Spring menu over
Dansk Magisterforening

Så mange uddannelser lukker kandidatreformen

Indgangen til AU Arts i Nobelparken

AU Arts må sige farvel til mange uddannelser, men fagmiljøerne bliver bevaret.  Foto: Søren Kjeldgaard/AU

Kandidatreformen
Af Lasse Højsgaard Claus Baggersgaard
Del artikel:

Mange uddannelser må lade livet, når universiteterne til sommer begynder at implementere kandidatreformens krav om færre studerende. RUC må lukke en fjerdedel af kandidatuddannelserne, og AU Arts holder også hårdt for. Den gode nyhed: Ingen fyringer i udsigt.

Til sommer skal den spændetrøje, universiteterne har fået udleveret som en del af kandidatreformen, trækkes på. Alle skal reducere bacheloroptaget – værst på RUC med 14,1 procent, mildest på DTU med 6,5 procent.

Men der er stor forskel på, hvilke konsekvenser dimensioneringerne får fra universitet til universitet. Nogle steder skæres der dybt i form af uddannelseslukninger, og andre steder høstes der over en bred kam. 

Det viser en foreløbig oversigt, Forskerforum har skaffet sig gennem aktindsigter omkring forventede uddannelseslukninger.

RUC er det universitet, der relativt set må holde hårdest for med beskæringen at studiepladser, og det kommer også til at gå hårdt ud over antallet af uddannelser. Otte kandidatuddannelser – omkring en fjerdedel – bliver lukket helt, mens to nye åbnes. Hertil kommer så omlægning til 1-årige og erhvervskandidatuddannelser. 

26 hum-uddannelser berørt på AU

På AU’s humanistiske fakultet (Arts) bliver 26 uddannelser lukket, lagt sammen eller gentænkt i nye konstellationer. I alt 10 bacheloruddannelser og 16 kandidatuddannelser bliver berørt. Hertil kommer yderligere en række uddannelser, der fortsætter, men under fælles rammestudieordninger.

På CBS nøjes man med at lukke tre bacheloruddannelsen – HA i henholdsvis sprog og kultur, asiatisk sprog og kultur samt europæisk business. Dermed overlever HA-uddannelserne i projektledelse og virksomhedskommunikation, der oprindeligt var indstillet til lukning. 

AAU står med det næsthøjeste dimensioneringskrav på 12,1 procent. Den officielle melding fra AAU er, at der ikke er taget endelig beslutning om lukninger. Men ifølge Forskerforums oplysninger er der på sundhedsfakultetet planer om at indstille kandidatuddannelserne i idræt, musculoskeletal fysioterapi og folkesundhedsvidenskab.

Også på SDU står det endnu uklart, om der bliver tale om uddannelseslukninger. DTU og KU kommer ikke til at nedlægge uddannelser, lyder det officielle svar. Og endelig har ITU ikke villet give aktindsigt i eventuelle uddannelseslukninger.

Bevarer fag med seks studerende

Det er således meget forskelligt, hvordan universiteterne ender med at håndtere de dimensioneringskrav, alle bliver pålagt i et eller andet omfang. Men det er også meget forskellige forudsætninger, de har. Det peger KU’s prorektor Kristian Lauta på.

På KU er man relativt hårdt ramt af et dimensioneringskrav på 11,7 procent. Alligevel kommer man ikke til at lukke nogen uddannelser.

”Det har været vigtigt for Københavns Universitet at bevare en uddannelsesbredde, og det bliver jo tiltagende vigtigt, når vi kigger på det uddannelseslandskab, der tegner sig nationalt,” siger Kristian Lauta.

Derfor ser man eksempelvis, at et bachelorfag som Moderne Indien og Sydasien-studier, der i 2024 havde et optag på seks studerende, bevares men dimensioneres til et optag på fem. Til sammenligning vil man på AU sammenlægge uddannelser, der hver især har langt større optagstal.

Luksus på KU

”Spørgsmålet, vi stiller os selv, er, om Danmark har brug for et forskningsmiljø, der kan dække Asien eller Mellemøstens sprog og kultur? Og når svaret til det er ja, så vil vi selvfølgelig gerne sikre fødekæder til dansk erhvervsliv og til universitetet inden for de fagligheder. Derfor giver det mening at fastholde de her uddannelser. Vi ved, at det er utrolig svært, hvis man skal bygge et forskningsmiljø og et uddannelsesmiljø forfra. Og jeg mener universitetets forpligtelse er at sikre en meget bred viden, så vi kan være rustet – ikke til noget bestemt, men til hvad som helst,” siger han.

Jeg mener universitetets forpligtelse er at sikre en meget bred viden, så vi kan være rustet – ikke til noget bestemt, men til hvad som helst.

Kristian Lauta, prorektor

Men han indrømmer også, at videreførelsen af så små uddannelsesfag er en luksus, som ikke alle universiteter har.

”Det er jo sådan på KU, at vores uddannelser kun udgør en mindre del af den samlede universitetsøkonomi. På nogle universiteter kan selv små udsving i deres uddannelsesøkonomi være meget afgørende. Men på KU er det i høj grad forskningsmidlerne, der driver økonomien. Derfor kan vi tillade os at tage den her privilegerede position. Men af samme grund ser det jeg også som vores ansvar, at vi gør det,” siger Kristian Lauta.

”Svær sag”

Et sted, hvor indtægten fra uddannelserne til sammenligning fylder langt mere i regnskabet, er RUC. Og med et krav om at skære 14,1 procent af optaget, er der ingen vej uden om at lukke uddannelser. Det betyder at otte kandidatuddannelser forsvinder fra paletten, mens to nye opstår.

Et af de lukkede fag er det traditionsrige danskstudie, hvilket har vakt en del opsigt. RUC-rektor Hanne Leth Andersen fortæller, at redningsplanken for Dansk havde været en sammenlægning med fagene Historie og Filosofi, som også var i farezonen på grund af lave optag.

”Det var en svær sag. Det er nogle gode, stærke fagmiljøer, alle tre steder, men også meget små fag. Vi kunne se på høringssvarene, at det ikke vil fungere med en bred, humanistisk kandidatuddannelse. Det ville give en uklar profil. Og så faldt danskuddannelsen på, at fagprofilen typisk retter sig mod undervisning, og vi uddanner ikke længere tofags gymnasielærere på RUC.” 

Vil tjene pengene andre steder

Valget af uddannelser, der må lade livet, er sket på baggrund af faktorer som antallet af studerende, frafald og beskæftigelse. Planen har været i høring siden november og blev altså justeret, så det endelige antal af lukkede uddannelser endte på otte i stedet for tolv.
Til gengæld forventer Hanne Leth Andersen ikke, at der vil blive behov for at afskedige personale. Hvis alt går efter planen, vil RUC nemlig kunne hente de tabte indtægter hjem på andre måder.

”Vi regner med, at de 1-årige kandidatuddannelser kommer med et betydeligt højere taxameter. Så satser vi på at øge indtægter fra efter- og videreuddannelse, som vi tror, vores uddannelsesmodel egner sig ret godt til. Endelig er vi blevet meget bedre til at hente eksterne forskningsmidler hjem, og nu vil vores forskere jo i sagens natur skulle bruge mindre tid på undervisning. Så det bør også betyde, at der hentes flere midler hjem,” siger Hanne Leth Andersen.

Hun tilføjer at forskere, der på grund af lukningerne vil få undervisningsopgaver på andre uddannelser, kan regne med at få god støtte til overgangsprocessen. 

Lukker uddannelser – bevarer fagmiljøer

Også AU melder om en række uddannelseslukninger – alle på Arts-fakultetet. Men dekan Maja Horst mener, at man har fundet løsninger, så de berørte fagligheder kan bevares. 

Eksempelvis samles bacheloruddannelserne i spansk, tysk og fransk som tre fag. I dag findes de både som klassiske sprogstudier og som virksomhedskommunikationsfag. Områdestudierne i Rusland, Japan, Kina, og Arabisk fortsætter, men under en ny rammestudieordning med fælles elementer. Også flere kandidatuddannelser samles, for eksempel fire didaktik-uddannelser på DPU, der nu samles i uddannelsen Fagdidaktik. 

Det var ikke fordi, jeg syntes, det var en super god plan at skulle lukke en masse fag. Jeg kunne bare ikke rigtig se, hvordan vi skulle løse det.

Maja Horst, dekan

”Vi har lagt en plan, så vi kan bibeholde alle vidensområder. Men selvfølgelig ikke sådan, at de alle sammen kan have deres egen individuelle uddannelse, som det har været før i tiden. Det landskab var blevet ubæredygtigt på mange måder. Det handler om økonomi, men også studiemiljø. Det er simpelthen svært at skabe høj kvalitet, når der er alt for mange uddannelser med alt for få studerende,” siger Maja Horst og tilføjer, at det ikke blot handler om dimensionering, men også lav søgning, eksempelvis på sproguddannelserne.

”Vi kommer ikke til at beholde Brasiliansk og Indien- og Sydasienstudier. Altså, vi har haft mellem 0 og 3 studerende, der er kommet ind de sidste par år. Det kan vi jo ikke lave en uddannelse på.”

Lang høringsproces var tiden værd

Den nye uddannelsessammensætning på AU Arts er resultatet af en høringsproces, der har stået på helt siden september 2024. Men det har været sliddet værd, siger Maja Horst. For den endelige plan er væsentligt bedre end den, ledelsen spillede ud med.

”Det var ikke fordi jeg syntes, det var en super god plan at skulle lukke en masse fag. Jeg kunne bare ikke rigtig se, hvordan vi skulle løse det. Men så er man ude i fagmiljøerne kommet op med nogle forslag til løsninger, som jeg synes er gode, og som jeg tror på, vi kan lykkes med.”

Heller ikke på AU Arts ser det ud til, at kandidatreformen vil medføre afskedigelser.

”Planen er lavet sådan, at alle de vidensområder, vi har, får et sted at bo, og vi ikke skal skære områder væk. Nu må vi jo lige se, hvordan det går, og at vi ikke bliver beskåret yderligere. Men som det ser ud lige nu kan vi godt håndtere med naturlig afgang,” siger Maja Horst.

Disse uddannelser lukker

Følgende uddannelser står til lukning ifølge de oplysninger, universiteterne har givet til Forskerforum.

Roskilde Universitet


Kandidatuddannelser, der lukker:  

  • Arbejdsliv
  • Chemical Biology 
  • Dansk 
  • International Politics and Governance 
  • Mathematical Bioscience 
  • Physics and Scientific Modelling 
  • Social Entrepreneurship and Management 
  • Social Intervention 

Nye kandididatuddannelser:

  • Socialt arbejde 
  • Applied Mathematics and Modelling 

Aarhus Universitet


Bacheloruddannelser, der lukker:

  • Spansk sprog, litteratur og kultur 
  • Spansk international virksomheds kommunikation 
  • Tysk sprog, litteratur og kultur 
  • Tysk international virksomheds kommunikation 
  • Fransk sprog, litteratur og kultur 
  • Fransk international virksomheds kommunikation 
  • Indien- og Sydasienstudier 
  • Brasilianske studier 
  • Klassisk Arkæologi 
  • Klassisk filologi 

Nye bacheloruddannelser:

  • Spansk
  • Tysk 
  • Fransk
  • Globale studier
  • Klassiske studier

Kandidatuddannelser, der lukker:

  • Didaktik Dansk 
  • Didaktik Matematik 
  • Didaktik Materiel kultur 
  • Didaktik Musikpædagogik 
  • It-didaktisk design 
  • Uddannelsesantropologi og globalisering
  • Children’s Literature, Media mv 
  • Interkulturelle studier, engelsk 
  • Interkulturelle studier, fransk 
  • Interkulturelle studier, spansk 
  • Interkulturelle studier, tysk 
  • Globale områdestudier 
  • Arabisk og Islamstudier
  • Klassisk filologi
  • Arkæologi
  • Sustainable Heritage Management

Nye kandidatuddannelser:

  • Fagdidaktik 
  • Teknologi og pædagogik 
  • Diversitet, bæredygtighed, inklusion og lighed 
  • Digitalt liv 
  • Intercultural studies 
  • Arkæologi og kulturarv

Copenhagen Business School 

Uddannelser, der lukker 

  • BSc in Business, Language and Culture 
  • BSc in Asian Business, Lanauge and Culture (International Business in Asia)  
  • HA i europæisk business 

Aalborg Universitet

AAU har endnu ikke besluttet, om der lukkes uddannelser.

Ifølge Forskerforums oplysninger er der på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet planer om at lukke kandidatuddannelserne Idræt, Musculoskeletal fysioterapi og Folkesundhedsvidenskab.

Syddansk Universitet

Har endnu ikke besluttet, om der lukkes uddannelser.

Københavns Universitet

Ingen planer om uddannelseslukninger.

Danmarks Tekniske Universitet

Ingen planer om uddannelseslukninger.

IT-Universitetet

Vil ikke oplyse, om der er planer om uddannelseslukninger.

 

Smart dimsionering

Kan man skære, uden der kommer blod? Nej, men man kan komme ganske tæt på.  På KU har man valgt ikke at nedlægge uddannelser, men til gengæld dimensionere over en bred kam. Men kigger man nærmere på tallene, er der ret stor forskel på dimensioneringsgraden.

”Hvis det her skal have mindst effekt på produktionen af bachelorer og samfundsøkonomien, må vi se på de uddannelser med højst frafald og størst ledighed. Så det har ligesom været den prisme, vi har lagt ned over det,” siger Andreas de Neergaard, prodekan for uddannelse på KU NAT.

Frafalds-faktoren har gjort, at uddannelserne Medicinalkemi og Datalogi-økonomi er blevet meget beskåret.

”I vores analyser kan vi se, at der på de to uddannelser er markant højere frafaldsrisiko for dem med de laveste adgangskvotienter. Og når vi kan se, at der for den sidst optagne er 60 procent risiko for frafald, så betyder en reduktion på 10 pladser i princippet kun en reduktion på 4 dimittender,” fortæller han.

En anden faktor, som har spillet ind på KU’s dimensionering er forsøget på at forudsige fremtidens arbejdsefterspørgsel. Det gør sig eksempelvis gældende i forhold til Jurastudiet, hvor bacheloroptaget bliver beskåret fra 811 til 717 – til trods for, at der i øjeblikket er stor efterspørgsel efter jurister.

”De senere år er jura-optaget øget meget, og nu bringer vi det egentlig bare ned på mere normalt niveau. Men vi har også en ide om, at kunstig intelligens og brugen af legal tech kommer til at have en indflydelse på efterspørgslen på nyuddannede jurister. Vi kan se, at man i højere og højere grad kan benytte sig af teknologier, som lige nu løftes af førsteårsfuldmægtige og nyuddannede jurister. Derfor kan man godt forestille sig, at efterspørgslen dæmpes en smule”, siger KU’s prodekan Kristian Lauta.

Tilmeld dig Forskerforums nyhedsbrev

Vi skriver kritiske og uafhængige nyheder om forsknings- og uddannelsespolitik med fokus på vilkårene for forskere, undervisere og ph.d.-studerende. Forskerforums nyhedsbrev udsendes 6 gange årligt.

Behandling af persondata: Når du tilmelder dig Forskerforums nyhedsbrev, oplyser du dit navn og din e-mail til DM. Vi bruger dine oplysninger med det formål at kontakte dig via email med nyhedsbrev , jf. GDPR art 6(1)(f). Du kan altid anmode DM om at slette dine oplysninger igen. Læs mere i DM's privatlivspolitik