendes det bredt, at det er en meget stor udfordring at arbejde hjemme, hvis man har børn, der ikke kan komme i daginstitution og skole. Og heldigvis er der også begyndende fokus på vores mentale sundhed. For det bliver i stigende grad en udfordring, at alt flyder sammen, når man arbejder hjemme. For nogle risikerer arbejdet at blive endnu mere altomsluttende end ellers, og man glemmer at holde fri. På nogle arbejdspladser holder folk kaffepauser og fredagsbar på nettet og får dermed genetableret noget af det sociale liv. Men vi skal også vænne os til at holde fri og passe på os selv psykisk såvel som fysisk. Ledelserne på universiteterne har handlet fornuftigt, og det er afgørende for universiteternes mulighed for at komme helskindet gennem krisen og for den markante omstilling af vores hverdag, der er sket. Udmeldinger om, at det er okay, at kvaliteten af undervisningen ikke bliver så høj, som den plejer at være, og om at man i det hele taget ikke vil jage medarbejderne i denne tid, er afgørende for, at så meget fungerer så forholdsvist godt, som det gør.
Vi har som forskere forholdt os positivt i den her situation, og vi vil helt sikkert yde den ekstra indsats, der skal til for at komme op at køre igen, når vi vender tilbage til det fysiske universitet. Det gør vi, fordi vores ledelser er loyale over for os som medarbejdere.
