Spring menu over
Dansk Magisterforening

SDU lukker 19 uddannelser - se listen

Syddansk Universitet på Campusvej i Odense

Syddansk Universitet på Campusvej i Odense. © Foto: Michael Bager/Jysk Fynske Medier/Ritzau Scanpix

Syddansk Universitet
Af Claus Baggersgaard
Del artikel:

Den anstrengte økonomi på Syddansk Universitet fører nu til, at en lang række uddannelser bliver nedlagt. Samtidig er 112 fuldtidsstillinger blevet nedlagt for at reducere lønomkostningerne med 79,6 mio. kr. Studerende føler sig ført bag lyset, mens TR roser ledelsen for inkluderende proces.

Det er hårde tider på Syddansk Universitet, hvor de ansatte har været indkaldt til store prikkedag for at få svar på, om de er blevet indstillet til uansøgt afskedigelse, altså fyring.

Baggrunden er, at universitetet skal tilpasse budgettet med 95 mio. kr. årligt fra 2024 og frem enten ved at spare eller finde flere indtægter, primært som følge af vigende studentersøgning og tvungen dimensionering.

SDU-ledelsen skriver, at det er lykkedes at reducere driftsomkostningerne med 8,3 mio. kr. og finde nye indtægter på 7,1 mio. kr., så det har været nødvendigt at reducere lønomkostningerne med 79,6 mio. kr.

Det svarer til, at 112 fuldtidsstillinger (årsværk) bliver nedlagt enten ved naturlig afgang, ved at ledige stillinger ikke genbesættes, ved fratrædelsesaftaler eller ved uansøgte afskedigelser.

Desuden bliver 27 fuldtidsstillinger omlagt til enten reduceret arbejdstid (seniorordning eller nedsat tid) eller finansiering på eksterne forskningsprojekter på grund af øget hjemtag af ekstern forskningsfinansiering. Samlet set er 139 fuldtidsstillinger direkte berørt af tilpasningen, skriver SDU.

Det vigende studenteroptag betyder også, at 19 uddannelser på Det Humanistiske Fakultet og Det Samfundsvidenskabelige Fakultet må lukke og slukke i 2024, fordi de ikke længere er økonomisk bære­dygtige.

Lukningerne fordeler sig med ni uddannelser på SDU’s campus i Odense, fire i Esbjerg, fire i Kolding og to i Sønderborg.

Disse uddannelser skal lukke

  1. Human Ressource Management, Det Samfundsvidenskabelige Fakultet (Odense)
  2. Market Anthropology, Det Samfundsvidenskabelige Fakultet (Odense)
  3. Cultural Sociology (kandidat), Det Samfundsvidenskabelige Fakultet (Esbjerg)
  4. Designstudier (kandidat), Det Humanistiske Fakultet (Kolding)
  5. International business, Det Samfundsvidenskabelige Fakultet (Odense)
  6. Marketing og brand management, Det Samfundsvidenskabelige Fakultet (Odense)
  7. Sports og event management, Det Samfundsvidenskabelige Fakultet (Esbjerg)
  8. Energi management, Det Samfundsvidenskabelige Fakultet (Esbjerg)
  9. Digitalisering og forretningsudvikling, Det Samfundsvidenskabelige Fakultet (Kolding)
  10. Entreprenørskab og innovation, Det Samfundsvidenskabelige Fakultet (Kolding)
  11. International erhvervsøkonomi med tysk (bachelor), Det Humanistiske Fakultet (Sønderborg)
  12. International erhvervsøkonomi med tysk (kandidat), Det Humanistiske Fakultet (Sønderborg)
  13. Interkulturel pædagogik med dansk som andetsprog (bachelor), Det Humanistiske Fakultet (Odense)
  14. Kulturanalyse (tilvalg), Det Humanistiske Fakultet (Odense)
  15. Negot i turisme (kandidat), Det Humanistiske Fakultet (Kolding)
  16. Mellemøststudier (kandidat), Det Humanistiske Fakultet (Odense)
  17. Skrivekunst (tilvalg), heltid, Det Humanistiske Fakultet (Odense)
  18. Skrivekunst (tilvalg), deltid, Det Humanistiske Fakultet (Odense)
  19. Sociologi og Kulturanalyse (bachelor), Det Samfundsvidenskabelige Fakultet (Esbjerg)

Studerende føler sig ført bag lyset

De mange uddannelseslukninger er kommet som et chok for de studerende på SDU, som hverken føler sig ordentligt informeret eller inddraget i beslutningen.  

”Højtskattede, dygtige, engagerede og nærværende undervisere bliver smidt ud af universitetets store port. Og som om det ikke var slemt nok, så har vi studerende intet fået at vide om spareplanerne. Tværtimod er vi – formodentlig helt bevidst – blevet ført bag lyset. Vores undervisere har intet måttet fortælle, og institutlederen har fået besked om at cleare al kommunikation med PR-afdelingen”, skriver fire studerende i et debatindlæg i studentermagasinet RUST.

Sofie Exner, der er næstforperson i Studienævnet på litteratur og kulturstudier, siger, at hun intet havde hørt om uddannelseslukningerne og det samme gælder for andre studerende hun kender, der engagerer sig fagråd, studienævn, institutråd og studenterforeninger.

Kommunikationen fra ledelsen har været så mangelfuld, at vi får følelsen af at vi - de studerende, som universitetet lever af og for - ikke har en stemme der tæller nogen steder.

Sofie Exner, studerende og næstforperson i studienævn

”Vi har intet fået at vide. Vi ville gerne have haft besked og forinden været blevet spurgt, om vi havde forslag til besparelser. Nu er vi kun blevet præsenteret for én løsning. Kommunikationen fra ledelsen har været så mangelfuld, at vi får følelsen af at vi - de studerende, som universitetet lever af og for - ikke har en stemme der tæller nogen steder”, siger Sofie Exner.

Hun tilføjer, at de er klar over, at pengene skal findes et sted, men de mener, at der spares på det værst tænkelige område, da der i forvejen mangler undervisning, og de oplever, at kernefaglighederne langsomt afvikles.

”Vi savner tid til at fordybe os, ikke i selvstudie, men sammen med vores undervisere, som tilbyder den sparring vi har brug for, for at udvikle vores faglighed. Vi ville gerne have haft mulighed for at tale med vores undervisere og fortælle dem, at vi er kede af det, og at vi bakker dem op, men det har ikke været muligt, før beslutningen var taget. Det føles som afvikling af vores universitet”.

Hun peger på, at et vigtigt fag som sociologi helt forsvinder som selvstændigt institut sammen med Mellemøststudier. Alle turisme-relaterede uddannelser forsvinder i Kolding, og campus i Esbjerg som netop er blevet færdig med fem års forsinkelse, bliver nærmest tømt for studerende.

Hun kalder planerne stærkt frustrerende og siger, det er stærkt bekymrende for SDU som institution.

Sofie Exner tilføjer, at hun dagen efter hun snakkede med Forskerforum har modtaget en mail fra Rektorsekretariatet, hvor de studerende bliver inviteret til et møde om situationen og håndteringen af den.

"Der står i mailen, at de ikke ønsker at fremstå som en ledelse, der lukker sig om sig selv. Det er jo fint, de rækker ud, selvom det er på bagkant", siger hun. 

Det har været en ledelsesmæssig vurdering, at vi i denne omgang ikke kunne klare budgettilpasningen uden stillingsreduktioner, og en sådan proces egner sig ikke til en bredere inddragelse.

Simon Møberg Torp og Peter Møllgaard, dekaner

Informeret på intranet

Forskerforum har via SDU’s kommunikationsafdeling bedt rektor Jens Ringsmose forholde sig til de studerendes kritik af, hvad de opfatter som en manglende inddragelse og mangelfuld information i forbindelse med lukningen af deres uddannelser, men SDU henviser i stedet til dekanerne på de to berørte fakulteter.

Simon Møberg Torp, dekan på Det Humanistiske Fakultet og Peter Møllgaard, dekan på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet, svarer per e-mail, at de studerende er blevet inddraget i Universitetsrådets og Akademisk Råds drøftelser om besparelserne.

”Det har været en ledelsesmæssig vurdering, at vi i denne omgang ikke kunne klare budgettilpasningen uden stillingsreduktioner, og en sådan proces egner sig ikke til en bredere inddragelse”, skriver de.

De to dekaner afviser også, at underviserne har fået at vide, at de ikke måtte fortælle noget til de studerende, og at institutlederne har skulle cleare al kommunikation med PR-afdelingen.

”Medarbejderne har deres fulde ytringsfrihed, men som det er tilfældet i enhver anden organisation, har vi en kommunikationsafdeling, der understøtter kommunikationsprocessen.  Vi har naturligvis koordineret vores kommunikation fra ledelsens side. Alt andet ville være underligt og uprofessionelt. Vi har dog ikke skullet ”cleare” den med SDU Kommunikation”, skriver dekanerne.

Kommunikationsafdelingen oplyser desuden, at der løbende er blevet publiceret nyheder om universitetets økonomiske situation på de studerendes intranet MitSDU.dk.
Uddannelseslukninger bliver dog slet ikke nævnt på MitSDU.dk, før universitetet samtidig informerer offentligheden om lukningsplanerne den 3. maj, hvor de studerende også fik tilsendt en e-mail, så de ikke selv skulle finde nyheden på de digitale platforme. 

I nyheden skriver SDU, at de studerende på de berørte uddannelser kan færdiggøre deres studium, at de to fakulteter i den kommende tid vil informere om de konkrete planer for de enkelte uddannelser, og at studerende indskrevet på de berørte uddannelser løbende vil få direkte information og mulighed for at stille spørgsmål til deres uddannelsesforløb.

Om sociologis skæbne skriver SDU, at rektor efter indstilling fra dekanen på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet har besluttet at etablere et nyt erhvervsøkonomisk institut på ved sammenlægning af Institut for Sociologi, Miljø- og Erhvervsøkonomi og Institut for Entreprenørskab og Relationsledelse for at sikre en robust økonomi og forbedrede rammevilkår for erhvervsøkonomisk uddannelse og forskning.

Samtidig flyttes Center for Landdistriktsforskning pr. 1. januar 2024 fra Institut for Sociologi, Miljø- og Erhvervsøkonomi til Institut for Statskundskab på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet.

Det er min oplevelse, at der langt hen ad vejen har været inddragelse af medarbejderne, men andre kan have oplevet det anderledes.

Lars Elbæk, lektor og DM’s tillidsrepræsentant

TR roser proces

Lars Elbæk er lektor ved Institut for Idræt og Biomekanik, hvor han også er DM’s tillidsrepræsentant (TR) og næstformand for Samarbejdsudvalget på det Sundhedsvidenskabelige Fakultet.

Han siger, at han som TR har haft fokus på at hjælpe sine kolleger, give dem den bedst mulige information og sikre, at der også er et ordentligt arbejdsmiljø under og efter tilpasningerne, der pågår pt. Så han har ikke kendskab til, hvad ledelsen har gjort for at inddrage de studerende.

Han ved, at der er blevet lavet en plan for processen, som har været behandlet i Hovedsamarbejdsudvalget, og der har på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet været nedsat en koordinationsgruppe, hvor han har deltaget som medarbejderrepræsentant, og de har indgået i dialog med ledelsen. Endelig har der været afhold et prioriteringsseminar, hvor alle TR’er og repræsentanter fra akademisk råd deltog, hvor forslag til besparelser blev fremlagt og drøftet.

Blandt andet er det blevet foreslået lokalt, hvor han er at øge overheadtaksten for at få midlerne til at strække længere, og forskere med eksterne midler fra eksempelvis forskningsråd eller fonde er også blevet opfordret til at undersøge, om det er muligt at betale en del af deres løn med de eksterne midler.

Ifølge Lars Elbæk har man på den måde været i stand til at forhindre flere fyringer.

”Jeg synes, vi er blevet involveret på et tidligt tidspunkt for at lave de mest skånsomme besparelser som muligt. Det er min oplevelse, at der langt hen ad vejen har været inddragelse af medarbejderne, men andre kan have oplevet det anderledes”, siger Lars Elbæk, der oplever at ledelsen er påvirket af situationen og har trukket beslutningen om at afskedige til sidste øjeblik i håb om, at der dukkede en løsning op, så det kunne undgås.