Niels Bohr‑skandalen: Staten taber trecifret millionbeløb i voldgift
Foto: Orf3us / Wikimedia Commons, CC BY‑SA 4.0
En ny voldgiftskendelse i Niels Bohr‑skandalen ender med et trecifret milliontab for staten. Samtidig er den endelige pris og KU’s fremtidige husleje fortsat uafklaret.
Den danske stat har lidt et trecifret milliontab i en voldgiftssag om det stærkt forsinkede og fordyrede Niels Bohr-byggeri på Københavns Universitet. Voldgiftsinstituttet har afvist statens krav på over 500 mio. kr. mod teknikentreprenøren Bravida, der i stedet får medhold i sagen og tilkendt omkring 72 mio. kr. i kompensation.
Bygningsstyrelsen, der oprindeligt var bygherre, og Vejdirektoratet, som overtog ansvaret i 2018 og fører voldgiftssagerne på statens vegne, ønsker ikke at kommentere sagen. Bravida har heller ikke ønsket at udtale sig.
Voldgiftssagen er én blandt flere juridiske opgør efter byggeskandalen, der har præget Niels Bohr-komplekset, som blev omkring syv år forsinket og markant dyrere end planlagt. Den oprindelige bevilling fra 2013 lød på 1,8 mia. kr.
En af flere voldgiftssager
Ifølge Licitationen løber den forventede samlede udgift i dag op i mere end fem mia. kr., men den endelige pris er fortsat usikker, blandt andet fordi staten har håbet at få dele af tabene tilbage gennem voldgiftssagerne.
Ifølge en evalueringsrapport fra Vejdirektoratet fra juni 2024 var der på daværende tidspunkt seks voldgiftssager knyttet til byggeriet med et samlet krav på over to mia. kr. Ét af de største krav – på 1,2 mia. kr. – rettede sig mod den spanske entreprenør Inabensa, som siden er gået i likvidation. Ifølge kilder med indsigt i forløbet vurderes disse midler derfor at være tabt.
Det økonomiske efterspil fra byggeskandalen har fået direkte konsekvenser for Københavns Universitet. Så sent som i efteråret 2025 var budgetoverskridelserne ved Niels Bohr-byggeriet en medvirkende årsag til, at omkring 120 stillinger blev nedlagt på KU, blandt andet på Science-fakultetet – et forløb, som Forskerforum tidligere har beskrevet.
Det er fortsat usikkert, hvilken husleje Københavns Universitet ender med at skulle betale for Niels Bohr-bygningen. Tidligere har den daværende forskningsminister Jesper Petersen dog tilkendegivet, at universitetet kan få økonomisk hjælp fra staten, hvis huslejen viser sig at blive uforholdsmæssig høj.