Vandmiljøer under pres: Derfor når vi ikke i mål med god økologisk tilstand

Godt 30 interesserede havde fundet vej til Aarhus Universitets auditorier den 6. februar for at debattere vandområdeplanerne.

Udgangspunktet for debatten var DM BIO temamagasin med titlen ’Vandmiljøerne er under pres’, og tre bidragydere til temaet var inviteret som oplægsholdere på fyraftensmødet.

Ordstyrer var forperson for DM Bio-udvalget Gertrud Knudsen.

Vandområdeplanerne skal sikre god økologisk tilstand i søer, vandløb og kystvande i overensstemmelse med EU’s vandrammedirektiv.

Ansvarsfordelingen for den opgave er ikke uvæsentlig:

• Staten udarbejder vandområdeplanerne og de påkrævede indsatsprogrammer,
• kommunerne udmønter så indsatsprogrammerne i praksis,
• mens staten er ansvarlig for overvågningen af vandområderne.

Automatisk godkendelse ved ukendt tilstand

Ane Bruun Middelbo, biolog og projektleder ved Aarhus Kommune indledte debatmødet.

Hun forklarede, at vandområdeplanerne har ændret parametrene fra første til tredje planperiode:

”I første periode frem til 2015 var der kun fokus på smådyr. Anden planperiode 2015 til 2021 udvidede parametrene til smådyr, planter og fisk. Tredje planperiode, som løber til 2027, tilføjede bentiske alger. For nuværende arbejder vi derfor med fire parametre.”

Ifølge Ane Bruun Middelbo er udfordringerne flere.

”Især manglende data og viden om den økologiske kvalitet i konkrete områder. Men også det faktum, at her gælder ’one out – all out princippet’. Hvis én parameter ikke er godkendt, så falder den godkendelse, men … hvis tilstanden er ukendt, følger automatisk en godkendelse,” sagde hun og fortsatte:

”Vi har 316 km målsatte vandløb fordelt på 171 vandområder, men ikke fra et eneste vandløb i Aarhus Kommune kender vi alle fire parametre! Vi kunne måske skaffe data, men det koster tid og penge og er jo egentlig statens område.”

”Så tredje udfordring følger naturligt – der er dårlig økonomi til at gennemføre projekter."

Konsekvenserne af det dårlige datagrundlag er selvfølgelig, at vi ikke reelt ved, hvor der er behov for indsatser.”

”Så kommer vi i mål? Det kræver et bedre datagrundlag og en bedre økonomi, men også at engsøer udpeges som indsatsområder, og så bør vi sætte fokus på større ådalsprojekter, hvor naturlig hydrologi genskabes.”

Vi når ikke målene i vandområdeplan 3

Biolog Bjarke Dehli, sektion for Ferskvandsfiskeri og -økologi, DTU Aqua, kunne fortælle, at kun 16 pct. af de målsatte vandløb kan opfylde miljøkravene for fiskebestande.

”Er det godt nok? Nej, og et væsentligt problem er, at vi ikke genopretter de naturlige slyngninger.

Vi tænker for meget i kasser og siloer. Vi når det overhovedet ikke inden 2027. Der er ikke fokus på genopretning – snarere på det muliges kunst hist og pist.”

”EU’s kommende forordninger vil overhale vandområdeplan 3. Mere end 90 pct. af vores vandløb er gennem tiden blevet fysisk regulerede. Konsekvensen har bl.a. været sandvandring,” sagde han.

Der er stadig ca. 3.500 registrerede spærringer i de målsatte vandløb – lige fra små markoverkørsler til vandkraftværker og sluser. Det er spærringer, som forhindrer fisk i at gennemføre de nødvendige vandringer i deres livscklus.

”Kommunerne bruger årligt omkring 270 mio. kr. på vedligeholdelse af vandløb. Vedligeholdelsen består typisk af grødeskæring, slåning af kantvegetation og oprensninger. Det medfører forstyrrelser og tab af levesteder,” pointerede han.

”Der er en generel opfattelse af, at vandløb skal fungere som vandmotorveje uden væsentlig ’rod’. Men vandløb er som udgangspunkt ikke en plejekrævende naturtype,” sagde Bjarke Dehli.

Skal vi have en vandområdeplan 4?

Martin Søndergaard, biolog ved Institut for Ecoscience på Aarhus Universitet, fortalte, at de fleste danske søer lider under for høj tilførsel og indhold af næringsstoffer.

”Men er der håb om, at vi kan gøre det bedre?” spurgte han.

”Søer synes måske isolerede i landskabet, men de påvirkes betydeligt af deres omgivelser. I vandområdeplan 3 ses udelukkende på fosfor, men der er en tendens til, at vi også skal til at se på kvælstof.”

”Vores indsatser er langt fra nok. Måske skal vi have en vandmiljøplan 4? Vi kommer ikke i mål inden 2027. Ud af de 986 søer, der indgår i VP3, er der kun 5 søer, som både er i god økologisk og kemisk tilstand.”

En basisanalyse fra 2019 viser, at ca. 56 pct. af de danske søer er i risiko for ikke at nå målet om god tilstand i 2027.

I vandområdeplanerne 2015-2021 blev indsatsbehovet beregnet til 103 ton fosfor pr. år, men pr. 1. november 2022 var det kun lykkedes at nå en indsats på godt 1 ton.

”Hvis vi tænker ud af boksen og kommer på forkant med nye metoder, bliver mulighederne for succes større. Kunne vi evt. tænke i at genbruge fosfor fra sedimentet i søerne?”

Hvordan får vi læring af indsatserne?

Allerede da ordstyreren åbnede op for debat, var der flere arme i vejret. Det første spørgsmål gik på, hvad effekten var af indsatserne i vandområdeplanerne.

”Hvis vi ser på søerne, så falder de fleste tilbage til dårlig tilstand efter opretning. Der kan ikke måles en blivende effekt. Og lige nu bliver der kun søgt midler til engangsindsatser,” svarede Martin Søndergaard.

En anden spørger ville vide, om der ikke kunne tænkes i helt nye baner, når der skal holdes vand tilbage.

”Jeg ville sætte fokus på at genoprette fx ådale, som naturligt holder vand tilbage, men vi arbejder også med andre muligheder for tilbageholdelse af vand. Det afhænger dog af frivillige aftaler med de berørte lodsejere,” kommenterede Ane Bruun Middelbo.

Bjarke Dehli svarede på en kommentar om skarv, som en af de store syndere, når det gælder fiskebestandene:

”Skarven er nu udbredt, og der er kommet flere oddere. Det har den konsekvens, at hvis vandløbene står med dårlig afgrødedækning, så går det ud over vores fiskebestande, da skjulestederne bliver for få og små. Så måske er effekten af de større bestande af skarv og odder unaturlig stor, fordi tilstanden i for mange vandløb er i for dårlig tilstand.”

Ingen pligt til at måle på resultater

Ordstyrer Gertrud Knudsen kom selv på banen med et spørgsmål:

”Når indsatserne er gennemført, gennemføres der så en monitorering og opfølgning? Eller med andre ord – hvordan kan I få læring ud af jeres indsatser?”

”Kun hvis vi selv gør det, og faktisk gennemfører vi i Aarhus Kommune en del effektundersøgelser,” svarede Ane Bruun Middelbo.

Bjarke Dehli fortsatte:

”Der er ingen pligt til at måle på resultater, og Ane kan kun gætte på det. Ambitionsniveauet er ikke så højt.”

En ny spørger ville vide, om EU-lovgivningen kunne betyde ændringer i vandrammedirektivet.

”Det tror jeg ikke, men nok snarer en fjerde vandområdeplan. Fakta er, at næsten alle lande i Europa slås med vandmiljøernes tilstand, ” svarede Martin Søndergaard.

Debatmødets sidste spørgsmål fokuserede på klima:

”Vil klimaforandringerne med bl.a. højere temperaturer få konsekvenser for vandområdeplanerne?”

”Det vil alt andet lige gøre det sværere at gennemføre planerne, og måske vil det føre til højere krav?”, svarede Martin Søndergaard, og Bjarke Dehli supplerede:

”Vi har nu haft tre ekstremt varme somre i træk, så det er ikke usædvanligt med varme og tørre somre længere. Derfor bliver det endnu vigtigere at genoprette naturlige slyngninger og dybe huller i vores vandløb.”