Doughnut-modellen møder virkeligheden – sådan implementeres den i praksis

Doughnut-modellen, som er opfundet af den britiske økonom Kate Raworth, visualiserer et sikkert og retfærdigt råderum for menneskelig udvikling.

Modellen består af to grænser: 

1. Et socialt fundament, som består af FN’s 17 verdensmåls sociale prioriteringer og skal sikre, at ingen mangler livets nødvendigheder.
2. Et økologisk loft, der definerer et 'sikkert handlingsrum' for menneskelig aktivitet indenfor de 9 planetære grænser. 

Inden for disse grænser – i doughnuttens lysegrønne dej – findes, i hvert fald i teorien, et sikkert og retfærdigt rum, hvor både mennesker og natur kan trives i balance.

Målet for samfundsøkonomien i det 21. århundrede er således ikke endeløs vækst i produktion og forbrug, men trivsel for alle inden for klodens økologiske grænser. 

Det kan lyde banalt, men kræver et grundlæggende skifte i tankesæt – væk fra BNP som det dominerende succeskriterium og i stedet et seriøst og ambitiøst fokus på en regenerativ og distributiv udvikling, som genopbygger Jorden og fordeler dens rigdom langt mere retfærdigt.

De første skridt fra vision til praksis

Over 90 byer og regioner på verdensplan har påbegyndt en rejse mod at anvende Doughnut-modellen i praksis, siden den blev lanceret i 2012. Over 50 har formaliseret det i strategier, planer og beslutningsprocesser.

Et centralt værktøj i denne proces er ’The Doughnut Unrolled’, som hjælper byer, kommuner og regioner med at oversætte visionen til lokal handling.

Byer som Amsterdam, Glasgow, Barcelona og København har på forskellig vis brugt modellen til at:

• evaluere eksisterende strategier, 
• sætte nye politiske mål, 
• understøtte budgetprioriteringer og 
• engagere borgere og medarbejdere i tværgående samarbejder.

Mange steder starter arbejdet med intern læring og dialog: Hvad betyder det at arbejde med modellen i vores lokale kontekst? Hvordan relaterer det sig til eksisterende planer og praksisser?

Samtidig handler det om at fremme organisatorisk forandring: at bryde siloer ned, understøtte tværfagligt samarbejde og give rum til eksperimenter og læring.

Det lange seje træk

”Hvordan implementeres modellen så i praksis?” Det er nok det spørgsmål, som oftest stilles til os, der arbejder med at bruge de planetære grænser og absolut bæredygtighed som rettesnor.

Det korte og måske skuffende svar er, at doughnut-modellen ikke giver én enkelt opskrift, men et fælles sprog, analyseredskaber og en ramme for handling. 

Hver kommune, by eller region starter hvert sit sted og har derfor også hver sin egen vej at gå for at nærme sig den trygge og retfærdige økonomi i den lysegrønne kagedej – med alle de udfordringer, muligheder og hårde prioriteringer, det indebærer. 

Når det er sagt, viser en række nationale analyser fra en forskningsgruppe på Leeds Universitet, at rige lande som Danmark først og fremmest har til opgave at reducere det enorme pres på samtlige af planetens grænser: kvælstofudledningen til havene, fortrængningen af biodiversitet og alt for store klimagasudledninger.

Vi lever i Danmark i dag, som om vi er de sidste, der skal bo her. 

Hele brancher har også taget modellen til sig. Herhjemme er det særligt byggeriet, der i dag står for en tredjedel af drivhusgasudledninger og mindst lige så meget affald.

Eksempler herpå er ’Reduction Roadmap’-kampagnen og rapporten ’Doughnut for Urban Development’. 

Fem nøgleelementer til at komme i gang

For virksomheder, som vil arbejde med doughnut-modellen, peger vi på fem nøgleelementer med afgørende betydning for, hvor ambitiøst en virksomhed kan tage fat i en bæredygtig omstilling:

1.    Formål: Er virksomhedens formål bredere end økonomisk afkast til aktionærer?

2.    Netværk: Hvordan samarbejder virksomheden med lokalsamfundet og hele værdikæden?

3.    Ledelse: Er beslutningsstrukturer inkluderende og ansvarlige?

4.    Ejerskab: Hvem ejer virksomheden, og hvilke incitamenter driver den?

5.    Finansiering: Er finansieringen fokuseret på langsigtet værdiskabelse og bæredygtighed?

Disse fem nøgleelementer påvirker de strategiske valg, daglige praksisser og virksomhedens reelle indvirkning på samfund og miljø.

Mange virksomheder fortæller, at deres nuværende konstruktion fastlåser dem og bremser transformation. 

Der opstår imidlertid hele tiden nye, innovative forretningsmodeller – fx fonds-, medarbejdereje og demokratiske virksomheder – som peger frem mod en langsigtet logik.

Et vigtigt første skridt for at nærme sig doughnutten er overhovedet at kortlægge de sociale og økologiske resultater. Det er fx gjort i Københavns Kommunes årlige doughnut-rapport. 

Men der er selvfølgelig stadig lang vej herfra til et egentligt politisk og økonomisk styringsredskab.

Flere andre byer arbejder derfor med at integrere doughnutten som et strategisk kompas på tværs af hele politikudviklingen, planlægning, ledelse og administration.

Det betyder fx:

• At udvikle indikatorer og dataoverblik med et såkaldt Data Portrait of a Place (fx Brussels (10).
• At indarbejde doughnutten i tværgående politikker og strategier for at nedbryde siloer forvaltninger imellem (fx Tomelilla (6)).
• At tilpasse beslutningsprocesser og vurderingskriterier, så sociale og økologiske effekter vægtes systematisk og integreret i hensynet til fremtidige generationer (fx Corwall (8)).

Jeg er overbevist om, at det 21. århundredes økonomiske modeller vil blive praktiseret, før de nedfældes i lærebøgerne. Heldigvis er vi allerede i gang i byer over hele verden.

Alle steder kan tage de første skridt og handle – i det små, i det store og for det fælles bedste. At så mange byer allerede har valgt at sigte efter en tryg og retfærdig fremtid i doughnutten, giver mig håb for, at vi stadig kan nå de positive sociale tippepunkter, før de klimatiske kipper kloden mod kollaps.