Direktør: inddragelse er et vigtigt fokus
SDU’s direktør, Thomas Buchvald Vind, siger, at medarbejderindflydelse er et tema, som har stort fokus. © Foto: SDU
SDU’s direktør, Thomas Buchvald Vind, forsikrer, at både åbenhed og medarbejderinddragelse er en væsentlig prioritet. Han svarer her skriftligt på medarbejdernes kritik, som Forskerforum har forelagt ham. Rektor Henrik Dam har på grund af udlandsrejse ikke været tilgængelig for interview.
Valget til SDU’s bestyrelse gav en klar sejr til en liste, der gik til valg på mere medarbejderindflydelse og større åbenhed. Tager I det som udtryk for, at medarbejderne er utilfredse med disse forhold?
“SDU er meget optaget af dagsordenen om medarbejderinddragelse. SDU’s direktion har derfor aktiveret universitetets vedtægtsudvalg. SDU’s direktion har desuden på møde den 5. december 2019 besluttet at nedsætte en særlig arbejdsgruppe, der skal kortlægge og fremkomme med anbefalinger vedrørende medarbejderinddragelsen på SDU”.
Læs også Kritik af pseudomedbestemmelse og lukkethed i SDU-ledelse
Er der nok medarbejderinddragelse og medbestemmelse på SDU?
“Medarbejderinddragelse er et vigtigt fokus for SDU. Det er et område, vi til enhver tid er åbne for at gøre endnu bedre. Derfor har SDU’s direktion aktiveret universitetets vedtægtsudvalg. Direktionen har desuden på møde den 5. december 2019 vedtaget at nedsætte en særlig arbejdsgruppe, der skal kortlægge og fremkomme med anbefalinger vedrørende medarbejderinddragelsen på SDU”.
Er der nok åbenhed om vigtige sager, der behandles i rådene?
“Det er en væsentlig prioritet, at medarbejderne kan følge med i information om mødeindkaldelser, mødemateriale og referater. Derfor er dette materiale altid tilgængeligt på SDU’s intranet. Møder i råd er offentlige, og helt undtagelsesvis er der lukkede døre, hvis der er personfølsomme sager (eksempelvis § 4, Forretningsorden for Universitetsrådet)”.
Der er nedsat et arbejdsudvalg, der skal se på medarbejderinddragelsen. Hvorfor?
“Det er en meget vigtig dagsorden, som valgresultatet også afspejlede. Den understøtter vi naturligvis”.
Der har været minimal kommunikation omkring valget af medarbejderrepræsentanter i bestyrelsen – fx sammenlignet med ekstern annoncering af de nye eksterne medlemmer. Hvad er grunden til dette?
“På SDU er vi naturligvis interesserede i, at så mange ansatte og studerende som muligt deltager i de demokratiske processer. Valgdeltagelsen til bestyrelsen var på VIP-siden 17,23 procent og på TAP-siden 38,05 procent. Vi anerkender derfor præmissen om, at der har været for lidt kommunikation om valget. Det bliver derfor et punkt, vi vil have fokus på fremover, så vi kan være med til at understøtte en endnu højere valgdeltagelse”.
Flere kilder nævner processen omkring SDU’s verdensmålstrategi som eksempel på manglende medarbejderinddragelse. Hvorfor skete der ikke en mere omfattende inddragelse af medarbejdernes syn og ideer inden en så omfattende beslutning?
“Jeg vil gerne præcisere, at der er tale om en rammebeslutning, hvor bestyrelsen alene har besluttet, at SDU skal arbejde med FN’s verdensmål, men ikke hvordan. Denne proces er først ved at blive udfoldet i samarbejde med medarbejdere og studerende. Dette skal netop ikke være en topstyret proces, men en proces, som går på tværs af organisationen”.