Til indhold

Hvad kan Danmark lære af naturforvaltning i Sydafrika?

Sydafrika nationalpark biodiversitet
Waterberg er en af de regioner i Sydafrika, hvor mange landbrug er konverteret til private naturreservater og jagtfarme, og de indgår sammen med Marakele Nationalpark i det 6.500 km2 store Waterberg Biosphere Reserve. Også i Danmark kunne der være synergier mellem offentlige og private naturområder. © Kenneth Buk
Hvad kan Danmark lære af naturforvaltning i Sydafrika?
0:00 0:00
Af Kenneth Buk, Ph.d. i Naturforvaltning, konsulent i Sydafrika, faglig medarbejder i Verdens Skove

Selv om biodiversiteten er meget forskellig i de to lande, er der god grund til at tage ved lære af Sydafrikas tilgang til at beskytte den.

Sydafrika er 28 gange større end Danmark, rummer ni biomer (overordnede vegetationszoner) mod Danmarks ene (tempereret løvskov) og er hjemsted for 23 gange så mange arter af frøplanter.

Alene Cape Towns berømte Taffelbjerg huser flere arter af frøplanter end Danmark, men selv om biodiversiteten er meget forskellig, er der god grund til at lære af Sydafrikas tilgang til at beskytte den.

Naturforvaltning i Danmark og Sydafrika

Mod slutningen af 1800-tallet var Sydafrikas natur kommet i samme situation som den danske. Skovene var prægede af tømmerrovdrift, jagten fortrængte dyrene, det meste land var optaget af husdyr og afgrøder, og intet areal var afsat til natur.

Det resterende vildt blev decimeret i 1896 af den indslæbte kvægpestvirus og igen til nødrationer under den Anden Anglo-Boer Krig fra 1899 til 1902. Sydafrika blev siden industrialiseret i en grad, der minder om Europa.

Den østlige halvdel af Sydafrika er næsten lige så tæt befolket som Danmark, men det er her, man finder de fleste naturreservater. Den vestlige halvdel – med undtagelse af sydkysten – er for tør til afgrøder og er derfor sparsomt befolket og domineret af ekstensiv husdyrgræsning og et stigende antal jagtfarme.

Sydafrika og Danmark brugte henholdsvis 5,0 og 8,1 mia. kr. på miljøbeskyttelse i 2015, og havde 10,0 og 10,8 mio. besøgende i 2017.

Der er altså ligheder i form af stort tab af den oprindelige biodiversitet, efterfulgt af landbrug og moderne industrisamfund i et tæt befolket demokrati, mens Sydafrika kun har de samme penge og antal turister som Danmark til et meget større areal.

Historiske vendepunkter

I 1895 genopdagedes en sidste, sydafrikansk bestand af hvidt næsehorn ved iMfolozi floden nær landets østkyst, hvor et jagtreservat for Zulukongerne havde ydet nogen beskyttelse, indtil europæiske jægere ankom.

I et historisk vendepunkt gav den britiske koloniregering fuld beskyttelse til næsehornene i form af Hlhluwe og iMfolozi Game Reserves.

Godt 500 km mod nord i den første Sydafrikanske Republik oprettede Præsident Kruger i 1898 Sabi Game Reserve. Arealet blev gradvist flerdoblet til ca. 19.000 km2 og i 1926 åbnet for turister som Kruger National Park i et andet historisk vendepunkt. I 1931 blev 9.000 km2 beskyttet i Kalahari Nationalparken.

På godt 30 år var Sydafrikas naturforvaltning vendt fra ikke-eksisterende med de store dyr på randen af lokal udryddelse til at omfatte tre af verdens dyrerigeste og ikoniske parker med en moderne vision om naturturisme.

Store dyr og gamle, døende og døde træer er blandt de biodiversitetsfremmende elementer, der mangler i dansk natur. Sydafrika var tæt på at miste sine sidste elefanter, og de var helt udryddet i forløberen for Kruger Nationalpark, men genindvandrede fra Mozambique.

Tænk stort

Kruger Nationalpark startede imidlertid ikke som vild, urørt natur. Pga. malaria og sovesyge var det marginaljord, men alligevel tyndt befolket af subsistensbønder og tømt for bl.a. elefanter og næsehorn af jægere.

Bønderne blev flyttet ud af området, og de store planteædere – og senere også rovdyr – fik jagtfred. Elefanter genindvandrede, mens bl.a. sort og hvidt næsehorn blev genudsat fra iMfolozi. Kruger var altså reelt et storstilet rewilding- og turismeprojekt – pænt forud for sin tid!

Store områder er vigtige i naturforvaltning, fordi de naturlige processer, der giver biologisk mangfoldighed, er pladskrævende: Store planteædere, oversvømmelser og åslyngninger, stormfald og cyklisk succession, kysterosion, ild mv.

Store arealer giver også relativt mindre randeffekt, som fx tab af store dyr ud af arealet og spredning af forurening ind i arealet.

Også muligheder i Danmark

Danmark kan ikke afsætte et areal af Krugers størrelse, men vi har 35 offentligt ejede arealer på over 1.000 ha, som kunne gøre en betydelig forskel, hvis de blev udlagt til produktionsfri, vildere natur.

To af områderne, Oksbøl Krondyrreservat og Thy Nationalpark, er over 20.000 ha med potentiale for udvidelse, og de kunne for alvor rumme vild, selvforvaltende natur med mulighed for naturlig bestandsregulering af de store dyr - foruden betydelige turistindtægter til Udkantsdanmark.

De første skridt er taget i Danmark med 15 naturnationalparker og i alt 75 000 ha urørt skov på vej i 2026. Desværre er parkerne for små, de genudsatte arter af store dyr for få, og parkernes forvaltning langt fra selvforvaltende natur.

De urørte skove er ikke forankret i lovgivning og deres forvaltningsplaner håbløst uambitiøse. Alligevel er det banebrydende skridt i den rigtige retning.

Der bør også sættes mere langsigtede mål for, hvor mange pct. vild natur, Danmark skal have, og hvordan den sikres mere sammenhæng – fx i en naturzone.

På EU-plan er målet for 2030, at 30 pct. af land og havarealer skal være beskyttet natur, heraf 1/3 strengt beskyttet, dvs. 10 pct. Med kommende naturnationalparker og urørt skov vil Danmark nå ca. 2 pct. i 2026.

Danmark har 35 offentligt ejede arealer på over 1.000 ha, som kunne gøre en betydelig forskel, hvis de blev udlagt til produktionsfri, vildere natur.

Rewilding, naturligvis!

Tilbage i Sydafrika var det helt naturligt, at tætte bestande af store dyr i naturlig vegetation blev et mål for Kruger og iMfolozi, fordi den vilde naturs store dyr (megafaunaen) endnu var i mands minde og fandtes i nabolandene mod nord.

Parkerne i Sydafrika konsoliderede genindførelse af megafauna som en standard for naturbeskyttelse i Sydafrika, længe inden ordet rewilding opstod som buzz word i Nordamerika.

Det står i skarp kontrast til Danmark, hvor størstedelen af megafaunaen for længst var udryddet, og et landskab af jordbrug og små, udyrkede jordlommer var den ’natur’, der var i folks erindring, da de første  naturbeskyttelsestanker nåede landet.

De store dyr - til dels rovdyrene og i særdeleshed de store planteædere - er helt afgørende for at sikre biodiversiteten, viser den internationale biodiversitetsforskning.

Planteædernes økologiske nøgleroller inkluderer at skabe artsrigt, lysåbent græsland, savanne og skovlysninger ved at æde vedopvækst og dødt græs, deponere lort til insekter, slide hul på plantedækket og rode i jorden til  gavn for spiring og jordboende smådyr, skrabe bark til glæde for svampe og vedboende insekter, og til sidst blive til bytte eller ådsler for diverse rovdyr og ådselædere.

Tætheden af store planteædere er primært bestemt af fødemængden, men rovdyr kan reducere den samlede bestand noget, påvirke antallet og fordelingen af de enkelte arter, samt fjerne syge og svækkede dyr.

Selv om Nordeuropas skovelefanter og næsehorn er udryddede, er der stadig rige muligheder i Danmark for at genudsætte hjemmehørende bisoner, vildsvin, vildheste, vildokser, bævere, elge m.fl. og finde plads til flere rådyr, dådyr, krondyr og ulve.

Store dyr og hegn

Med store planteædere og rovdyr kommer direkte konflikter med mennesker, med vores afgrøder og husdyr i form af prædation, fødekonkurrence og veterinære hensyn – og med trafik på veje og jernbaner.

Samtidigt skal man i naturforvaltningen undgå større tab af dyr og sikre, at dyrene uforstyrret kan udfylde deres nøgleroller. Løsningen er, lige som i jordbruget, at adskille arealformålene med hegn.

Således blev Krugers nationale grænser hegnet for 60 år siden og grænserne mod nabolandene for 40 år siden. Alle reservater i Sydafrika med store dyr er i dag hegnede, og det samme gælder et stigende antal reservater i resten af Afrika.

I Sydafrika og Danmark er der op til 10 kg pr. ha planteædere uden for de hegnede områder, men for at udfylde nøglerollerne skal de store planteædere op på deres natur lige tætheder, hvilket i Danmark er ca. 100 kg pr. ha.

Vi kender hegn med vildtlevende planteædere fra populære og biodiversitetsrige Lille Vildmose, Jægersborg, Klelund og andre dyrehaver, så det gælder bare om at udbrede og opskalere de gode erfaringer.

Det er vigtigt at forstå, at hegn blot er et naturforvaltningsværktøj, der kan tilpasses lokale formål, hvilke dyr der skal holdes inde eller lades passere, og at hegn til en hver tid kan fjernes eller ændres. Naturen inden for hegn bliver vildere, mens den udenfor forbliver uændret.

Hegn er et vigtigt redskab i naturforvaltningen, som kan tilpasses til, hvilke dyr man vil holde inde, og hvilke man vil lade passere – hvad enten det er i Danmark eller Sydafrika.

Naturbeskyttelse på private jorde

Offentlige arealer under streng naturbeskyttelse er vokset til ca. 8 pct. af Sydafrikas landareal med en detaljeret plan for at nå Biodiversitetskonventionens mål.

Naturbeskyttelsen på private jorde var mere begrænset i det meste af 1900-tallet. Vildtet på private jorde var i statens eje og kunne derfor ikke sælges, og tilladelse til at nedlægge eller flytte vildtet var en meget bureaukratisk affære. Det gjorde, at store, vilde dyr på privat jord generelt var til mere skade end gavn og derfor blev holdt nede ved illegal jagt.

I 1991 blev lovene ændret, så man nu kunne eje, sælge og forvalte vildt på private jorde, der opfyldte krav om ’tilstrækkelig indhegning’. Det førte øjeblikkeligt til en opblomstring af private naturejendomme med dyr til jagt, vildtkød og fototurisme.

Under apartheidstyret havde mindretallet af hvide fået tildelt hovedparten af jorden og nydt statstilskud til landbrug. Ved demokratiets indførelse i 1994 startede en gradvis omfordeling af jorden, mens landbrugsstøtten hurtigt blev udfaset.

Uden landbrugsstøtte blev arealforvaltning med vilde dyr langt mere konkurrencedygtigt, og den politiske stabilitet styrkede investeringslysten blandt både lokale og udenlandske investorer.

Loven om vildteje, bortfald af landbrugsstøtte og det gode investeringsklima førte til et boom i privat naturbeskyttelse, således at 14 pct. af Sydafrikas landareal i 2015 udgjordes af private jagtfarme og naturreservater.

I Europa er udfasning af landbrugstilskud ikke umiddelbart forestående, men bedre udnyttelse af støtten til natur inden for de nuværende og kommende rammer kan have en lignende effekt. Lige som i Sydafrika kan private naturejendomme med kombinationer af naturturisme, jagt og kødproduktion skyde op med de rigtige ændringer i tilskud og lovgivning.

Mindst 60 hegnede reservater i Sydafrika har bestande af geparder eller andre store rovdyr. Relativt store reservater med store rovdyr og en mangfoldighed af habitater giver mulighed for en helt eller delvist naturlig regulering af de store planteædere. Det vil også være en mulighed nogle steder i Danmark.

Alternativ finansiering af natur

De nye muligheder i Sydafrika har ført til stor opfindsomhed mht. at finansiere natur. Private jorde slås sammen i conservancies for at nyde stordriftsfordele som færre ansatte og maskiner, større udbud af landskaber, habitater og efterspurgte dyrearter.

Conservancies kan også omfatte jord ejet af lokale samfund, som enten indgår som forretningspartnere, får del i overskuddet eller lejer jorden ud.

Naturreservater sælges i jordlodder lige fra 0,2 til 1.500 ha, der skal henligge som vild natur, men med ret til at bygge en fritidsbolig, helårsbolig eller lodge ifølge specifikationer og mod betaling af fællesudgifter til reservatets drift.

Offentlige-private partnerskaber omfatter sammenlægning af offentlige og private reservater, kontraktparker hvor den offentlige myndighed lejer jorden på en langtidskontrakt samt udlån af dyr, hvor et offentligt reservat kan udlåne ’overskudsdyr’ gratis til et opstartende reservat, som kan beholde halvdelen af afkommet.

Biodiversity Stewardship er avancerede kontraktforhold, hvor en person eller et lokalt samfund med jord af biodiversitetsinteresse forpligter sig til at beskytte biodiversiteten mod offentlige modydelser, hvis størrelse modsvarer forpligtelsernes omfang og tidshorisont.

I Sydafrikansk naturforvaltning bruges helikoptere til patruljering mod illegal jagt, optælling af dyr og luftfotos af vegetationen samt til indfangning af dyr og andre veterinære opgaver.

Stewardships kan variere lige fra en uformel aftale, hvor det offentlige blot leverer en  biodiversitetsplan, som jordejeren kan vælge at følge, til den anden ekstrem hvor jordejeren indgår kontrakt om et tinglyst naturreservat fra 30 år til evigt mod fritagelse for jordskatter, omfattende rådgivning og logistisk assistance.

Fordelen for jordejeren er, at vedkommende kan blive boende og eventuelt forbedre sin økonomi, mens fordelen for den offentlige myndighed er, at det er billigere end at opkøbe jorden og ansætte folk til at forvalte den.

Forskellige former for Biodiversity Stewardship aftaler kan kombineres i sammenhængende beskyttede landskaber (Protected Environments) som fx Mountain Zebra Protected Environment, der omfatter fem stumper af nationalpark og 66 private naturejendomme på foreløbigt i alt 2.863 km2.

Alle disse finansieringsmodeller kan kopieres og tilpasses danske forhold og formål. Hertil kommer selvfølgelig traditionelle jordopkøb foruden mulige synergier med udlægning af lavbundsjorde og skove til vild natur af hensyn til klimaet.

Kyster og hav

Isimangaliso Wetland Park startede som et mindre ’game reserve’ på land i 1895, men er vokset til 190 km kystlinje, der forbinder flere reservater til lands og nu også beskytter 10.700 km2 af havet!

Sydafrika oprettede i 1964 det første marine reservat på kontinentet, og i 2019 nåede man 50.000 km2 eller 5 pct. af det nationale havterritorium. Arealet forventes at nå 10 pct. i 2023, og Sydafrika har tilsluttet sig 30 pct. i 2030.

I Danmark udgør kyster og ådale også en mulighed for at forbinde og konsolidere naturområder. Fx kunne Jyllands vestkyst bruges til at sammenhæfte en række offentlige områder til en perlerække af naturreservater fra Skallingen til Skagen.

Danmark har marine Natura 2000-områder, men det er kun Øresund, der reelt har nogen beskyttelse mod overfiskning, bundtrawling og anden skadelig virksomhed.

Med nye havstrategiområder forventes streng beskyttelse af Danmarks marine areal at nå 4,1 pct., så også til havs er der tegn på, at Danmark omsider arbejder på at indhente den forsømte naturbeskyttelse.

 

Artiklen er tidligere udgivet på JA Aktuelt og er opdateret af skribenten inden genudgivelse.

Sydafrika nationalpark biodiversitet
Waterberg er en af de regioner i Sydafrika, hvor mange landbrug er konverteret til private naturreservater og jagtfarme, og de indgår sammen med Marakele Nationalpark i det 6.500 km2 store Waterberg Biosphere Reserve. Også i Danmark kunne der være synergier mellem offentlige og private naturområder. © Kenneth Buk