Forskning på stoffer

Videnskabens store landvindinger er anekdotisk set en parademarch af krøllede hjerner, skæve ideer og tanker, der røg langt ud af boksen. Og hvorfor ikke gøre brug af kemiens mange redskaber, når ens perspektiv på tingene lige skal have et spark i bollerne?

Forskning på stoffer – ikke i stoffer – er en underkendt disciplin. Men den har haft sine udøvere. Og skal man starte med en af de mest eksplicitte brugere af bevidsthedsudvidende stoffer, kan man tage nobelpristageren Kary Mullis, der døde sidste år. Mullis fik Nobelprisen for at have udviklet dna-analysemetoden PCR – polymerase chain reaction. Menigmand vil måske kende det som den metode, der i filmen “Jurassic Park” var grundlaget for at skabe levende dinosaurer på baggrund af blodet i en rav-indkapslet myg. På spørgsmålet, stillet i et BBC-program, om PCR ville være opdaget uden Mullis’ brug af LSD, svarer han selv:

“Jeg ved det ikke. Jeg tvivler. Jeg tvivler meget”.

Men der stopper historierne om dna, LSD og nobelprisvindere ikke. I 1962 blev Nobelprisen i medicin givet til Francis Crick, der sammen med to kolleger beskrev dna-molekylets dobbelthelixstruktur. Efter hans død opstod et hårdnakket rygte om, at hans forskningsresultat var opnået under påvirkning af LSD. Det bliver dog til dels afvist af Matt Ridley, der har skrevet en biografi om Francis Crick: Crick brugte ganske vist LSD, men først i 1967 og senere, og det er usandsynligt, at Crick allerede i 50’erne havde tilgang til LSD, der på det tidspunkt var et helt nyt stof. LSD har fået kredit for lidt af hvert. En af de mere kuriøse ting er, at det angiveligt gav neuroforskeren John C. Lilly et gennembrud i forsøget på at skabe kommunikation mellem mennesker og delfiner. I hans artikler, som blandt andet blev udgivet i Science, kunne man læse, at delfiner er i stand til at efterligne menneskelige talemønstre. Og her var det muligvis LSD’en, der gav eksperimentet det sidste skub. Han konstaterede nemlig, at delfiner på LSD havde en langt hyppigere lydcyklus, og det blev yderligere øget, når der var mennesker i bassinet sammen med delfinen. Den blev simpelthen mere sludrevorn. Lilly havde på det tidspunkt rigelige erfaringer med selv at bruge LSD i sin forskning omkring den menneskelige bevidsthed.

Psykoterapiens fader, Sigmund Freud, brugte også det meste af sin karriere på at komme helt ind i sindet. Men det var et helt andet stof, han gjorde brug af, nemlig kokain. Freud fik faktisk lidt af en “influencer”-rolle, da medicinalkoncernen Merck sendte den unge videnskabsmand gratis vareprøver af det nye mirakelmiddel. Og de frø faldt på meget frugtbar jord. Freud fortalte i breve, hvordan han begyndte at tage stoffet “imod depression og forstoppelse, hvilket har vist sig at være en stor succes”. Og han udgav også en videnskabelig artikel ved navn “Über Coca”, hvor han beskrev en “opstemthed og vedvarende eufori” og en undertrykkelse af træthed og sult. Freud udskrev også stoffet – der på det tidspunkt var et helt legalt medikament – til sine patienter i stor stil.

Kokainen var givetvis også en faktor i forhold til det kreative arbejdsraseri, som Thomas Edison lagde for dagen. 1.093 patenter blev det til, herunder fonografen, diktafonen og en forbedring af glødelampen. Stoffet blev indtaget i form af “Vin Mariani” – en god blanding af Bordeaux-vin og ekstraktet fra kokablade.

Sådan er der så meget …