CBS skal betale ulovligt engangsvederlag tilbage
© Foto: Bjarke MacCarthy/CBS
Copenhagen Business School bliver modregnet i tilskuddet fra staten svarende til engangsvederlaget på 692.000 kr., som Per Holten-Andersen fik udbetalt i strid med reglerne, da han gik af som rektor. Det meddeler uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen.
Det kommer nu til at koste Copenhagen Business School på bundlinjen, at bestyrelsen med daværende formand Karsten Dybvad i spidsen stik mod reglerne gav Per Holten-Andersen et engangsvederlag på 692.000 kr., da han lod sig pensionere som rektor.
Det var Statsrevisorerne der i deres beretning om statens forvaltning i 2020 i skarpe vendinger kritiserede udbetalingen af det store pengebeløb, da den daværende bestyrelsesformand flere gange fik at vide af ministeriet, at det var i strid med reglerne.
”Aftalen om engangsvederlaget er indgået, på trods af at Uddannelses- og Forskningsministeriet flere gange over for CBS har påpeget, at aftalen ikke fulgte reglerne på området. Det fremgår desuden af intern kommunikation mellem CBS og bestyrelsesformanden, at den daværende bestyrelsesformand var blevet gjort bekendt med, at det var i strid med reglerne, hvis aftalen blev indgået”, skriver Rigsrevisionen.
Karsten Dybvad har fastholdt, at han handlede efter bedste overbevisning og i god tro.
”Der er ikke så meget at rafle om. Statslige tilskud skal anvendes korrekt.Uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen
Minister: Intet af rafle om
Rigsrevisionen anbefalede i sin beretning også, at ministeriet kræver, at CBS tilbagebetaler de 692.000 kr. til staten, fordi CBS har anvendt deres statstilskud i strid med reglerne ved at udbetale pengene til den daværende rektor, og det sker nu meddeler Uddannelses- og Forskningsstyrelsen i en pressemeddelelse.
Konkret foregår det ved, at CBS bliver modregnet i sit statstilskud med 692.000 kr.
”Der er ikke så meget at rafle om. Statslige tilskud skal anvendes korrekt. Engangsvederlaget til den afgåede rektor på CBS blev udbetalt i strid med reglerne, og opfordringen fra Rigsrevisionen om et tilbagebetalingskrav er ganske klar. Jeg er tilfreds med, at Uddannelses- og Forskningsstyrelsen reagerer”, udtaler uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen.
CBS i tænkeboks
Uddannelses- og Forskningsstyrelsen har desuden bedt CBS om at blive holdt orienteret om eventuelle krav, som CBS måtte rejse mod den tidligere bestyrelse, fremgår det af pressemeddelelsen.
Kirsten Winther Jørgensen, universitetsdirektør på CBS har i et kortfattet mailsvar til Forskerforum skrevet, at det ”naturligvis gør indtryk, når man modtager kritik fra Statsrevisorerne".
”Vi beklager, at CBS tilbage i 2016 fik den opfattelse, at kontrakten kunne indgås med det konkrete kontraktvilkår. Med Statsrevisorernes beretning må vi konstatere, at det ikke var korrekt. CBS bliver bedt om at overveje, om der kan rettes krav mod den daværende bestyrelse. Vi undersøger nu om, der er grundlag for dette”, skriver Kirsten Winther Jørgensen.