Danmarks problematiske nationalparker

Cirka to tredjedel af Nationalpark Mols Bjerge er intensivt dyrkede marker og plantager. © Michael Stoltze

Michael Stoltze Cand.scient., ph.d. og forfatter
Del artikel:

Begrebet ’naturnationalpark’ er en konsekvens af de problematiske, danske nationalparkfødsler, og ordet findes ikke andre steder i verden.

Verden står midt i to store menneskeskabte kriser: Klimakrisen og biodiversitetskrisen.

Klimakrisen blev erkendt allerede i 1980erne og er forhåbentligt ved at blive løst gennem en gigantisk og besværlig omstilling af vores energiforsyning til bæredygtige teknologier. Biodiversitetskrisen blev sat på den politiske dagsorden ved FN-topmødet i Rio i 1992, men har nok befundet sig lidt i skyggen af klimakrisen, og det er først efter årtusindeskiftet, at krisen for alvor er blevet erkendt politisk og efterhånden også folkeligt.

I dag taler forskere om biodiversitetskrisen som ’den 6. masseuddøen’, der i modsætning til de fem tidligere tilfælde af masseuddøen i Jordens historien ikke skyldes udefrakommende astronomiske hændelser, men menneskeartens talrighed og store forbrug af ressourcer og plads. Vi fortrænger vore medskabninger på Jorden, der er fuld gang med at blive et fattigere sted med mindre liv.

Gennem internationale aftaler i EU og FN er vi som nation forpligtet til at passe på vores lands natur. Vi skal beskytte det, vi har, og genoprette (rewilde) en del at det tabte, så de vilde arter overlever. Vi skal give plads til, at naturen kan udfolde sig så frit og vildt, som muligt, og det sker bl.a. ved etablering af nationalparker.

Men der er gået politik i nationalparkbegrebet, og målet bør være, at rød og blå blok opnår en fælles forståelse, som er i overensstemmelse med de internationale krav til nationalparker.

Nationalparkbegrebets fødsel

Begrebet ’nationalpark’ opstod i USA, hvor Yellowstone National Park blev etableret som den første i 1872. Siden kom mange flere til, og ideen var – ud over at sikre storslåede naturområder for eftertiden – at give de unge forenede stater identitet, og derfor står nationalparker meget stærkt i det amerikanske samfund.

Efterhånden bredte ideen sig til resten af verden. I dag har stort set alle lande nationalparker, og etablering af dem er internationalt den vigtigste måde at beskytte natur på. Som første land i Europa oprettede Sverige en række nationalparker i 1909, og siden fulgte andre lande efter.

De danske nationalparker

I Danmark arbejdede regeringens såkaldte Naturfredningskommission i 1960’erne med et forslag til nationalparker, men det blev forkastet efter modstand fra blandt andre Danmarks Naturfredningsforening (DN), som vurderede, at de generelle regler for beskyttelse af natur ville forringes udenfor nationalparkerne. I stedet fik Danmark en lov om by- og landzoner, og i 1992 kom der en ny naturbeskyttelseslov, der bl.a. indeholder bestemmelser om beskyttelse af truede naturtyper og arter.

I 1999 blev Danmark i en international miljøvurdering fra OECD kritiseret for sin ringe naturbeskyttelse og bl.a. rådet til at etablere nationale naturområder. Det førte til nedsættelsen af det såkaldte Wilhjelmudvalg (navngivet efter formanden, den konservative tidligere industriminister Nils Wilhjelm), der i 2001 barslede med en omfattende udredning og en stribe anbefalinger om bedre naturbeskyttelse i Danmark. En af anbefalingerne var etablering af store, nationale naturområder, og denne gang tog politikere og DN godt imod det. I 2007 fik Danmark så en lov om etablering af nationalparker, og i 2008 blev Nationalpark Thy indviet af statsministeren som den første nationalpark i Danmark. Siden fulgte Nationalpark Mols Bjerge i 2009, Nationalpark Vadehavet i 2010, Nationalpark Skjoldungernes Land i 2015 og Nationalpark Kongernes Nordsjælland i 2018.

Begrebet ’naturnationalpark’ er en konsekvens af de problematiske, danske nationalparkfødsler, og ordet findes ikke andre steder i verden. Det er forvirrende i Danmark og temmelig besynderligt internationalt

Michael Stoltze, Cand.scient. og forfatter

For knapt et år siden besluttede regeringen at etablere 15 nye nationalparker kaldet ’naturnationalparker’ uden om loven fra 2007. Loven om etablering af naturnationalparker blev vedtaget i juni 2021, og beliggenheden af de første fem er besluttet: Fussingø, Gribskov, Tranum, Stråsø og Almindingen.

I modsætning til nationalparker etableret under nationalparkloven fra 2007, skal naturnationalparkerne rumme så vild og selvforvaltende natur, som muligt.

Røde og blå nationalparker

Det blev hurtigt klart, at den danske nationalparklov var meget rummelig, og at de store, danske nationalparker på en række område ikke lever op til nationalparkbegrebet, som det defineres af IUCN – den internationale organisation for naturbeskyttelse. Store dele af de danske nationalparker er intensivt dyrket land, der alene er med af landskabelige grunde og ikke i nogen fremtid kan forventes at blive konverteret til mere vild natur. I både Nationalpark Mols Bjerge og Nationalpark Skjoldungerne Land er omkring to tredjedele af parkerne således dyrket land eller byer og anlæg. Disse forhold har medført en markant kritik fra fagkredse og politisk, bl.a. fra Nils Wilhjelm selv.

Kritikken er baggrunden for de 15 nye nationalparker, der nu er ved at blive etableret. De bliver mindre end de fem første nationalparker, men til gengæld bliver det områder med vild natur, der lever op til IUCN’s kriterier for nationalparker.

Begrebet ’naturnationalpark’ er en konsekvens af de problematiske, danske nationalparkfødsler, og ordet findes ikke andre steder i verden. Det er forvirrende i Danmark og temmelig besynderligt internationalt, hvor nationalparker overalt (bortset fra i England) er et veletableret begreb, der betegner steder med vild og storslået natur.

Vi kan sige, at Danmark har én type nationalparker for blå blok, der forvaltes af nationalparkloven fra 2007 og en anden type nationalparker for rød blok, som forvaltes ud fra naturnationalparkloven fra 2021.

Udfordringerne med et kulturland

Hvordan skal vores nationalparker så være, hvis de skal bidrage til større naturmangfoldighed og opfylde de internationale kriterier?

Velfungerende natur forudsætter bl.a. masser af plads, naturlig hydrologi, store planteædere og store rovdyr. Den naturlige vandstand skaber variation og gradienter mellem tørre og våde områder, og det betyder livsbetingelser for en større rigdom af arter end i nutidens stærkt drænede landskab. De store planteædere bidrager også til at skabe forstyrrelser og lysninger, som et væld af plante- og dyrearter er afhængige af. Eksperimenter med fx bæver i Klosterheden, helårsgræssende heste i Mols Bjerge og helårsgræssende europæisk bison på Bornholm har illustreret, hvor stor og gavnlig effekt disse dyr har for biodiversiteten. Alt dette, plads, naturlig hydrologi og store dyr, tilstræber man i de nye naturnationalparker, hvor naturen skal være så vild som muligt.

Europæisk bison holder lysninger åbne på Bornholm i Almindingen, hvoraf omkring 1150 ha nu skal være nationalpark. © Michael Stoltze

Danmark er et kulturland, hvor omkring tre fjerdedele af arealet i dag bruges til produktion, og det betyder, at vi har nogle udfordringer, som en del andre lande ikke har, og at visse kompromisser er uundgåelige.

Hvis vi skal have nationalparker uden hegn og med rimelig velfungerende naturlige økosystemer med store planteæder som okse, bison, hest, hjortearter, bæver og vildsvin, samt store rovdyr som ulv, los og bjørn, skal vi udlægge måske halvdelen af Jylland som nationalpark. Det er på ingen måde realistisk, ligesom ingen tror på, at vi for alvor får store landområder med naturlige bestande af store rovdyr i Danmark. I stedet må vi operere med mindre nationalparker, hvor mennesket agerer ’rovdyr’ og regulerer bestanden af planteædende dyr.

De store planteædere

Næste udfordring er de store planteædere. Hvis de skal udøve deres gode effekt frem for at rende ud på markerne og æde sig mætte i dyrkede afgrøder, er hegning som regel en nødvendighed. Desuden vil vi af økonomiske og sikkerhedsmæssige grunde ikke acceptere fritgående køer, heste, bison og elge på dyrket jord, veje og i byer.

De store dyr skal gå frit og klare sig selv hele året, og da vi har udryddet urokser og vildheste i Europa, er man nødt til at benytte nogle egnede tamracer, der kan udfylde samme funktion. Det har vist sig muligt, men da der ikke er store rovdyr til stede, må man regulere bestandene af de store planteædere sådan, at der altid er tilstrækkelig naturlig føde om vinteren. Det er et krav i dyreværnsloven, og gør man det ikke, vil planteæderne blive så talrige, at der på et tidspunkt ikke er nok føde om vinteren, hvorved der bliver sult og massedød.

Udlægning af arealer til vild og nærmest selvforvaltende natur med store planteædere bag hegn er et vigtigt paradigmeskift i dansk naturbeskyttelse og naturgenopretning, og det er kommet for at blive. Men omstillingen er ikke problemfri. I offentlighedens øjne er kvæg og heste husdyr, der skal fodres, have læskure, tilses af dyrlæger og kureres for sygdomme. I nationalparkerne er deres funktion ikke at være husdyr, men at leve så naturligt som muligt og medvirke til at skabe de samspil og den dynamik, der er så vigtig for biodiversiteten. Det må man lære sig, og samtidigt bør vi indse, at hegn er nødvendige – i hvert fald, når man arbejder med så relativt små nationalparker, som vi gør i Danmark. Man hegner ikke naturen inde, men man beskytter kulturlandskabet mod visse store dyrearter. Hegn omkring hele eller dele af nationalparker er i øvrigt en udbredt praksis i hele verden.

Dyrevelfærd

Antallet af store, vildtlevende dyr bag hegn må aldrig blive så stort, at der bliver fødemangel om vinteren eller fx i perioder med tørke. Reglerne i Danmark er helt klare på det punkt, men alligevel har der været en kritik af den ændrede praksis i naturforvaltningen fra navnlig visse miljøer blandt hesteholdere, der ser den nye udvikling i dansk naturbeskyttelse som dyrplageri. Kritikken blev forstærket efter en dyreværnssag på et af statens områder i Mols Bjerge, hvor tilsynet tilsyneladende havde svigtet.

Den konstruktive del af kritikken har ført til større fokus på dyrevelfærd i nationalparkerne og til en øget bevidsthed om, at dyrebestande, som er begrænset af hegn, er vores ansvar. Man må ikke bare lade stå til, der skal føres løbende tilsyn, og bestandene skal reguleres efter behov. Men grundprincippet om, at der ikke må tilskudsfodres, og at dyrene så vidt muligt skal klare sig selv uden dyrlægehjælp og sygdomsbekæmpelse, står ved magt.

Fremtidens nationalparker

Det er positivt, at vi nu har fået nationalparker, hvor naturen har førsteprioritet, men der er ingen grund til at Danmark skal operere med to typer nationalparker. Også de femten kommende naturnationalparker bør kaldes nationalparker, mens de eksisterende fem nationalparker bør få nye grænser, således at intensivt landbrug, bebyggelse og andre arealer, der ikke opfylder IUCN’s kriterier, udelukkes.

Det er positivt, at vi nu har fået nationalparker, hvor naturen har førsteprioritet, men der er ingen grund til at Danmark skal operere med to typer nationalparker

Michael Stoltze, Cand.scient. og forfatter

For at opnå en dynamisk og selvforvaltende natur, kræves store sammenhængende områder, og det er et mål, vi som land bør arbejde hen imod. Men nationalparker behøver ikke nødvendigvis at være store. IUCN anbefaler 1.000 ha som mindstemål, det vil sige mindst 10 kvadratkilometer eller et område svarende til omkring halvdelen af Anholts areal, og det kan mange steder være en god start. Det er bedre med små og gode nationalparker, end med store og dårlige.

Nødvendigt med en ny nationalparklov

Når vi besøger et fremmet land, lægger vi gerne vejen forbi en eller flere af landets nationalparker, hvor vi forventer at møde nationens mest storslåede natur. I Danmark ser det lige nu ud til, at turister i fremtiden vil blive mødt af to modeller: Store, blå Anders Fogh-nationalparker med mange kornmarker og plantager, og små, røde Mette Frederiksen-nationalparker med vild natur.

Møns Klint og omgivelser har alt, hvad der skal til for at blive en af de kommende danske nationalparker. © Michael Stoltze

Det virker en anelse komisk, og løsningen må være at forene de to modeller under en samlet nationalparklov. Naturbeskyttelse handler om vores fælles fremtid og livsgrundlag, og bør ikke være kastebold mellem de politiske blokke.

En ny nationalparklov vil sammen med en ny naturbeskyttelseslov være et vigtigt redskab til at få løst biodiversitetskrisen. Ny lovgivning og midler til naturbeskyttelse vil være et signal om, at Danmark tager natur og biodiversitet alvorligt. Når biodiversiteten er i krise, handler det ikke kun om, at Jorden bliver fattigere på arter og liv, men også om at menneskers liv bliver fattigere, både materielt og åndeligt.

At etablere nationalparker og i det hele taget afsætte mere plads til den vilde natur er den vigtigste medicin mod det fattige liv, vi kan forvente, hvis vi ikke handler nu.

Mere læsning

IUCN’s nationalparkdefinition 

Stoltze, Michael, 2010: Danmarks nationalparker. Lindhardt og Ringhof i samarbejde med Friluftsrådet og Danmarks Naturfredningsforening. Indbundet, 237 sider.

Stoltze, Michael, 2018: Danmarks nationalparker er en skændsel. Kronik i Politiken. Kan læses online her.

}