Conservation Agriculture hjælper agerhøns og andre fugle

Den internationale litteratur om effekten af forskellige jordbehandlingsformer på biodiversitet og miljø differentierer sjældent på de forskellige pløjefri dyrkningsformer.

Det anerkendte britiske ’What Works in Conservarion?’ konkluderer imidlertid på baggrund af 46 studier fra en række lande, at reduceret jordbearbejdning sandsynligvis har en positiv beskyttelseseffekt.

Projektet ‘Grønne Marker og Stærke Rødder’ har vi efter to forskellige metoder foretaget nogle sammenlignende undersøgelser af agerhønse- og andre fugleforekomster på og omkring Knudstrupgård ved Sorø, der har været drevet med Conservation Agricukture (i det følgende CA) i en årrække.

Artiklen præsenterer de første resultater, som dog vil kræve gentagelser og et større statistisk grundlag, førend der kan uddrages endelige konklusioner.

Dyrkning og insekter påvirker agerhøns

Agerhønens kyllinger er helt afhængige af insektføde de første to uger af deres liv. Derfor er agerhønen en oplagt indikatorart for naturindhold i landbrugslandet. Således er den også interessant at observere og registrere i sammenhæng med dyrkningsprincipper, som fremmer insektlivet.

Siden 2015 har der i området været foretaget optællinger af agerhøne og hare som led i Danmarks Jægerforbunds markvildtindsats, der har til formål at styrke levevilkårene for agerlandets dyreliv.

Agerhønsene tælles med stående hunde som afsøger markerne i et søg, som breder sig 150 meter ud til hver side af transekterne. Således opnås en søgebredde på 300m.

Markvildtindsatsen har ikke haft fokus på at finde forskel mellem dyrkningsprincipperne, men der har over årene med optællinger tegnet sig et billede af de naturmæssige styrker ved CA.

Når tællingerne er dukket op i indbakken, har det da også vakt interesse, at der ser ud til at være et større antal agerhøns på de arealer, som dyrkes efter CA principperne.

Øget bestand af agerhøns

Resultaterne af agerhønsetællingerne fremgår af Figur 1. Meget tyder på at dyrkningsformen har betydning for levevilkårene for agerhøns.

Set over alle år ser det ud som om CA giver den største bestand af agerhøns. Dette skyldes især tilstedeværelsen af insekter, som er så livsvigtige for kyllingerne.

Samtidig spiller dækningen, som CA yder med et konstant plantedække, en vigtig rolle. I tælleperioden februar-marts søger agerhønsene dækning på markerne, og her foretrækkes vinterraps og CA marker med vintersæd, hvor sidste års stub, delvist nedbrudt halm og den nye afgrøde udgør en god camouflage til de gråbrune fugle.

Denne præference er også med til at forklare, hvorfor der er i 2017 var et højere antal agerhøns på de pløjede og pløjefri arealer end på arealerne som dyrkes efter CA principperne. I 2017 var der på de pløjede arealer et større areal med vinterraps på transekterne end tidligere år.

For at opnå mere sikre resultater er det behov for større moniteringsarealer – dette vil kunne eliminere usikkerheder som afgrødefordelingen, samt give et større datagrundlag.

Et alternativ er naturligvis at afsøge arealerne i yngletiden, men forstyrrelse lige efter æggene klækkes kan være fatal for agerhønsene, og er derfor ikke en mulighed.

Øvrige fugle har også glæde af CA

Allerede i 2004 beskrev et videnskabeligt review på baggrund af de første europæiske erfaringer positive effekter af reduceret jordbearbejdning på arter som sanglærke og vibe, om end forskellige studier nåede forskellige konklusioner.

Efterfølgende har en række især britiske studier eftervist positive effekter på fødeudbud i form af orme, insekter og frø og bl.a. påpeget, at en af årsagerne til tidligere divergerende resultater bl.a. kan være, at årstiderne spiller ind, at vejret de enkelte år har stor betydning, samt at afgrødevalget de enkelte år også har stor betydning.

Ved at foretage samtidige optællinger langs transekter med ensartet afgrødevalg i hhv. CA-marker og konventionelt dyrkede marker i og omkring Knudstrupgård reduceredes usikkerheder afledt af afgrødevalg, årstider og vejrlig.

Transekterne udlagdes bevidst med stor afstand til levende hegn og småbiotoper m.v., da landskabskompleksiteten har en meget stærk indflydelse på fuglesammensætningen.

I alt blev udlagt 2 x 1.540 meter transekt i hhv. CA- og konventionelt dyrkede marker, som optaltes 10 gange i perioden april-september i 2018, suppleret med stikprøvetællinger i vinteren 2018/2019 og i ynglesæsonen 2019.

Resultater for 45 arter af fugle

Der registreredes i ynglesæsonen 2018 alt 3.104 fugle på jorden eller i vegetationen fordelt på 45 arter + 121 harer og 15 rådyr.

Eftersom transektlængderne var præcis lige lange på CA- og konventionelt dyrkede jorder, ville man statistisk forvente en tilnærmelsesvis 50/50-fordeling af fuglene på de to kategorier, dersom der ingen effekt var af dyrkningsformen. Men det viste sig, at 68% af alle registrerede fugle opholdt sig på CA-marker, ligesom 59% af harerne og 87% af rådyrene.

I figur 2 er vist den relative fordeling for de 23 fuglearter, der forekom med >10 eksemplarer. Det ses, at for seks arters vedkommende (hjejle, sølvmåge, hættemåge, tornirisk, ringdue og vibe) forekommer mindst 80% i CA-marker.

Fire af de seks arter (hjejle, sølvmåge, hættemåge og vibe) er afhængige af jordboende invertebrater og for vibes vedkommende tillige insekter i ungernes første to leveuger.

Tornirisken er også afhængig af insekter til ungerne og derudover af ukrudtsfrø. Alle seks arter på nær ringdue er i øvrigt i generel tilbagegang – vibe så meget, at den kandiderer til rødlistning.

Andre otte arter (stormmåge, råge, landsvale, stær, solsort, skovspurv, sanglærke og hvid vipstjert) havde i undersøgelsen ligeledes præference for CA, men knap så udtalt idet mellem 55 og 80% forekom her. Tre af disse arter er afhængige af jordlevende invertebrater, nemlig stormmåge, råge og stær, og fire er i tilbagegang, nemlig landsvale, stær, skovspurv og sanglærke – stær så meget, at den kandiderer til rødlistning.

Agerhønen fremstår i denne undersøgelse indifferent, men optællingsformen egner sig ikke til denne trykkende art.

Tre af alle fuglearterne med præference for CA, nemlig vibe, landsvale og sanglærke, er ’agerlandsspecialister’, og hvad viben angår, så konstateredes kun ynglesucces på CA-marker, og her primært i vårbyg, men dog også i hestebønne (og i sommeren 2019 desuden i efterårssået vårhvede).

Landsvale havde tillige præference for CA, dog biased af en kvægbesætning nær en af CA-transekterne.

Sanglærker kan nå et ekstra kuld

Hvad sanglærkerne angår ynglende de med større tæthed i CA- end i referencemarkerne (således 1-1,2 par/ha mod 0,6-0,8 par/ha), og de nåede tilsyneladende et kuld mere, end lærkerne på konventionelle marker (nemlig 2-3 mod 1-2).

Således registreredes som et indicium på yngel alle opstigende, syngende lærker, og resultatet fremgår af Figur 3, hvor det ses, at de fortsatte med at yngle helt frem til 16. juli-tællingen, mens de klingede af i referencemarkerne efter 24. juni-tællingen.

Forskellen er altså en på 22 dg, som er lang tid i et lærkeliv, hvor det kun tager 11-12 dg at udruge æggene, andre 8-10 dg, førend ungerne forlader reden, og yderligere blot 10 dg førend de er flyvefærdige.

Vintertællinger viste, at sanglærke overvintrer i flokke på op til 20-30 individer på CA-markerne, mens arten ellers stort set ikke forekommer overvintrende på indlandsmarker på Sjælland.

Fra litteraturen vides, at sanglærken om vinteren behøver en tæthed af frø (ukrudt og spildkorn) på mindst 450 stk./m2, førend der er energi-økonomi i at opsøge en given mark, og det er den formodentlig større, tilgængelige frøpulje på CA-arealerne, der er årsag til vinterpræferencen.

Ny undersøgelse viser femdobling af sanglærker ved CA

De udførte optællinger synes – med forbehold for det spinkle, statistiske grundlag – at bekræfte en præference for CA-marker hos agerhøne og flertallet af det åbne lands øvrige fuglearter.

Det gælder særligt dem, der er afhængige af insekter i yngletiden og derudover af jordlevende invertebrater samt uden for yngletiden af ukrudtsfrø og spildkorn.

CA synes især at tiltrække arter, der ellers er i stærk tilbagegang, herunder agerhøne – som i en vis grad dog også tager til takke med pløjefri dyrkning -, vibe og sanglærke, hvor sidstnævnte nyder godt også af vinterfrøpuljen.

Efterfølgende har Hundebøl & Axelsen (2022) fundet, at tætheden af sanglærker i juli måned var fem gange højere i CA- end i konventionelt dyrket vårbyg på nogle jyske marker. Massen af byttedyr (arthropoder) pr. arealenhed var næsten to en halv gange højere i CA-markerne end i de konventionelle.

Opgjort i forhold til fødebehovet hos et sanglærkepar og deres ungekuld, betød det, at forældrefuglene kun behøvede at afsøge 587 m2 pr. dg i CA-markerne mod 1.334 m2 i de konventionelle vårbygmarker

Samtidig betyder afgrødevalg meget, hvor arter som vibe og sanglærke har klar ynglepræference for vårafgrøder, mens agerhøne foretrækker vinterafgrøder om vinteren.

Også dyrkningsintensitet og landskabskompleksitet spiller ind på fuglenes præferencer. Specifikt for agerhønsenes vedkommende kan tælletidspunktet februar-marts spille en væsentlig rolle. Her udmærker CA sig ved altid at have et ”uldent” udtryk, som skjuler de gråbrune fugle godt i alle vinterafgrøder – ikke kun vinterraps.

Når der i en årrække på fem år kan konstateres et højt antal agerhøns på de arealer, som dyrkes efter CA-principperne, tyder meget dog på en særlig præference for disse.

Artiklen har tidligere været udgivet i Momentum+ samt på JA Aktuelt og er blevet opdateret af forfatteren inden genudgivelse.