Sand som dræber

Jordens befolkningstilvækst er eksploderet i de seneste årtier, og vi får højere og højere levestandarder. Derfor begynder vi nu at løbe tør for en essentiel ressource – nemlig sand.

Størstedelen af klodens befolkning er omgivet af sand: enhver betonbygning, alle asfalterede veje og vinduer er fremstillet vha. sand.

Beton er verdens mest anvendte byggemateriale. Beton består af en smule cement, vand, grus – og sand.

Sand og grus anvendes dermed til konstruktioner, mure, gulve og fundamenter i stort set alle bygninger. Desuden skal der sand til sandkasser og glas, til flisebelægning og til glatførebekæmpelse samt til fremstillingen af papir, maling og sågar tandpasta!

Højere sandkvaliteter anvendes i solcelleanlæg og i computerchips og er essentielle for at kunne holde den moderne teknologi kørende og gang i en grøn omstilling.

Vi forbruger 7.000 kilo sand pr. person årligt

Efterspørgslen på sand globalt set er tredoblet alene de sidste to årtier. På verdensplan forbruger vi 50 mia. ton sand hvert år, svarende til ca. 7.000 kg sand pr. person årligt.

Vi er i dag 8 mia. mennesker, i 2030 forventes tallet at stige med en halv mia. Med flere mennesker og generelt forbedrede levestandarder i store dele af verden vil behovet for sand også stige.

I dag er Singapore verdens største importør af sand. Flere lande har begrænset eller helt stoppet eksport af sand til Singapore. Indonesien har eksempelvis eksporteret så meget sand til Singapore, at der over det sidste årti er forsvundet mere end 20 øer i landet.

Samtidig brugte Kina lige så meget sand til betonfremstilling mellem 2011-2014, som USA gjorde i hele det sidste århundrede. I fremtiden vil behovet for sand kun stige, og det samme vil værdien af sand.

Til trods for den almindelige opfattelse af, at sand er en uudtømmelig kilde, er det en knap ressource i en stigende del af verden, og utallige komplekse menneskelige, økonomiske og miljømæssige konsekvenser følger med indvindingen.

Ørkensand kan ikke bruges i byggeri

Ørkensand - som dækker en tredjedel af jordens landareal - kan ikke anvendes i byggeindustrien. Her skal sandet være mere kantet og af forskelligartede størrelser, så det kitter bedre sammen i produktionen.

Ørkensand derimod er for afrundet og kornene for ensartede i størrelsen. Man skal forestille sig, det er marmorkugler, man ville skulle bygge med. Derfor importerer ørkenstaten Dubai sand så langt væk fra som Australien, da deres egne marine forekomster er udtømt.

Sandet anvendes til tvivlsomme landindvindings- samt byggeprojekter såsom ‘The Palm Islands’, de karakteristiske palmeformerede øer, hvor kun en brøkdel er befolkede.

Den type sand, der er efterspurgt i byggebranchen, kommer typisk fra grus- og sandgrave samt fra nogle af verdens store floder.

Efter endt indvinding på land ser man i nogle tilfælde, at hullerne efterladt i landskabet kan anvendes til rekreative projekter, mountainbike-ruter og huse specifikke insekter grundet det mikroklima, kraterne udgør. Dette hører dog til sjældenhederne.

Når sand derimod indvindes fra floder, er udfordringen, at der i stigendende grad indvindes mere, end der naturligt produceres.

Ofte indvindes sandet uden forudgående miljøundersøgelser og i mængder, der er så store, at skaderne på naturen er irreversible.

Sandindvinding kan have dramatiske konsekvenser

I mange lande betyder den intensive indvinding, at økosystemerne påvirkes i en sådan grad, at det har alvorlige konsekvenser for natur og befolkning.

Mange småskala fiskere er eksempelvis påvirket af sandindvinding, da vigtige fiskearters levesteder ødelægges, hvilket fører til en tilbagegang i fiskebestandene.

I Vietnam har regeringen estimeret, at op mod en halv million mennesker vil blive tvunget til at migrere væk fra Mekong-flodens breder som følge af dramatiske konsekvenser forårsaget af sandindvinding.

Andre er tvunget til at ændre levevej og lever fra dag til dag med at indvinde sand.

Mange lande har ingen lovgivning på området, og indvindingen foregår uden hensyntagen til mennesker og natur.

Ulovligheder i 70 lande for at få fat i sand

Illegal sandindvinding er påvist i mere end 70 lande, og nogle i nogle områder er det deciderede sandmafiaer, der styrer driften.

Karteller ejer lastbilerne, sandet bliver transporteret i, bevæbnede personer beskytter indvindingen, der ofte finder sted om natten, og regeringsfolk og politi vender det blinde øje til.

Folk involverede i sandindustrien, miljøretsforkæmpere, jurister og journalister er verden over blevet dræbt i kampen om sand.

Måden, hvorpå sand indvindes, har voldsomme konsekvenser og den nuværende indvinding er hverken bæredygtig for det naturlige miljø eller for de mennesker, der lever i samspil med den. Manglen på sand er et stigende problem og en global udfordring.

Der er behov for at finde alternative kilder til at forsyne den hurtigt voksende globale efterspørgsel, som skyldes vækst i verdensbefolkningen.

Samtidig betyder klimaforandringerne, at mange kystområder oplever et øget pres på infrastrukturen og et behov for at tilpasse sig stigende havspejl og mere ekstremt vejr, hvor sand igen spiller en vigtig rolle i kystbeskyttelse og oversvømmelsessikring.

Grønlands potentielle rolle i sandkrisen

Klimaforandringer påvirker hele Kloden, men i Arktis er opvarmningen mere end dobbelt så kraftig som det globale middelniveau.

Mange steder er de kystnære områder under særligt stort pres, da permafrosten tør som følge af de højere temperaturer.

Det gør hele samfund sårbare, da det stabile fundament – underlaget – truer med at kollapse, når bygninger synker, og olieledninger og infrastrukturen skades. Samtidig truer havets bølger med at gnave sig ind på kysterne.

De højere temperaturer har mindsket havisudbredelsen og den periode, hvor havet er frosset. Bølgerne kan derfor erodere det nu optøede land over en større del af året end tidligere.

For Grønlands kyster forholder det sig anderledes, når klimaet bliver varmere pga. den store afsmeltning fra indlandsisen.

Den smeltende is leverer så store mængder sand og grus til de grønlandske kyster, at disse aflejringer potentielt udgør en kilde for Grønland til at forbedre landets økonomi og samtidig mindske presset på de globale ressourcer.

Økonomi og selvstændighed er et vigtigt element

Grønlands selvstyre blev indført i 2009, og landet fik hermed retten til selv at administrere naturressourcerne. Grønland er trods den politiske uafhængighed af Danmark stadig økonomisk afhængigt.

Landet oplever samtidig stigende udgifter forbundet med den aldrende befolkning, fraflytning til primært Danmark, arbejdsløshed og et lavt uddannelsesniveau.

Grønland har i årtier forsøgt at udvikle landets økonomi ved at fokusere på minedrift, olie- og gasindvinding samt i nyere tid også turisme.

Med svingende internationale konjunkturer og faldende markedspriser på både olie- og brændstofpriser har det vist sig svært at påbegynde og gennemføre indvinding af naturressourcer.

Grønland har derfor længe søgt at diversificere landets økonomi og at sikre en økonomisk bæredygtig fremtid med mindsket afhængighed af dansk bloktilskud.

Etablering af en sandindustri i Grønland

Med den globale opvarmning smelter indlandsisen. Det betyder, at større mængder sand og grus transporteres fra land til hav, hvorved deltaerne langs kysten udbygges. Deltaer opstår, hvor floder møder havet og materiale aflejres.

Så længe klimaet bliver varmere, vil indlandsisen fortsætte med at smelte og denne øgede afsmeltning transporterer kontinuerligt materiale ud til kysterne, som dermed vokser længere ud i havet.

Dette åbner for muligheden for at tappe disse enorme ressourcer ved at etablere en sandmineindustri.

Sand og grus forekommer i så store mængder langs Grønlands kyster, at der er potentiale for, det kan styrke landets økonomi.

Deltaer med dilemmaer

Ved at indvinde materiale fra de voksende deltaer undgås flere af de ofte kontroversielle problemer, der er forbundet med traditionel indvinding fra grusgrave, såsom støj- og støvforurening.

Det er dog afgørende, at der foretages grundige forundersøgelser og miljøvurderinger med henblik på at bestemme påvirkninger af natur og miljø, og at indvindingstilladelser lever op til grønlandsk lovgivning og krav om miljøregulering.

Samtidig er det essentielt, at den grønlandske befolkning bliver inddraget og adspurgt i processen, og at folket ultimativt drager nytte af etableringen af en sandindustri i form af skabelsen af arbejdspladser og generel øget økonomisk velstand i landet.

Planlægningen i Danmark er kortsigtet

I Danmark får vi størstedelen af vores sand og grus fra grusgrave, hvor sedimentet er aflejret under sidste istid. Indvindingen af disse ressourcer er ikke bæredygtigt.

Når alt er udvundet, er kassen tom. I en rapport udarbejdet af Copenhagen Economics for Danske Regioner vurderes det, at der er mellem 10 og 40 års råstoffer tilbage i de områder, der er udlagt til indvinding.

Størst er presset på Region Hovedstaden og Region Sjælland, mens Region Midtjylland vurderes at have mest tilbage. Med så central en rolle, disse råstoffer spiller, er det bemærkelsesværdigt at planlægningen i Danmark er så kortsigtet.

Den ubelyste problematik om global sandmangel kræver øget fokus fra politisk side, og løsningen ligger i genbrug af materialer, forskning i identificering af alternative løsninger samt nye kilder til at forsyne den hastigt voksende globale efterspørgsel på sand.