Dansk Magisterforening

Replik til Frede Blaabjerg

Heine Andersen
Del artikel:

Tak til Frede Blaabjerg for hans svar som formand DFIR på min kritik af DFIRs rapport om universitetsloven. Svaret kræver en replik.

Først vil jeg gentage, at de to lyspunkter, jeg fandt i DFIR-rapporten. Det første er, at emnet forskningsfrihed overhovedet tages op. Efter – ikke 7  men - 50 års vandring i ørkenen, kan det kun love bedre for fremtiden, uanset rapportens mangler og svagheder. Det andet lyspunkt er, at DFIR, som et af de få, måske det eneste, konkrete forslag til afhjælpning af forskningsfrihedens og det kollegiale selvstyres miserable tilstand foreslår, at der indføres tilbagevendende surveys til monitorering desangående på universiteterne.

Så tak for det.

Så til mit gensvar:

Videre dialog?

Rapporten skal betragtes som ”en invitation til videre dialog og analyser indenfor sektoren”, skriver Blaabjerg.

Det vælger jeg da at betragte som ærligt ment. Men desværre er det svært få øje på åbninger, der markerer reel vilje til en sådan dialog. Allerede det at invitere til ”videre analyser”! Det ville have virket mere seriøst, hvis rapporten havde forholdt sig til den efterhånden ganske store mængde af ret grundige og omfattende analyser, der allerede foreligger. De ignoreres fuldstændig. De burde i det mindste have været oplistet, gennemgået og kommenteret. Det hører med til almindeligt lødigt udredningsarbejde.

Blaabjerg undskylder sig med ressourcemangel. Jeg vil mene, at det hører med til almindelig embedspligt, når man går ind i et organ, der skal rådgive regering og forsyne offentlighed med forskningspolitisk viden, at følge med i, hvad der kommer af relevante analyser. Hvordan skulle man ellers kunne give kvalificerede råd?

End ikke DFIR-rapportens litteraturliste afslører kendskab til eksisterende undersøgelser og analyser. Jeg tillader mig derfor som en lille test at spørge Frede Blaabjerg: Hvilke af følgende publikationer har du læst:

Heine Andersen: Forskningsfrihed. Ideal og virkelighed. Hans Reitzels Forlag 2017.

Heine Andersen, Bent Ole Gram Mortensen, Morten Rosenmeier (red.): Forskningsfrihed. Hvad med juraen. DJØF Forlag 2022.

Niels Ejersbo m.fl. Undersøgelse af forskningsfrihed I forhold til offentliggørelse på Aarhus Universitet. København: Det nationale forsknings- og analysecenter for velfærd 2018.

Blot ment som eksempler, og undskyld mangel på beskedenhed. Hvis du har læst dem, ville det have været naturligt at inddrage dem, særligt nu, hvor du inviterer til dialog. Hvis du ikke har læst dem, vil jeg opfordre til at gøre det, og tilkendegive hvor du er enig eller uenig. Først da giver det egentlig mening at følge opfordringen til dialog.

Dette er det væsentligste som replik. Dog to korte tilføjelser vedrørende de øvrige punkter.

”Inhabilitet”:

Jeg har ikke brugt glosen ”inhabil”. Hvis man er inhabil, skal man vige sædet, gå uden for døren og overlade det til andre. Jeg skrev ”interessekonflikt”. Vi skal jo huske at deklarere interessekonflikter, fx ved publicering. Det skal vi gøre for at orientere læserne, så de kan være lidt ekstra på vagt overfor tegn manglende uvildighed. Det var derfor jeg nævnte det: der er grund til at mistænke at ledere ikke er helt uvildige, når de skal vurdere om deres magt bør begrænses.

Jeg mener ikke at DFIR-medlemmer med ledelsesposter skulle vige sædet og gå uden for døren. Så ville der vist ikke være ret mange tilbage. Men jeg mener, DFIR kunne have garderet sig og styrket troværdigheden ved at overlade til en uafhængig analyseenhed at gennemføre udredningen og pege på mulige løsninger. Så kunne DFIR have bygget videre på det. Og så kunne de have advaret læserne i forordet.

Dette har ikke noget at gøre med, hvem der har sammensat rådet, som Blaabjerg synes at mene i sit svar.

”Dygtige universitetsledelser”

 – det er det, DFIR går ind for (udsagnet består ikke ”IKKE-testen”, men lad det ligge). Modstillingen demokrati-effektivitet har jo altid været en tillokkende argumentation for magtpersoner, der ikke selv er valgt demokratisk. Men man savner dokumentation for, at der er tale om en modsætning, ikke mindst når det handler om vidensproducerende, vidt forgrenede og professionelle organisationer, hvor ledelsen umuligt kan vide, hvad der foregår, og hvad der er muligt og godt at gøre i alle dele af organisationen. Betragtet ud fra moderne ledelses- og organisationensteorier er universitetslovens monolitiske, hierarkiske og topstyrede struktur dybt forældet. Den blev kalkeret af fra modellen for en stor, masseproducerende industrivirksomhed i relativt stabile og forudsigelige omgivelser, som det så ud på Henry Fords tid i starten af 1900-tallet.

}