DN og L&F om indsatsen på vandmiljøet: Tiden er inde til handling

Kom til DM BIO DEBAT om vandmiljø 6. februar

I pressen beskrives Danmarks Naturfredningsforening (DN) og Landbrug & Fødevarer (L&F) ofte som to interesseorganisationer, der ikke kan blive enige om særlig meget.

Som to kombattanter i hvert sit ringhjørne slås de mod hinanden i kampen om at få lov til at løbe med klima- og miljødagsordenen, lyder fordommen.

Men selvom det er sandt, at DN og L&F er uenige på en række punkter, så er der også meget, de kan enes om.

Det står hurtigt klart, da DM BIO inviterer Marie Østergaard, chefkonsulent hos Vand & Natur ved Landbrug & Fødevarer, og Thyge Nygaard, landbrugspolitisk seniorrådgiver hos Danmarks Naturfredningsforening, til en snak om de nye vandområdeplaner, der skal sætte kursen for Danmarks vandmiljøindsats frem mod 2027.

Kvælstofudledningen er ikke reduceret i ti år

Her får samtalen hurtigt karakter af en konstruktiv debat frem for en boksekamp. Som Thyge Nygaard formulerer det:

”Tiden er ikke inde til at kaste med mudder. Hvis vi skal nå at gøre noget ved de her problemer i tide, er vi nødt til at samarbejde om fælles løsninger, der er for alles bedste.”

De danske vandområdeplaner præciserer, hvor og hvordan vi i Danmark vil nå målsætningen om god økologisk tilstand i de danske vandløb, kystvande og grundvand i overensstemmelse med EU’s vandrammedirektiv.

Den første danske vandmiljøplan blev vedtaget i 1987. Siden 2015 har indsatsen gået under navnet vandområdeplaner, men planerne til trods er vandmiljøet ikke nået i mål med den ønskede ’god økologisk tilstand’.

De sidste ti år er kvælstofudledningen ikke blevet yderligere reduceret, trods politiske intentioner om netop det. Og med klimaændringerne, der forstærker effekten af næringsstofferne, betyder det, at blot 5 ud af 109 kystvande ifølge Miljøstyrelsen er i god økologisk tilstand.

I vandområdeplanerne 2021-2027 lægger regeringen op til at nedbringe mængden af kvælstof, der udledes i vandmiljøet, med 10.400 ton årligt.

Derudover er der gemt 3.000 ton, som der skal findes virkemidler til ved genbesøget i 2024. Så indsatsbehovet er reelt 13.400 ton.

Den indsats skal ifølge Miljøministeriet få 84 ud af 109 kystvande i god tilstand.

Biodiversiteten overses i vandområdeplanerne

Tiltroen til, at vi får indfriet vandområdeplanernes ambitioner om at opnå ’god økologisk tilstand’ i det danske vandmiljø om fire år, er dog svær at spore hos både Marie Østergaard og Thyge Nygaard. Og begge er frustrerede over, at vandområdeplanerne ikke indeholder en plan for at styrke biodiversiteten ude i vandmiljøet.

”Op mod 90 pct. af stenrevene i de kystnære områder er forsvundet, og ålegræsbedene er ikke i fremgang. Begge er levesteder for en lang række planter og dyr og forbedrer i stenrevenes tilfælde også kystsikring. Men marine indsatser som disse er der minimal fokus på i vandområdeplanerne, og det er en skam,” siger Marie Østergaard og suppleres hurtigt af Thyge Nygaard:

”En af de største svagheder ved vandområdeplanerne er den meget mangelfulde indsats for at forbedre den fysiske tilstand i vandløbene. Det er der slet ikke afsat midler til, og det på trods af, at biodiversiteten styrkes næsten øjeblikkeligt i de ferske vande, når man forbedrer vandløbskvaliteten,” siger han.

Bureaukrati spænder ben for indsatserne

Et andet problem ved vandområdeplanerne, som DN og L&F’s repræsentanter hurtigt kan blive enige om, er hastigheden, hvormed de føres ud i livet.

”Jeg har været i L&F i syv år, og der har altid været en frustration over, at der ikke kommer mere fart på at løse de her problemer fra politisk side. Landmændene vil jo rigtig gerne gøre en indsats for at forbedre vandmiljøet, men alt for ofte bremser bureaukratiet dem,” siger hun.

”Virkemidlerne i vandområdeplanerne er i mange henseender gode nok. Problemet er bare, at vi ikke har fået indrettet et system, som er i stand til at implementere og forankre indsatserne ordentligt ude i virkeligheden,” siger Thyge Nygaard og slår samtidig fast, at krisen ikke kan ordnes med et quickfix.

”Der findes ingen silver bullet, der kan løse problemerne med vandmiljøet. Det tager både tid og koster ressourcer at løse det intelligent og effektivt,” siger han.

Minivådområdeordningen strander

Der findes mange eksempler på, hvordan bureaukratisk bøvl har bremset indsatsen på vandmiljøområdet.

Marie Østergaard nævner minivådområdeordningen som et eksempel på tiltag, der ofte strandede på sagsbehandlerens skrivebord.

Et minivådområde er et konstruereret vådområde, der mere eller mindre renser drænvand for kvælstof og fosfor.

Minivådområderne blev godkendt som virkemiddel i 2015, men først i 2018 kunne landmændene søge om det – altså en ventetid på tre år. Da de så endelig kunne søge, strandede landmændene tit midt i processen, fx fordi kommunerne var for langsomme om at godkende etableringen af minivådområdet, efter at Miljøstyrelsen havde godkendt det, forklarer Marie Østergaard.

”Der findes mange eksempler på, at Miljøstyrelsens tilsagn om minivådområder var udløbet, da kommunen endelig godkendte projektet. Og så skulle landmændene starte forfra med hele ansøgningen. Det siger jo sig selv, at man så til sidst ikke gider søge længere,” siger hun.

Ringe datagrundlag

Det er dog ikke kun bureaukrati og langsommelige processer, der plager den politiske indsats på vandmiljøområdet. Økonomien, eller manglen på samme, er også et stort problem ifølge Thyge Nygaard:

”Finansministeriet sidder alt for tungt på pengekassen, og de økonomiske incitamenter til at få de her indsatser ført ud i virkeligheden mangler i stor stil – og har gjort det i årevis,” siger han og kritiserer samtidig politikerne for ofte at være fastlåst i en 'kassetænkning'.

”Politikerne skal blive langt bedre til at samtænke virkemidler. Alt for ofte tales der om klimagevinst, kvælstofgevinst og biodiversitetsgevinst i stedet for at se de tre områder som en helhed, der kan styrkes med de rette tiltag,” siger han.

Et godt eksempel er restaureringen af ådale, som kan have en stor positiv effekt på både biodiversitet og klima samt reducere udledningerne af kvælstoffer, forklarer Thyge Nygaard.

Marie Østergaard er enig i, at virkemidlerne skal implementeres intelligent. Men det er svært at finde kloge løsninger på et uoplyst grundlag, slår hun fast.

”Datagrundlaget for de her indsatser er enormt ringe. Vi mangler simpelthen et ordentligt overblik over, hvor det giver mest mening at sætte ind henne. Det gælder både ift., hvor udledningen af spildevand har den største negative effekt på vandmiljøet, samt hvor udledningen af kvælstofudledningen er størst i landbruget. Kun sådan kan vi lave målrettede indsatser med stor effekt,” siger hun.

Virkeligheden ikke altid er, som vi forestiller os den

GEUS udarbejder kort, der viser niveauet af tilbageholdelsen af næringsstoffer – den såkaldte retention. Jo lavere retentionen er i et område, jo mere kvælstof udledes der også i vandmiljøet. For nylig er der blevet udarbejdet en oversigt over oplandet til en del af Limfjorden.

”Min forventning var, at kortet over Limfjorden ville være markeret med et rødt bælte (stort kvælstoftab, red.) langs kanten af fjorden, men det viste sig, at det overhovedet ikke var dér, den lave retention var. Den højeste udledning af kvælstof skete langt fra fjorden. Og det er et godt eksempel på, at virkeligheden ikke altid er, som vi forestiller os den,” siger hun.

Pointen er klar: Bedre kortlægning og overvågning styrker indsatserne og mindsker risikoen for at lave tiltag, der gør mere skade end gavn.

”Vi skal jo helst ikke udløse en fosforbombe for at løse kvælstofproblemet,” som Marie Østergaard formulerer det.

Hun mener også, at der skal mere fokus på spildevandsproblemet fra byerne, som vi i hendes optik ikke har ordentligt overblik over.

”Vi fejler med overvågningen af spildevand. Der mangler overblik over omfanget og viden om effekterne, og etableringen af overløb er som det vilde vesten,” siger hun.

Den kritik køber Thyge Nygaard dog ikke helt.

”Man ved godt, hvor overløbene er henne. Og lokale forsyningsselskaber bruger milliarder på at forbedre udledningen af spildevand. Det er i min optik ikke der, hvor det store problem er. Det er først og fremmest kvælstofudledningen fra landbruget, der skal tages fat om,” siger han.

Lokal forankring af indsatserne er nøglen

Thyge Nygaard er enig i, at mere præcise data om de faktiske forhold i og omkring de pressede vandmiljøer er vigtigt. Det samme er den lokale indsats og forankring af indsatserne, mener han.

”Implementeringen af virkemidlerne skal skubbes ud lokalt, så virkemidlerne og indsatsen også bliver lagt de rette steder. Dybest set skal vi have landspolitikken ud og lokalpolitikken ind,” siger han.

Den holdning deler Marie Østergaard.

”Jeg tror virkelig på, at lokal viden og lokale indsatser er essentielle værktøjer for at vende den negative udvikling for Danmarks vandmiljø,” siger hun.

Permanent etablering af kystvand­råd vil give god mening

I forbindelse med godkendelsen af de nye vandområdeplaner blev der etableret såkaldte kystvandråd på fire kyststrækninger i Danmark – Vadehavet, Limfjorden, Ringkøbing Fjord og Odense Fjord.

Kystvand­rådene består af et partnerskab med op til 20 medlemmer fra interesseorganisationer og -foreninger, som har lokal tilknytning til kystvandet og derfor kan sikre inddragelse af lokal viden og forankring.

Thyge Nygaard og Marie Østergaard mener begge, at en mere permanent etablering af kystvand­råd i udvalgte danske kystområder vil give god mening for netop at sikre den lokale forankring af indsatsen på vandmiljøområdet. Spørgsmålet er bare, om politikerne denne gang har tænkt sig at lytte efter.

”At Thyge og jeg sidder her og er enige om en masse ting, er der ikke noget nyt i. DN og L&F har været enige om mange af de her ting længe. Det er politikerne, som ikke udviser lydhørhed over for de problemer, vi råber op om. Men man har jo lov til at håbe, at det ændrer sig nu,” siger Marie Østergaard.