Plastikkens pris: Overproduktion og store konsekvenser

Glem alt om sugerør og fastgjorte skruelåg. De små forbedringer dulmer vores dårlige samvittighed, men løser ikke det egentlige problem.

Vi står midt i en eskalerende plastikkrise – og den truer langt mere end blot naturens skønhed. Det handler om klima, biodiversitet, sundhed og menneskerettigheder (1).

Den stigende plastikproduktion påvirker lokalsamfund og miljø verden over. Samtidig bliver plastikaffald fra den vestlige verden ofte eksporteret til det globale syd, hvor det dumpes og indgår i en uigennemsigtig forsyningskæde præget af affaldskriminalitet.

Vores afhængighed af plastik er ikke kun kulturel – den er strukturel. Men hvordan er det kommet så vidt?

Fra revolution til engangsprodukt

Plastik blev oprindeligt udviklet som et alternativ til knappe ressourcer som elfenben og træ. I midten af 1900-tallet blev det hyldet som et mirakelmateriale. Det var let, formbart, langtidsholdbart og næsten uforgængeligt. 

Det muliggjorde innovationer inden for medicin, elektronik og transport. Produkter som køleskabe, møbler, vinylplader, legetøj og Tupperware kom ind i folks hjem. Plastik var designet til at holde og forblive i brug. Plastik er ikke designet til at blive genanvendt (2).

Men for at sikre fortsat vækst ændrede plastikindustrien strategi i midten af 1950’erne. På en amerikansk konference i 1956 lød det opsigtsvækkende budskab: ”Fremtiden for plastik er i skraldespanden.” 

Det markerede skiftet fra holdbarhed til engangsbrug – en bevidst indsats for at skabe et marked, hvor plastik blev produceret, brugt og smidt væk i en stadigt hurtigere cyklus.

Gennem målrettede markedsføringskampagner blev engangsplastik hurtigt udbredt, især som emballage og ’convenience’, og lagde grunden til en vækstrejse uden ophør (3).

Det ses tydeligt i tallene: Siden 1950 er den globale plastikproduktion steget fra under 2 mio. ton om året til hele 460 mio. ton i 2019 (4).

Vi har med andre ord forvandlet et langtidsholdbart materiale til en kortsigtet forbrugsvare – og konsekvenserne er alvorlige og langvarige.

Et materiale skabt til at blive – i naturen og i kroppen

Plastik er blevet synonymt med bekvemmelighed og vækst, men prisen er høj. Næsten halvdelen af al ny plastik bruges til engangsprodukter og emballage. 

Af de 7 mia. ton plastikaffald skabt globalt er kun 10 pct. genanvendt, 14 pct. brændt, og hele 76 pct. endt i naturen eller på lossepladser (5).

Plastik er fundet overalt – fra Marianergraven til Mount Everest, i Arktis, i luften, i vandet og i vores fødekæder (6). Selv med det bedst mulige scenarie for affaldshåndtering vil plastikmængden i havene næsten tredobles til 53 mio. ton i 2030, hvis produktionen fortsætter som nu (7). 

Den samlede plastikmasse på jorden vejer nu dobbelt så meget som alle dyr på land og i havet tilsammen (8).

Den planetære grænse er overskredet (9) – og alligevel accelererer vi produktionen under den illusion, at vi med bedre og mere genanvendelse kan affaldshåndtere os ud af krisen (10). 

Mange årtiers forsøg på genanvendelse som ’løsning’ sideløbende med en galopperende produktion har slået fejl. Og uden en radikal reduktion i plastikproduktionen og -forbruget forslår genanvendelse som en skrædder i helvede.

Olieindustriens nye afsætningsmarked

De fleste kender til Parisaftalen og de globale klimamål, som skal reducere vores afhængighed af fossile brændsler som olie og gas for at bremse klimaforandringerne. Mens boligopvarmning og transport i stigende grad bliver grønne, har olieindustrien fundet en ny vækstvej: plastik (11).

I dag fremstilles 99 pct. af al plastik af fossile brændsler – primært olie og gas – som gennem kemiske processer omdannes til plastik. Det er her, industrien nu trykker speederen i bund.

Når vi bevæger os væk fra fossil energi i andre sektorer, bliver plastikken en ny afsætningskanal for olien – den bliver ikke i jorden, men forvandles til stadig mere plastik. 

Vi ser ind i en fremtid, hvor den globale plastikproduktion vil tre-firedobles frem mod 2050, og omtrent halvdelen vil gå til engangsplastik. 

Det Internationale Energiagentur vurderer endda, at op mod halvdelen af verdens olie i 2050 vil blive brugt til plastikproduktion (12).

Plastikproduktion skal reduceres 70 pct.

Samtidig sker 75 pct. af plastikkens klimapåvirkning i selve udvindelsesfasen – altså når råolie og gas behandles og omdannes til de polymerer, som udgør grundstammen i al plastik (13). Det er her, CO2-regnskabet for alvor ryger i vejret.

Paradoksalt nok viser nyere forskning, at vi skal reducere plastikproduktionen med op mod 70 pct., hvis vi skal leve op til Parisaftalens mål om at holde temperaturstigningen under 1,5 grader (14). 

Alligevel vokser produktionen – stik imod alt, hvad videnskaben og klimaet kalder på. I en krisetid styrer vi i den helt forkerte retning.

Plastik i kroppen fra mange kilder

Plastik er ikke længere kun noget, der forurener vores hav og natur – det er kommet helt tæt på os. Faktisk så tæt på, at forskere nu finder plastikrester i stort set hele menneskekroppen. 

Mikroplastik er blevet påvist i alt fra vand på plastikflaske og frugt og grønt, kosmetik, til luften, vi indånder, og støvet i vores hjem. Nu opdages det også i modermælk, moderkager, testikler, hjerte, blod, hjerne, lever og nyrer (15).

Plastik er et produkt af fossilbaseret kemi, og en rapport fra 2024 viser, at plastikkemikalier er både mere udbredte og farligere end hidtil antaget. 

Der findes mere end 16.000 forskellige kemikalier i plastik – og mindst 4.200 (26 pct.) af dem anses for at være særligt skadelige for mennesker og miljø (16). Det betyder, at vi dagligt udsættes for en kemisk cocktail, som vi kun lige er begyndt at få en fornemmelse for konsekvenserne af. 

Forskningen er i fuld gang, og metoderne bliver hele tiden bedre, men flere studier peger allerede på en bekymrende sammenhæng mellem mikroplast og alvorlige helbredsproblemer – herunder hjerte-kar-sygdomme og faldende fertilitet hos mænd. 

Kemikalier, der ofte findes i plastik, er også blevet sat i forbindelse med kræft og hormonforstyrrelser (17).

Plastikkemi giver store sundhedsregninger

Og det er ikke kun sundheden, der betaler prisen. En undersøgelse fra 2024 viste, at sundhedsproblemer forbundet med plastikkemikalier alene i 2018 kostede det amerikanske sundhedssystem 250 mia. dollars (18). 

Hvor plastik tidligere blev set som en økonomisk gevinst, er det i stigende grad tydeligt, at de skjulte omkostninger – både for klima, natur og menneskers helbred – langt overstiger de økonomiske fordele.

Vi har skabt et materiale, som kroppen ikke kan genkende, og som nu er blevet en del af os. Billedet over konsekvenserne er ikke fuldt, og det bliver det nok heller aldrig, men vi ved nok til at burde anspore til øjeblikkelig handling.

Verdens første plastiktraktat – et historisk opgør

I 2022 besluttede FN’s miljøforsamling at udarbejde en global plastiktraktat, der for første gang adresserer hele plastikkens livscyklus: fra råstofudvinding til forbrug, affald, oprensning i miljø samt tilhørende sundhedsrisici og kemikalier. 

Forhandlingerne er dog præget af modstand fra olieproducerende lande og industrier, der vil have frivillige løsninger og teknologiske lappeløsninger – ikke reelle løsninger som regulering og standarder (19). 

Og det er ikke underligt: Plastikindustriens værdi var i 2023 estimeret til 712 mia. dollars og forventes at overstige 1 bio. dollars i 2033 (hvilket svarer til 7.000 mia. kr.) (20).

Men presset fra det globale civilsamfund, en koalition af forskere og over 100 lande trækker i den modsatte retning. Vi kræver en stærk og juridisk bindende traktat med konkrete mål for reduktion i produktionen og forbud mod de farligste kemikalier. 

Danmark har – sammen med EU – meldt sig blandt de ambitiøse parter. Men det kræver vedholdende politisk vilje og pres for at sikre, at traktaten ikke ender som en symbolsk gestus uden reelle konsekvenser.

For én ting er sikkert: Hvis traktaten ikke indeholder en klar målsætning om at reducere plastikproduktionen, bliver resultatet rent kosmetisk – og det globale plastikproblem vil ikke bare bestå, det vil eskalere.

Nutidens valg former fremtiden

Plastik er ikke bare et materiale. Det er et symbol på den moderne verdens modsætninger: bekvemmelighed versus ansvar, vækst versus bæredygtighed, overforbrug i nord versus konsekvenser i syd. 

Plastik har gjort det muligt at sprænge rammerne for naturlige materialers medfødte begrænsninger og muliggør forretningsmodeller og vækst inden for industrier, der ikke tjener miljø eller sundhed. 

Industrier som fast fashion, der kun kan eksistere på grund af billig plastik som polyester og nylon, ultraforarbejdede fødevarer, takeaway og on-the-go-konsumering og adgangen til billige ’ting og sager’ i bred forstand med kort levetid.

Det er tid til at tage opgøret. Det er nu, muligheden er der – ikke kun med vores forbrug, men med hele strukturen bag plastikken. Engang var plastik et værdifuldt og langtidsholdbart materiale, der positivt bidragede til samfundets udvikling. 

Plastik har i dag ganske vist sin berettigelse i visse sektorer og til visse produkter, men engangsplastikken skal og kan langt hen ad vejen bortdesignes, hvis vi går systemisk til værks og afkobler plastik fra økonomisk vækst. 

Konkrete løsninger findes – vi skal bare skalere dem. Vores pantsystem virker. Nye initiativer med vaskbar genbrugsemballage i takeawaysektoren bliver testet. 

Behov for internationalt pres og enighed

Men vi mangler stadig modet til at tage de store opgør, også internationalt, men det kræver, at vi tør stå fast over for olieindustriens massive pres.

Så når hele verden under FN stævner sammen igen i august til det sidste forhandlingsmøde om verdens første plastiktraktat, er det vores fremtidige samfundsmodel, der er til forhandling. 

Politisk handling er afgørende. Med et kommende dansk EU-formandskab har Danmark mulighed for at udstikke rammerne for en ambitiøs og effektiv aftale, der bryder vores kulturelle og strukturelle afhængighed af plastik. 

I Plastic Change kommer vi til at være der sammen med civilsamfundsaktører og forskere fra hele verden og kræve, at verdens ledere træffer de nødvendige beslutninger for at beskytte mennesker og miljø.

Det skylder vi de kommende generationer – for det er trods alt dem, vi har lånt planeten af.