Behov for dygtige universitetsledelser

Professor emeritus Heine Andersen har gransket DFiR’s rapport ”Universiteter for fremtiden: Tyve år med universitetsloven”. I DFiR sætter vi pris på dialogen og den direkte tone. Neden for besvares, hvad vi ser som de tre overordnede pointer:

• Tandløse anbefalinger
• Manglende kvalitet og grundighed i analyserne
• Rådsmedlemmernes inhabilitet

Lad os tage kritikpunkter bagfra.

Rådsmedlemmernes inhabilitet

DFiR er ikke selvsupplerende, men udpeges af uddannelses- og forskningsministeren baseret på åbne opslag. Derfor må kritik af sammensætning og partiskhed henvises til ministeren og hendes forgængere. Universiteter for fremtiden er dog igangsat på rådets eget initiativ. Allerede i 2020, hvor et nyt råd blev udpeget, annoncerede vi, at det var et område, vi ville kigge på i forbindelse med 20-års jubilæet for loven. Det gjorde vi, fordi vi så markante udfordringer for de danske universiteter.

Mangelfuld kvalitet og grundighed i analyserne

I forhold til Heine Andersens ønske om større, dybere og grundigere analyser, så tilslutter vi os den ambition. Det er ikke af uvilje, men af ressourcehensyn, at ansatte på ph.d.- og post.doc-niveau ikke er inkluderet i spørgeskemaundersøgelsen, ligesom vi også gerne havde inddraget andre tidligere undersøgelser fra ind- og udland i højere grad, end tilfældet er. Vi synes fx, det vil være interessant at undersøge sammenhænge mellem institutternes finansielle vilkår, ledelse og medarbejdernes besvarelser.

Det har været rådets hensigt at understøtte den igangværende offentlige debat. Vi vurderer, at de foreliggende resultater har en kvalitet og nyhedsværdi, der kan flytte debatten på en række områder. I rapporten fremlægger vi metoder og deskriptive resultater fra vores spørgsmål til institutledere, adjunkter, lektorer og professorer. Med vores metode er der søgt korrigeret for bortfald inden for stillinger og institutter.

Rapporten skal endvidere ikke betragtes som en samlende evaluering af universitetsloven, universiteternes ledelse og økonomiske rammevilkår, men som et selvstændigt bidrag med afsæt i DFiR’s egne data og ikke mindst som en invitation til videre dialog og analyser indenfor sektoren. DFiR indgår derfor også gerne i dialog og samarbejde med andre om videre analyser på baggrund af det datamateriale vi har indsamlet.

Tandløse anbefalinger

Og så til det centrale kritikpunkt om tandløse anbefalinger. En del af uenigheden om, hvorvidt universitetsloven skal skrives helt om, justeres lidt eller slet ikke, bunder i, at DFiR anerkender behovet for dygtige universitetsledelser, som kan tilpasse sig ændringer i universiteternes omverden under de relativ brede rammer, som universitetsloven indeholder. Rammerne for at lede universiteterne ændres i et hastigt tempo. Det skyldes bl.a. ny teknologi, usikker økonomi, geopolitik, nationale politiske vinde (reformer) og demografi. Det betyder også, at universiteterne er underlagt mange hensyn i deres opgavevaretagelse. Rådet vurderer, at en dygtig ledelse vil være i stand til at kombinere medarbejderinddragelse og -medbestemmelse og krav fra omverdenen.

Det er baggrunden for, at DFiR ikke mener at det for øjeblikket er hensigtsmæssigt, at politikerne ved lov gennemtvinger en ændring i ansvars- og magtfordelingen mellem bestyrelse, ledelse og medarbejdere, som skal gælde alle universiteter. Det er at foretrække, at man lokalt finder modeller for inddragelse og medbestemmelse, der balancerer behovet for beslutningsdygtig ledelse på den ene side og en demokratisk kultur på den anden.

Det sidste er vigtigt, fordi det giver bedre beslutninger med dybere indsigt og styrker medarbejdernes engagement og arbejdsglæde. Vi vurderer i vores undersøgelse, at den overordnede balance er skredet, og at der mange steder er behov for en styrkelse af den demokratiske kultur. Det bør bl.a. ske gennem et øget ledelsesfokus og ved at ministeren indskærper bestyrelsernes pligt til at sikre inddragelse og medbestemmelse i væsentlige beslutninger på universiteterne. Som det også står i universitetsloven. Det kunne fx ske ved at bestyrelserne med jævne mellemrum monitorerer udviklingen af den demokratiske kultur og forskningsfriheden for medarbejderne.

Hvad angår forskningsfriheden, er det DFiR’s vurdering, at forskernes frihed til at vælge forskningsspørgsmål delvist afgrænses af den retning, der gives i forskningsfinansieringen, herunder også den eksterne og strategiske forskningsfinansiering. Med det sagt vurderer rådet samtidig, at der er behov for at etablere økonomiske rammer, hvor universiteterne kan sikre en grundfinansiering til forskernes frie forskningsaktiviteter, hvilket i følge vores analyser ser ud til klart at mangle.

I forlængelse heraf skyldes en del af uenigheden omkring løsningen på universiteternes stigende medfinansiering af eksterne midler, at DFiR modsat Heine Andersen, fortsat har tiltro til, at dialogen imellem universiteterne og de private fonde via Forum for Forskningsfinansiering vil nå til en langtidsholdbar løsning. Det er i alles interesse – også de private fondes.