Spring menu over

Urban landskabsingeniør: ”Det er fedt at opleve sit arbejde gå fra tanke til virkelighed”

Rikke Dyre Jensen

Rikke Dyre Jespersen (tv) sammen med en kollega fra VandCenter Syd foran et LAR-vejbedsprojekt.

Susanne Kragholm, fagskribent, BIO
Del artikel:

Rikke Dyre Jensen er uddannet urban landskabsingeniør (tidl. have- og parkingeniør) og dimitterede i 2021. I dag arbejder hun med LAR-vejbede i Odense og klimaplanlægning i Helsingør kommune. Nu er de to deltidsstillinger vekslet til et fuldtidsjob i Lyngby-Taarbæk Forsyning.

I Odense arbejder Rikke i VandCenter Syd med klimatilpasning. De etablerer supplerende løsninger til det underjordiske kloaksystem, så det ikke blot kan håndtere regnvand og aflaste kloakken, men også bidrager med urban biodiversitet, blomstring, insektliv og en fornuftig grøn driftsøkonomi.

Arbejdet i Helsingør Kommunes klimasekretariat er inden for klima- og bæredygtighedsområdet, herunder afrapportering af kommunens udledning af CO2e. Arbejdsområdet er bredt – lige fra grøn omstilling på mobilitetsområdet, energirenovering af bygningsmassen, fremme af biodiversitet, klimatilpasning til grønne indkøb og cirkulær økonomi.

Begge jobs er tidsbegrænsede, og til november 2022 starter Rikke i sit nye job som projektmedarbejder i Lyngby-Taarbæk Forsyning. Der skal hun også arbejde med klimatilpasning og bæredygtighedsprojekter.

”Det glæder jeg mig virkelig meget til, og jeg føler mig heldig, at jeg har fået tilbudt jobbet. Men også heldig fordi jeg forinden har taget mig tid til at finde ud af, hvad jeg gerne ville og haft tålmodighed til at finde et job, hvor jeg kan se mig selv på lang sigt.”

Hvordan er du havnet i netop dette job?

Jeg har under min uddannelse været i praktik ved VandCenter Syd. Efter praktikperioden ringede min tidligere praktikvært og tilbød mig et studiejob. Jeg var faktisk meget i tvivl, om jeg skulle sige ja. Arbejdspladsen var i Odense, og jeg boede selv i Hillerød og studerede på Skovskolen.

Jeg var også netop startet på et job i Helsingør kommunes klimasekretariat, som jeg var meget glad for. Derudover manglede jeg stadig et praktikforløb på studiet samt at skrive bachelor.

Men jeg havde været virkelig glad for mit praktikforløb ved VandCenter Syd og især samarbejdet med min praktikvært, så vi aftalte, at jeg kunne få hjemmearbejdsplads, og at jeg kunne kombinere jobbet med praktikforløb. Derudover forlængede jeg mit studie med et halvt år, så jeg kunne få tid til begge jobs og studie.

Det var et travlt år, men det hele værd! Det medførte dog også, at jeg efter studiet havde brug for at tage et ’pause-år’ med deltidsarbejde og en masse tid til fritidsinteresser, venner og familie. Det var godt for mig at tage et år i lavere tempo og blive afklaret med, hvad jeg gerne ville.

Kan du beskrive en typisk arbejdsdag?

I VandCenter Syd er det primært grønne overfladeløsningsprojekter som LAR-vejbede (vejbede til lokal afledning af regnvand) og bassiner, som jeg er involveret i.

Her beskæftiger jeg mig med frøblandinger, stauder, vejtræer, hegnsplantninger og filterjord.

En typisk uge eller måned vil bestå af at analysere vækstforhold i kommende projekter, foretage plantevalg, udarbejde planteplaner og etableringsbeskrivelser samt samle materiale til projektets rådgiver eller projektleder.

Mit arbejde foregår i tæt sparring fra VandCenter Syds landskabsarkitekt, som jeg primært løser opgaver for. Når jeg ikke arbejder hjemmefra, er det typisk for at tage til Odense og føre tilsyn med LAR-vejbede og indimellem monitorere beplantningen.

I klimasekretariat i Helsingør Kommune opdaterer jeg hjemmesiden, besvarer borgerhenvendelser og er med til at planlægge og afvikle borgerrettede arrangementer.

Af større faglige opgaver er der fx den årlige rapportering af kommunale klimadata til Carbon Disclosure Project. Det er også mig, der laver design og opsætning af plakater til arrangementer som Klimadage i Helsingør, Kør Grønt torvedag, Grøn Bolig informationsaften.

Er der noget, du er særligt stolt over at have bidraget til?

I foråret blev der etableret tre LAR-vejbede på Bøgedals Allé i Odense, hvor jeg har stået for plantevalg og planteplan. Det er første gang, at jeg har udarbejdet LAR-vejbeds-planteplaner, der er blevet realiseret.

Og beplantningen ser lovende ud. I dette efterår er syv vejbede under etablering på Eyvinds Allé og senere kommer 32 vejbede i Skibhuskvarteret – alle ud fra planteplaner, som jeg har udarbejdet. Det er jeg virkelig stolt over. Det er fedt at opleve sit arbejde gå fra tanke til virkelighed, og jeg glæder mig til at følge det.

Rikke Dyre Jensen - Bøgedals alle
Rikke Dyre Jespersen har udarbejdet planteplanen for dette LAR-vejbedsprojekt på Bøgedals Allé i Odense.

I Helsingør Kommune har jeg i forbindelse med GrønBolig-projektet stået for at sende digital post til tusindvis af boligejere med målrettede informationer om energirenovering, fjernvarme og alternativer til fjernvarme.

Udsendelserne har bidraget til, at alle vores informationsaftener er blevet fuldt booket på rekordtid, så vi har oprettet ekstra møder.

Jeg er stolt over at have bidraget til et projekt, hvor SÅ mange boligejere har fået adgang til informationer om mulige energisparetiltag og tilskudsmuligheder. Det kan både blive en fordel for klimaet og for den enkeltes pengepung.

Jeg er også meget stolt over, at Helsingør Kommune netop har vundet European Green Leaf Award. Prisen er en anerkendelse af vores grønne indsats.

Hvad ser du som den største faglige udfordring på dit område – og har du et bud på en løsning?

Klima, bæredygtighed og klimatilpasning er alle områder, der kræver, at mange fagligheder inddrages, hvis vi skal skabe holistiske løsninger og udvikling.

Alle fagligheder taler deres eget sprog, og derfor kræver det tid, energi og velvilje at arbejde tværfagligt.

Dét er svært og udfordrende, men samtidig også sindssygt vigtigt og virkelig spændende. Heldigvis kommer man langt ved at sætte tid af til samarbejde, dialog, sparring og vidensdeling.

Hvad sætter du pris på ved en kollega?

Jeg sætter pris på kollegaer, som gør en indsats for, at det er rart at gå på arbejde. Det kan være alt fra smil, snakke, initiativ til sociale arrangementer eller en gåtur i pausen, faglig sparring, hjælp til en opgave og meget mere.

Det kan mærkes, når man vil hinanden og fællesskabet det godt – og det betyder meget for mig.

Hvad mener du, er det bedste, som en nyuddannet kan gøre for at komme ind i din branche?

Et fagrelevant studiejob, praktikforløb eller frivilligt arbejde er en fordel.

Min oplevelse er i hvert fald, at de studiejobs, som jeg har på mit CV, har hjulpet mig til at lande mit første job i forsyningsbranchen på trods af, at min uddannelsesprofil langt fra ligner mine kollegaers.

Seneste artikler

Læs alle artikler

Akademikerbladet

Akademikerbladet.dk

Genveje