Agrobiolog: ”Det er spændende at arbejde med fødevarer og skabe løsninger for fremtiden”

Asbjørn Mols Nørgaard blev i 2020 færdiguddannet cand.scient. i agrobiologi

Susanne Kragholm, fagskribent, BIO
Del artikel:

Til dagligt arbejder Asbjørn Mols Nørgaard med rådgivning af gartnere om grønsager primært løg og gulerødder. Han har siden april 2022 været ansat som konsulent hos HortiAdvice, hvor han rådgiver og arbejder med projekter om dyrkning og produktion af grønsager på friland.

”Jeg har indtil videre primært været under oplæring i rådgivning. Herudover arbejder jeg med projekter, der skal udbrede og demonstrere løsninger på nogle af de udfordringer, der er i grønsagsproduktionen.” fortæller Asbjørn Mols Nørgaard.

Der er mange forhold, der influerer på udbytte og kvalitet af grønsagerne. Vejrforhold, der skifter fra år til år, har stor indflydelse udfordringerne, men også de udfordringer er forskellige fra mark til mark.
Det gælder om at være på forkant, så man kan imødekomme nogle af de krav og ønsker, der stilles af det omgivende samfund – ikke mindst forbrugerne. Men også fx et fremtidigt klima, der kan blive mere uforudsigeligt.

En anden del af Asbjørns arbejde består i at formidle viden ud til gartnerne fx gennem artikler til fagbladet Gartner Tidende.

”Det danske areal med frilandsgrønsager er relativt lille i forhold til de største landbrugsafgrøder som korn, raps og grovfoder. Af samme årsag er der få specialister inden for de enkelte frilandskulturer. Vi er derfor meget internationalt orienterede og i hyppig kontakt med fagpersoner i landene omkring os for at sparre og dele viden,” fortæller Asbjørn.

Hvordan er du havnet i dette job?

Efter endt uddannelse arbejdede jeg i halvandet år hos Teknologisk Institut med markforsøg – primært med planteværn i korn. En stor årsag til, at jeg skiftede til HortiAdvice, var et ønske om at komme tættere på marken og være mindre låst bag skrivebordet. Og jeg er godt tilfreds med skiftet og med at være kommet tættere på de konkrete udfordringer, som producenterne står med hver dag.

Derudover synes jeg generelt, at det er spændende at arbejde mere direkte med fødevareproduktion, præge udviklingen og være med til at skabe løsninger for fremtiden.

Hvad kendetegner for dig en fagligt god dag?

Det er en dag, hvor jeg kommer omkring faglige problemstillinger, og helst hvor jeg føler, at jeg har bidraget med noget. Det kan fx være ved at løse konkrete problemstillinger for en avler, komme med et godt bidrag i et projekt eller fået en god ide til et nyt projekt gennem sparring med kollegerne.

Hvordan gør du en forskel med dit arbejde?

Jeg gør mit bedste for at bidrage med den viden og de kompetencer, jeg har.

I rådgivningen forsøger vi at hjælpe avlerne med de udfordringer, de står med i hverdagen. Ligeledes forsøger vi at bidrage til erhvervet igennem projekter, der kan tilvejebringe løsninger i den enkelte produktion eller til at løse fremtidige udfordringer.

Teknik er vigtigt. En maskinproducent forklarer teknikken bag en læggemaskine til sætteløg.

Hvad sætter du pris på ved en god kollega?

Jeg sætter pris på, at mine kollegaer er interesseret i andet end strengt faglige forhold og har et øje for det personlige – uden at være udspørgende.

Jeg synes også, at en god kollega er en person med et højt fagligt niveau, der er god at spille bolden op ad og sammen finde bedre løsninger.

Hvad mener du, er det bedste som en nyuddannet kan gøre for at komme ind i din branche?

Det er vigtigt at være opsøgende og fagligt interesseret. Man skal også være villig til at bruge sit netværk – fx tidligere medstuderende, tidligere arbejdspladser, familie og andre relevante bekendtskaber, der kan give viden om, hvor der er en jobåbning.

Det er hårdt ikke at have et sted at høre til og få afslag på jobansøgninger. Jeg tror, det bedste man kan gøre, er at knokle på og samtidig passe på sig selv i processen, så man ikke mister modet.

Efter min mening er faglighed og hårdt arbejde det vigtigste i processen, men jeg tror også, at det nogle gange kræver lidt held at få foden inden for. Det kan fx være, at en medarbejder lige har sagt op, og man netop har afleveret en uopfordret ansøgning. Eller man kan være heldig, at der lige er et stort behov for de kompetencer, man står med.

Hvordan ser du fremtiden inden for dit felt?

Fødevareproduktionen vil altid være essentiel. I øjeblikket er der et stort ønske i befolkningen om at styrke planteproduktionen, og i højere grad producere fødevarer frem for dyrefoder. Derfor ser jeg en lys fremtid, som grønsagskonsulent, og jeg er sikker på, der vil komme endnu flere hektar med grønsager og anden specialproduktion i fremtiden.

Samtidigt er der også et pres på, hvordan fødevarerne skal produceres fx i forhold til brug af pesticider. Det giver igen nogle faglige udfordringer for at bevare høje udbytter og høj kvalitet – så vidt det er muligt.

Og så er der hele klimadelen. Flere ekstreme vejrforhold giver stigende udfordringer med eksempelvis lange tørkeperioder eller voldsomme mængder nedbør. Ligeledes giver ønsket om at begrænse udledningen af klimagasser fra fødevareproduktionen også nogle spændende udfordringer.

}