Hurra for den onde fe

Det er med forskning som med ishockey – det sjoveste er, når de slås. Og forleden var der smæk for skillingen, da KU-lektor Jes Fabricius Møller gik på podiet for at forsvare sin doktordisputats om Hal Koch, en disputats, som ridser lidt i den glorie, eftertiden har givet den danske kirkehistoriker for hans demokratiske tanker.

Allerede inden kampen var der drama i kulissen. En af opponenterne – tidligere professor og forskningschef Birgitte Possing – havde afgivet dissens og mente altså ikke, at disputatsen skulle antages. Det synspunkt skulle hun forsvare – eller rettere: Hun valgte at forsvare det – ligesom Jes Fabricius Møller naturligvis skulle argumentere for det modsatte.

“Jeg er den onde fe”, indledte Birgitte Possing sin opposition.

Og så gik hun ellers i kødet på Jes Fabricius Møller og hans forsøg på en doktordisputats: ingen klar tese, ingen spørgsmål, der besvares. Er afhandlingen overhovedet at betragte som en videnskabelig afhandling, eller har Fabricius blot skrevet en biografi om Hal Koch?

“Det blev ret heftigt. Der var en kontant tone i ordvekslingen, og Birgitte Possing tog systematisk ordet ud af munden på doktoranden. Men det har hun sådan set lov til. Jes står der for at blive eksamineret, og ifølge traditionen skal doktoranden vige rummet”, fortæller lektor Sune Auken, kollega til Jes Fabricius Møller og tilskuer til forsvaret.

Oppositionen fra Birgitte Possing, som var den anden af tre opponenter, sluttede med, at hun henvendte sig til dekanen og indstillede til, at han og Akademisk Råd afviste disputatsen. “Det kan lyde barsk, men det kunne ikke være anderledes”, siger Sune Auken. Foran et doktorforsvar ligger en lang korrespondance, hvor alle de kritiske spørgsmål er stillet. Og har doktoranden ikke svaret tilfredsstillende på dem, vil et mundtligt forsvar reelt ikke kunne ændre noget. Det eneste spørgsmål var derfor, om Birgitte Possing ville fravælge at gå på podiet ved selve forsvaret. Det gjorde hun ikke, og det skal hun have ros for, mener Sune Auken.

“Det kræver rygrad. Du går op i en situation, hvor du står foran 200 mennesker, der alle holder med doktoranden. Og så skal du op og kæmpe en reel tabt kamp, imens folk håber, at det går dig dårligt. Den er virkelig strid. Derfor er det imponerende, at hun går op. Det skal man have respekt for”, siger han. Sune Auken ved, hvad han taler om. Han indleverede selv sin doktorafhandling om Grundtvig i 2001, men fik den tilbage i hovedet. I 2003 indleverede han igen. Den blev antaget i 2004 og forsvaret i 2005. Også dengang gik det hårdt for sig. Især opponent Johnny Kondrup havde sat sig for at give ham en lektion.

“Folk troede, vi var totalt uvenner. Men vi har aldrig haft det så skægt. Det var en fest at stå og give hinanden igen med 120 i timen. På den måde er et doktorforsvar et show og en fejring af fagligheden. Det er måske den eneste gang i ens akademiske karriere, at der slet ikke er nogen bremse på den kritik, man kan rette. Det er bare fremad!”